Efterårsferie


Ferie er for de fleste synonymt med afslapning og et tiltrængt afbræk fra hverdagen. Afslapning har der nu ikke været tale om for os i denne efterårsferie med børnebørn på besøg i flere dage, men derimod masser af travlhed - på den gode måde forstås. Afbræk fra hverdagen har der bestemt været, og det gælder ikke mindst bloggen, hvor jeg ikke har nået at lægge kommentarer rundt omkring, som jeg plejer.
På dagens runde observerede jeg, at blomstringen kan inddeles i to grupper, hvor den ene består af planter, som helt forventeligt blomstrer i oktober. Det gælder høstanemonerne i collagen, hvor Pretty Lady Julia med halvfyldte, rosa blomster og lav vækst er forholdsvis ny i haven.


Rudbeckia Henry Eilers er en gul solhat, som har en speciel udtråling med de sammenrullede kronblade. Den passer fint i sensommerbedet sammen med den tungere hjortetrøst og de lette græsser.


Buskrosen Ghislaine de Feligonde plejer at remontere, og i år er ingen undtagelse. Den burde have en fortjenstmedalje for det helt utroligt friske, grønne løv, nu hvor de fleste roser står mere eller mindre med bare ben.



Den lyserøde blomst til venstre i billedet tilhører Belle de Clermont, en af de barbenede roser.

Cyclamensæsonen startede i sensommeren med purpurascens, som nu er afblomstret. Den blev efterfulgt af hederifolium, som allerede har blomstret længe og stadigvæk blomstrer. Samtidig blomstrer nu cilicium, som står i lerpotter i sandbedet. Der er både en hvid og en pink version. Der er langt ned til potterne, så vi kan ikke rigtig nyde den delikate honningduft, som den lyserøde cilicium udsender.



Så er der den anden gruppe blomstrende planter, som ikke burde blomstre nu. Det gælder clematis Freckles, som beskrives som vinterblomstrende. Det er den også, men måske skyldes det dens lune placering i drivhuset, at den allerede genoptager  sin blomstring efter en kort pause i forår og tidlig sommer.

Rhododendron radicans har haft en spredt blomstring i september og oktober. Det bekymrer mig ikke, for den skal nok blomstre igen til foråret.


Derimod bekymrer det mig noget at den opstammede yakusimanum også blomstrer og viser farve på en  del knopper. Den havde nemlig kun en enkelt blomst i foråret, og hvis vi ikke snart får markant køligere vejr, er jeg bange for, at den brænder alt for mange knopper af i denne efterårsblomstring, som sandt at sige ikke er ret køn.

De sidste to billeder synes jeg fortæller mig, at jeg roligt kan slappe af og lade de to bede passe sig selv i fred og ro, indtil foråret vender tilbage, og der skal ryddes op og måske deles en græs eller to.

Kommentarer

  1. Din hage ser så fin ut i sin høstskrud. Farger blir akkurat passe avstemt til hverandre på høsten akkurat som de er på våren når alt er lysegrønt. God høstferie sammen med barnebarna!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, hver årstid har sin farveholdning. Tak for det, Marit.

      Slet
  2. Wow det ser godt ud med de to sidste bede, ja du kan roligt slappe af, når bedene er så fyldte er der kun en ting at gøre, nyde dem. Det gør jeg også mit pavillionbed, som miner lidt om dit bed. Det er ærgerligt med din yakushimanum, men vejret kan vi ikke styre, selvom vi godt kunne bruge noget frost her til vinter. Min Ghislaine de Feligonde er også tæt, men blomstrer 2. gang vil den ikke. Den står direkte syd, det lader ikke til at være godt for roserne, men det er i læhegnet, så de mangler nok vand, tænker jeg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi er heldige, at vi har plads til at kunne lave sådan nogle bede, hvor planterne boltrer sig og bliver stor og lidt uregerlige. Ingen tvivl om, at vandmangel virkelig kan tage pynten af roserne. Desuden har jeg en fornemmelse af, at solen har skinnet for lidt i år for nogle planter, som ikke har blomstret optimalt.

      Slet
  3. Hej Marie!
    Ghislaine de Feligonde, skall få flytta in hos mig. Har bara läst gott om den, och den är riktigt vacker. En ros som blommar om, låter inte heller fel. Freckles verkar helt otrolig. Dina sista två bilder är så vackra, bara att sitta ner och njuta.
    Ha det gott /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en utroligt fin rose,og samtidig er den utroligt sund. Efterårets farver og former byder på en masse smukke indtryk, som det gælder om at nyde, så længe de varer.

      Slet
  4. Nej, med huset fuldt af gæster bliver der ikke tid til så meget andet, men det er da et flot indlæg du har fået lavet her.
    Jeg tror der er mange planter der lever et forvirret liv m.h.t. årstider, og når varme og kulde kommer i store blokke og skifter så brat, så tror de nok året har flere sæsoner end det har. Ikke noget vi kan gøre noget ved...
    - Og du behøver bestemt heller ikke at gøre noget ved dine frodige bede, ikke andet end at nyde dem!

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror, du har helt ret i, at temperaturskift kan gøre planterne forvirrede og derfor få dem til at blomstre i utide så at sige. Det er herligt at kunne nyde haven uden at føle, at man burde tage fat på en masse opgaver.

      Slet
  5. hej Marie

    'Henry Eilers' er da en markant sag, normalt er arten (Rudbeckia subtomentosa) jo med helt flade blade - flot og oplagt selektion!
    Ja Ghislaine d F. er der vist ingen der kan sige noget imod - en flot sund sag..
    Jamen ja, der er vel ikke meget at lave i de to bede nu - de ser godt ud - og du klipper vel først ned engang næste år?

    Ha en dejlig weekend

    SvarSlet
    Svar
    1. Henry Eilers er helt sin egen og mere elegant og let i udtrykket end de fleste rudbeckia. Formodentlig klipper jeg piletræerne ned om en månedstid. De vokser hurtigt op igen, og vinterblæsten kan tage for hårdt fat i dem, hvis grenene bliver for lange.

      Slet
  6. Der er helt sikkert rod i rækkefølgen forår, sommer, efterår og vinter for mange planter. Det har altid forekommet, men for mig virker det som om det tiltager.
    Din rudbeckia er vældig flot i blomsten.
    Og ja: Dejlige bede, du viser, som du blot kan nyde. Hvilket åbenbart har været særligt godt i 'ferien'. Den slags fornøjelser skal der nemlig være tid til i en have.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det der rod er jo noget, vi ser mere eller mindre hvert år. Om det er blevet mere end tidligere, har jeg ikke rigtigt lagt mærke til. Måske. Det er en fed fornemmelse her om efteråret, når haven begynder at drosle ned, og det stadigvæk er rart at opholde sig derude. De visne blade giver noget til ørerne, og der er også en lækker og ubestemmelig krydret duft til næsen.

      Slet
  7. Henry Eilers har jag sett förut men så vacker den var i dina bilder. Den skulle jag gärna plantera. Cyclamen blommar här också men nu kom jag ihåg att jag ska titta om min C mirabile blommar. Den har växt till rejält sen jag satte den men aldrig blommat. De två sista bilderna visar hur läcker hösten kan vara i en välplanerad trädgård.

    Ha det gott! Carina

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, Henry Eilers er nydelig, og så blomstrer den rigtigt længe. Mirabelle har jeg flere varianter af, men desværre ser de ikke ud til at ville blomstre i år. Det plejer de ellers. Tak for kommentaren til de sidste to billeder.

      Slet
  8. Den "Henry" er så fin. den ligner en sol. jeg elsker de gule sole på denne årstid. Hvor vinterfast er den? Nogle rudbecia er jo kun kortlivet..
    Ghislaine er en af dem der står på min ønskeliste. Men jeg troede det var en klatrerose. Det har jeg læst. Men hvis den osse kan holdes som buskrose er den jo nemmere at finde en plads til..hmmmm
    hilsner gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Henry er helt vnterhårdfør. Den ser måske lidt spinkel og sart ud, men det er den overhovedet ikke. Ghislaine står i et af Sørens stativer, og den skal godt nok beskæres en del, men jeg synes da, den står fint som en busk.

      Slet
  9. De to nederste billeder er meget smukke. Det er efterårsbede, når de er bedst - frodige og lidt vilde.
    Det kan ikke blive bedre end en efterårsferie sammen med børnebørnene.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Ferie med børnebørnene er noget, man skal nyde, så længe de har lyst til at tilbringe den sammen med os bedsteforældre, og vi har kræfterne til at være der for dem. De to bede får mig til at forundres over den utrolige cyklus, naturen løber igennem på et år.

      Slet
  10. Skønt med efterårsferie og er sikker på at børnebørnene har nydt at være på besøg. Noget helt andet er de flotte billeder du har taget - må man spørge hvilket kamera du har brugt?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Frederik, hyggeligt at høre fra dig. Mit kamera er et Nikon D5500.

      Slet

Tilføj en kommentar