Skal, skal ikke?

Det, jeg tænker på, er, hvordan jeg skal agere i forhold til visne staudetoppe og græsser. De dage er for længst forbi, vil jeg mene, hvor haveejerne hvert efterår  barberede bedene helt ned til den bare jord. Det stemmer simpelthen ikke længere overens med vores skønhedsidealer. I dag har vi tværtimod fået meget mere blik for skønheden i forfaldet og er blevet særdeles obs på, at fugle og insekter skal tilgodeses.

En kedelig staudetop i en floks, hvor fuglene allerede har snuppet alle frøene. Den tramper jeg sikkert snart ned på jorden. Så kan den ligge der og blive omsat.

I dagens Danmark er det blevet god tone, ja vel nærmest politisk korrekt, at vente så længe som muligt med at fjerne de visne toppe; men sådan ser jeg nu ikke på det.

 

Løvehale med sneturbanner på frøstandene

Hvis sandheden skal frem, er det nemlig æstetikken,  der først og fremmest styrer, hvornår jeg fjerner de visne toppe. Faktisk fjerner jeg dem i flere omgange henover vinteren, har jeg analyseret mig frem til. Det sker, efterhånden som de forfalder  mere og mere, og de nye skud begynder at dukke op. En solrig vinterdag i ny og næ, hvor man fjerner det, man ikke længere gider se på, er slet ikke at foragte.

Echinacea Green Twister

Frøene kunne selvfølgelig også sås, men når jeg sår staudefrø, gør jeg det for at skabe variation i staudebestanden, og hvis jeg vil have mere af den samme plante er det som regel meget enklere at dele den. Echinacea plejer jeg at tage frø af, da de ikke lever ret længe her i haven, lige med undtagelse af Green Twister, hvis frø jeg har overladt til fuglene.

Hvad vores store græsbed angår, er fremgangsmåden den samme år efter år. På en fin solskinsdag efter starten af februar, tager Søren fat med hækklipperen, og jeg fjerner affaldet. Det hele tager kun et par timer, og bortset fra at stierne skal renses for ukrudt, er der ikke meget mere arbejde i det bed resten af året. Dog kan vi være så uheldige at få øje på, at et græs trænger til at blive plantet om, og så er vi ude i en omgang virkelig hårdt arbejde.

Kæmpeærenpris/ veronicastrum har wow faktor næsten hele året rundt

Det kan godt undre mig lidt, hvilke toppe fuglene først kaster sig over. Solhat skulle efter sigende være en favorit; men Green Twister har jo stadigvæk mange frøstande tilbage. Indianermynte har de tilsyneladende slet ikke rørt endnu.

Kvæsurten sanguisorba Blackthorn er deimod allerede totalt ribbet for frø.

Kommentarer

  1. Jeg synes at alle visne rester etter stauder skal få stå helt til det blir vår. Jeg klipper alltid alle stauder ned på våren, men det er mest fordi at de visne stauder gir bedre dekke over plantens rot. Her i Norge må jeg tenke på det, men det slipper du. Men som du sier så er frøene verdifulle for fuglene. Og helt klart er de skulpturelle og vakre å se på hos deg som bare får litt snø. Her har vi nå ca. 70 cm totalt med snø, og nå ser jeg ingen visne stauder mer, bare snø 😉
    Jeg renser blodegerfrø nå. Vil du ha noen?

    SvarSlet
    Svar
    1. Igen er det tydeligt, at vores haver hører hjemme i forskellige zoner. I flere måneder kan du jo overhovedet ikke se planterne, mens det hører til undtagelsen her, at vi ikke kan. Tak for tilbudet, men blodbæger er jeg holdt op med at så, fordi jeg modsat dig oplever en del problemer med at få dem i vækst. Hvis jeg ser en på et plantemarked i starten af maj, køber jeg som regel en velvoksen plante der.

      Slet
    2. Ja, sånn er det bare. Vi får gjøre det beste ut av de forutsetningene vi har 😊
      Det er helt i orden, jeg ville bare spørre deg 😊

      Slet
  2. Sjovt at se hvad fuglene først kaster sig over. Her i læhegnet ude ved vejen, står der stadig hvidtjørn, der bugner med røde bær. Jeg har ikke så mange visne stauder endnu, så det er vist hurtigt væk. Men jeg ville bruge samme fremgangsmåde som dig. Vi har ingen sne her endnu, så der er ikke meget kønt at tage billeder af, sne pynter heldigvis, det gør det skidne vand fra åerne ikke.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, nogle bær forsvinder lynhurtigt, mens andre bliver hængende i lang tid. Frosten påvirker også toppene og gør dem sprøde, så de bliver meget lettere at arbejde med. Beskidt vand er er ikke meget pynt ved, det kan vi hurtigt blive enige om.

      Slet
  3. Hej Marie!
    Jag gör som Marit, väntar till våren då det är dags att klippa ner allt gammalt och rensa i rabatterna. På vintern hjälper det till att täcka och skydda växterna. Vi har ovanligt mycket snö och -10 grader idag. Solen skiner och det är riktigt fint.
    En god fortsättning /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Vinteren hos dig og Marit ligner sikkert hinanden meget, så det er logisk, at havearbejdet også kommer til at gøre det. Det lyder som smukt vintervejr på dine kanter.

      Slet
  4. Uha-nej, man vil jo nødigt virke politisk ukorrekt, men på den anden side er der altså også en grænse her hos mig:-) Jeg hylder jo tanken om at jorden skal være dækket af plantevækst - frisk eller vissen - men planter som lægger sig ned oveni hinanden eller ud på gangarealer bliver slet og ret fjernet, dog ikke længere væk end til komposten. Jeg tænker der nok er nogen der har gavn af både bede og kompostbunker på den ene eller anden måde. Det er dog fine sager du viser, og mange vinterstandere er jo en gevinst, både for det vilde liv og for os der skal se på det. Det er flotte billeder fra vinterhaven Marie!
    PS. Den allefineste vinterstander er jo egentlig løvehalen, men den smider så mange frø at jeg ikke orker flere planter, så de må bare væk. Der er mange forhold at tage i betragtning...

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, bar jord er ikke noget, vi ynder længere, og jeg er bestemt glad for, at udviklingen er gået i den retning. Løvehale breder sig også her, men i vores lerjord sker det ikke ret meget ved, at den sår sig selv, men mere ved at rødderne breder sig. Heldigvis er den let at hive op, hvis den er kommet til at fylde for meget.

      Slet
  5. Jeg går sommetider en tur med hæksaksen i løbet af vinteren, og klipper de stauder ned der der er slatne eller er blevet grimme. Så er der heller ikke så meget til foråret når det hele eksploderer. De bliver bare klippet i stykker på jorden, de er næste forsvundet til foråret.
    Men lige nu får vi vist sne i nakken og i støvlerne hvis vi prøver at lave ret meget derude, hihi
    hilsner gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var i grunden en smart metode. Jeg går i reglen rundt med en lille håndsaks, og så kan det blive til mange klip. Det er alt for koldt derude i øjeblikket til at gøre noget som helst.

      Slet
  6. Jeg tager det også lidt i etaper, og mange gange er det vejret der bestemmer. En fin vinterdag skal udnyttes til at komme i gang med forårets arbejde. Så nyder jeg at komme i gang med små oprydningsopgaver. Grimme ting gider jeg ikke kigge på og ærgrer mig over - de skal væk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret i, at det er vejret, der bestemmer. Efter den omgang frost, vi har lige nu, vil toppene hurtigt forfalde, og så er det, man begynder at få lyst til at tage affære.

      Slet
  7. Hej Marie,
    Dine græsser ser så fine ud og andre staudetoppe kan også se meget smukke ud, især med sne på, såsom dine løvehaler. Jeg husker da jeg kom til Lundhede og stolt fortalte at nu var jeg vinterklar i haven, stauderne var klippet , fik jeg at vide at det var helt forkert, så det holdt jeg op med. Hvis jeg skal være ærlig synes jeg nu ikke særlig mange visne toppe klæder haven, men pyt, de gør jo heller ingen skade, det er bare at om foråret hvor man har travlt med så meget andet er det kedeligt at skulle klippe stauder ned. Jeg tror ikke fuglene gør meget ved frøene her, men til gengæld går de amok i alle bærrene. Mine kristjørn er røde af bær om efteråret og til jul er der knap et eneste bær, men i skoven undrer det mig at fuglene ikke spiser de små paradisæbler?
    Jeg har det ikke godt med den hårde frost de varsler, heldigvis går det godt i mit pottingshed, R. sinogrande ser ud til at stortrives.
    Det var da en voldsom snestorm vi var igennem, men endnu værre mod øst. Ha en god dag.
    kh
    Dorte

    SvarSlet
  8. Ja, hvis man venter med at beskære planterne, til de nye skud er begyndt at dukke op, giver man sig selv en masse besvær. Det vil jeg i hvert fald gerne undgå. Vi har nogle små rhododendron i et bed lige uden for køkkenvinduet, hvor jeg er bange for, at et par stykker har fået det for koldt. Kategori 3 planter er sikkert ikke glade for den nattefrost, vi har for tiden.

    SvarSlet
  9. Vi har løgplanter næsten overalt i haven, og når de begynder at vise sig, går jeg ud og klipper stauderne ned. Til den tid har fuglene vist spist, hvad der er værd at spise, og der er heller ikke meget pynt ved stauderne længere. Blæsten har knækket stilkene, og revet visne frøstande af, så det ser frygtelig rodet ud i bedene. Græsserne er jeg lidt bange for at klippe for tidligt ned, men jeg prøver at samle alle de visne strå, der har revet sig løs, sammen.
    Jeg synes, du har gjort dig nogle gode overvejelser. Du har så mange buske og træer, hvor fuglene kan søge læ og finde lidt bær, så det må være dig tilgivet, hvis du klipper nogle af stauderne ned inden foråret.

    Hilsen Elna

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

blomsteramok

Maj måneds kulde, gør laderne fulde

Forventning og utålmodighed

En våd og kold rundtur.

Aprilblomstring