En ulv i fåreklæder

For tre år siden til et åben have arrangement forelskede vi os begge to i et flot skæbnetræ/clerodendrum trichotomum og var bagefter så heldige, at Kridtvejs Planter havde både den og en mere busket art med betegnelsen 'bungei', og det er bungei, min overskrift hentyder til.

Haveejeren var så venlig at gøre os opmærksom på, at skæbnetræet laver en hel del rodskud. Derfor blev det plantet i græsplænen, og faktisk har det indtil nu overhovedet ikke været et problem. Bungei, derimod, er en helt anden historie.

Fordi den beskrives som lidt sart, blev busken plantet i læ på en varm skråning i vores bed  med rosenbuske og fik lidt vinterbeskyttelse i form af nogle grangrene. Hvad vi ikke blev oplyst om, var, at den, hvis den trives, vil udvikle sig til et helt krat gennem ganske ustyrlige udløbere, som kan dukke op en hel meter fra planten uden smålige  hensyn til, at der i forvejen står en rose, eller at den har forvildet sig under flisegangen og over i køkkenhaven. Sidste år var væksten til at overskue, men det ekstreme sommervejr i år har fået den til at gå helt amok, og for at føje spot til skade, har den brugt alt sit krudt på vækst og næsten ingen krudt på de kønne, velduftende blomster.

Her er en udløber dukket op midt i Charles de Mills.

Konsekvensen er, at den må flyttes til et mindre gunstigt voksested og eventuelt plantes i en bundløs murerbalje, som vi gjorde med en høstanemone, da den var ved at invadere et helt staudebed.

Det engelske udtryk "a garden thug" er meget mere beskrivende end det nøgterne "invasiv plante".

Bungei har fået mig til at tænke over, hvilke invasive planter jeg ellers har været så dum at indføre i haven, og den første, jeg kommer i tanker om, er kamæleonblad/houttuynia cordata chameleon, som mere end tyve år efter, at jeg "fjernede" den fra et bed, bliver ved med at skyde frem. Mærkeligt nok trives den også udmærket i sin potte.

Så er der fjervalmue/ hvid jodplante/ macleya cordata, som dog ikke er nær så slem i vores have som de tidligere nævnte. Den er nem at rykke op, og hvis den bliver placeret lidt halvskygget og med tæerne i stiv lerjord, bliver den ikke til et problem. Jeg kan  godt lide dens milde blomsterfarver og de store, hjerteformede blade. Herunder ses den i sine septemberfarver og i blomst d. 22. juli bag ved crocosmia Lucifer, som sandt at sige også har en snert af det invasive.

Inkalilje/ alstroemeria kæmpede jeg en hård kamp med en årrække. Igen var jeg så dum at placere den et gunstigt sted for at kunne nyde de smukke blomster, og igen kvitterede planten ved at brede sig uhæmmet og levere minimalt med blomster. I dag holder jeg meget af at have den som en længeblomstrende potteplante.

Liljekonval/ convallaria majalis hører også med til flokken af havebøłler. Når først den efter lang tids akklimatisering får sig etableret, sender den sine underjordiske udløbere ud i alle retninger, så det gælder om at få den anbragt det helt rigtige sted. Her i efteråret er et af mine projekter at få den gravet op og omplantet under en gruppe bærmispel, hvor den kommer til at slås med trærødder og selvsåede ahorn. Det bliver garanteret et smukt og velduftende syn til næste juni.

Den mest irriterende plante i år har dog været en lille kløver, som sender sine rødder så langt ned, at den ikke bare lige kan trækkes op, og i piksten er den et sandt mareridt at få bugt med.

Billedet herunder er fra november 2014, og jeg skrev dengang, at navnet er oxalis sunvet velvet. Køn er den da unægteligt, og hvem kunne også se, at sådan en net, lille sag kunne ende med at blive møgirriterende.

Der kunne sikkert findes endnu flere eksempler på invasive planter, som jeg aldrig burde have indført; men jeg har valgt at slutte med tre slyngroser, som remonterer noget så nydeligt: Red Eden, Eden og St. Swithun