En årstidshave??



I denne tid, hvor tv er gået helt i selvsving over Dronning Margrethes abdikation, er jeg faldet over en tv serie på 4 afsnit med titlen I haven med Dronningen. Emnet er etableringen af den have til Fredensborg Slot, som Dronningen fik i gave af Folketing, Regering og en gruppe sponsorer, da hun blev 75. Som havemenneske er det altid interessant at følge fagfolks arbejde på den store skala, og det var specielt fascinerende at se, hvor kyndigt et havemenneske Dronningen er, og hvor fremragende en sparringspartner  hun var under hele forløbet.

Februar 2019

Det var Dronningens idé,  at haven skulle være en årstidshave bestående af fire små staudehaver, hvor man kunne give den fuld gas i den pågældende årstid, nemlig forår, forsommer, højsommer og efterår. Haverne afløser et kæmpestort staudebed, som Dronning Ingrid i sin tid havde fået anlagt med inspration fra England og Sverige.  


April 2016

Personligt kunne jeg godt have tænkt mig en femte have, en vinterhave, men den ville selvfølgelig kollidere med symmetrien i  layoutet, som bygger oven på et historisk fasangårdsanlæg, hvor en fasangård i centrum var omgivet af fire fasanindhegninger indtil 1841.


April 2023

Når man har en kæmpepark at boltre sig i, har man masser af muligheder,  som man naturligvis ikke uden videre kan kopiere i en meget mindre privathave. Der tror jeg, de færreste ville synes, at de ville kunne indrette bedene med udgangspunkt i årstiderne, selvom det ville være fristende at kunne give den fuld knald i den enkelte årstid. Det ville være en voldsom udfordring at skulle finde stauder med appeal også uden for deres højsæson, så bedene ville være attraktive hele året. 

Først i maj 2016


Selvom vi eventuelt havde pladsen,  tvivler jeg faktisk på, at vi ville have lyst til at indrette os med årstidshaver bestående af stauder. Dertil er vores fascination af træer og buske alt for stor, og stauder med skulpturelle vækstformer og/ eller interessante bladformer er for os lige så  spændende som storblomstrende stauder, hvis ikke mere. Så er det jo fint, at der findes parker, hvor man kan opsøge den slags anlæg og få et farvefix, når man trænger til det.
Sidst i maj 2016

Vores skovhave i forskellige årstider er der, hvor jeg har hentet  billedmaterialet til dette indlæg. Jeg tør nemlig  ikke risikere at komme på kant med copyrightbestemmelser ved at låne billeder af Årstidshaven på nettet. På en måde er skovhaven en forårs- og forsommerhave med de mange løgplanter og påskeklokker; men vi holder selv mindst lige så meget af den i højsommeren og efteråret, hvor det ikke er blomster og masser af farver, der præger den, men derimod bladformer, træstammer og buske. 

Sidst i maj 2018


August 2014



September 2023

November 2018

Kommentarer

  1. Ja, jeg har fått med meg abdikasjonen, for norske aviser har skrevet mye om dette. Dronningen og kong Harald er søskenbarn hvis jeg ikke husker feil, og da er det jo naturlig at det skrives om det så klart. Hagen med de fire årstider er jo veldig fin. Deres egen hage er også veldig fin. Du har jo tidligere vist fra deres vinterhage, og jeg er enig med deg at de burde hatt med den også. Hos dere som ikke får så mye snø er visne stauder skulpturelle i seg selv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er ikke specielt royal, men når man nu har en dronning/konge, kan man ikke undgå at følge med mere eller mindre. Med din lange snevinter bliver en diskussion om en vinterhave ret så irrelevant, kan jeg sagtens se. For mig er det derimod et vigtigt aspekt, som vi har meget glæde af.

      Slet
    2. Ikke jeg heller, men som du sier så følger jeg også litt med. Jeg har en vinterhage jeg også, og den består av grønne thuja, og resten er snødekket 😊

      Slet
    3. Grønne thujaer i en snehave lyder som et rigtig flot syn 😁

      Slet
  2. Jeg bruger flere måneder om året ved at sidde inde og kigge ud på haven. Derfor synes jeg at "vinterhaven" er lige så vigtigt som haven resten af året. Jeg kunne heller ikke forestille mig min have uden træer og buske. De giver højde og drøjde i alle årstider. Sikken en smuk skovhave I har lavet - noget smukt at se på året rundt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis, Sydney. Her i landet er vinteren jo overvejende grøn, og så er det guld værd at have noget kønt at kigge på.

      Slet
  3. Jeg er helt enig med dig og Sydney. Mig bekendt bor dronningen på Amalienborg om vinteren, så hun ville sikkert ikke få så meget ud af en vinterhave.
    Har du vinterbilleder af din skovhave?

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, det kan du have ret i. Hvorfor kreere en vinterhave, som man ingen glæde har af. Det første billede er fra i dag, og det andet med erantis og vintergækker er fra midten af februar 2019, men det år var de nu også utroligt tidligt på færde.

      Slet
  4. Spændende men det bliver for meget med kun forår, sommer og efterår i bedene. Jeg vil ligesom du foretrække muligheden for træer og buske, og de billeder du viser her er absolut at foretrække i din have. Men ja det er også vigtigt med stedsegrønt, der er vi helt enige. Her kan vi også se ud i haven, det er bestemt vigtigt med stammerne og hvad vi ellers kan finde af grønt på denne årstid.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi ydmyge mennesker, som ikke kan flytte rundt mellem vores slotte, er nødt til selv at sørge for, at haven er alsidig og har noget at byde på I alle årstiderne, og der er jeg enig med dig i, at stedsegrønne planter er en væsentlig ingrediens.

      Slet
  5. Jeg har ikke set udsendelserne om årstidshaven i denne omgang, men mindes dem fra tidligere og husker godt det ping-pong der var mellem Margrethe og havearkitekten. Dronningen kan jo noget med både farver og former, og så bliver det fagfolkenes job at få det til at fungere. Jeg har indtryk af at man godt i mindre skala kan lave årstidsbestemte bede eller afsnit i haven, i hvert fald bede der topper på forskellige tidspunkter - det kender vi vel også i vores små haver. På den anden side betyder 'topper' ikke nødvendigvis blomster for mig. Det kan lige så godt være løv, bær, frugter, duft eller smuk bark (som på dine korneller) der hæver et sted til toppen. Når man ser alle dine billeder fra skovhaven synes jeg der er så mange fine højdepunkter sæsonen igennem, og det er en yderst vellykket kombination I har sat sammen. Man bliver også lidt glad ved tanken om alt det friske grønne der venter os meget snart:-)

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan du egentlig godt have ret i. F.eks. er det ikke uden grund, når vi kalder et bestemt bed for sensommerhaven, og der er det græsserne, der spiller hovedrollen. Det er rigtigt, at vi har rigtig meget at se frem til. Når sneen og frosten forsvinder, er jeg sikker på, at de første løgplanter kommer myldrende.

      Slet
  6. Jeg fik osse genset udsendelserne. Spændende at se haveanlæg i stor skala. Vi snakkede om man kunne se det engang hvis der kommer offentlig adgang. Selvom de stramme linjer ikke helt er mig.
    Det er meget smukke billeder du har fanget i egen have. Den er nok osse mere min smag.. At der er noget hele året mix mellem hinanden. Blomster, farver blade grene osv. Men vi er nok osse mere i haven hele året. Så ja vinteren skal osse have noget godt. Ikke at de hele skal "shine" på èn gang, men det må gerne veksle. Jeg tror det var Anne Just der sagde at haven skulle være som et vandorgel.. Det slutter i en ende og begynder i den anden igen.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg fik indtryk af, at anlægget er åbent for offentligheden en måned om sommeren, og det tilbud gad jeg godt udnytte. Noget, jeg godt kunne tage ved lære af, er de store felter med stauder, der bliver brugt. Det kunne man godt bruge, uden at bedene bliver begrænsede til en enkelt årstid, for det har vi ikke råd til i vores små haver.

      Slet
  7. Hej Marie!
    Helt fantastiska bilder som gör att jag längtar till att trädgården skall få nytt liv. Känns som att vi missar en stor del av året, då trädgården är täckt under snö eller helt stelfrusen, utan liv. Det är nog därför vi lever upp då vi ser de första blommorna på våren.
    Drottningen är kusin till vår kung, så det finns ett stort intresse i media om tronskiftet i Danmark.
    Ha en fin söndag /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Her om vinteren er der enorme forskelle på vores haver, må man sige. Hos os er det muligt at følge de tidligste forårstegn, mens de ligger skjult af sne hos dig. Den norske og svenske konge holder nok ud til det sidste.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

blomsteramok

Maj måneds kulde, gør laderne fulde

Påskeblomster til påske

Forventning og utålmodighed

En våd og kold rundtur.