tone-i-tone??????

En af mine julegaver var Val Bournes bog Colour in your Garden, som jeg hygger mig med i denne kolde tid.
I sin indledning gennemgår hun, ikke så underligt, farvecirklen og kommer med bud på, hvordan man kan bruge den som redskab, når man planlægger et bed, men advarer også om, at lyset, som varierer med vejrlig og årstid, er afgørende for, hvordan farverne opleves. Derfor bør et godt bed være så "robust", at det ser godt ud både i gråvejr og solskin. Med robust mener hun, at det ikke må være monokront, altså holdt i en enkelt farve omend i forskellige nuancer. Det vil sige, at et bed bestående f.eks. af disse smukke blomster, lånt her,  ikke er en god idé efter hendes mening, da de vil blive matte og livløse i gråvejr.

Disse iagttagelser fik mig til at kigge nærmere på nogle blomsterkombinationer, som jeg specielt har bidt mærke, i for nærmere at undersøge, hvordan de var sammensat, om de var monokrone eller tone-i-tone, dvs fra det samme område af farvecirklen, eller komplementære, dvs modsætninger på farvecirklen. 

Det første billede fik jeg bekræftet er et eksempel på komplementærfarver. Det er geranium rozanne og dagliljen Francis Joyner.

 Hvad så med det næste billede? Blomsterne er klart tone-i-tone i den rød/blå del af farvecirklen; men hvad med løvet, som fylder meget i billedet? Ja, jeg vil mene, at det også her drejer sig om tone-i-tone af grønne farver; men samtidig er der kontrast mellem rosen barcaroles blade og lammeørerne, idet de førstes farve er tonet med sort og de sidste med hvidt. Der er vel også kontrast mellem kvæsurtens næsten svævende aks og rosens mere stive fremtoning. På den anden side tror jeg, bladenes ensartede form bidrager til harmoni.

Det tredje billede var jeg sikker på var endnu et eksempel på komplementære farver; men jeg blev klogere. Både dagliljen american patrol og violfrøstjernen har blomster i den blå/røde del af farvecirklen, altså tone-i-tone . Den kontrast, man oplever, skyldes, at dagliljens blomst er iblandet meget sort, mens violfrøstjernen er iblandet mget hvidt.  Dog er violfrøstjernens blomster og dagliljens knopper komplementære, ligesom der er stor kontrast mellem løvet hos de to planter.

På det fjerde billede er den altdominerende plante nøkketungen ligularia gregynog gold, som er svær at finde ledsageplanter til, fordi den er så dominerende både hvad angår blomsterfarve og vækstform. Derfor står den faktisk omgivet af grønne planter, når den blomstrer; men set fra denne vinkel, kan den jo ikke adskilles fra havefloksen i bedet bagved, som har en tydeligt komplementær farve. Jeg synes egentlig, at sammensætningen er flot og provokerende; men den er altså som så meget andet her i haven ikke planlagt.

Den sidste kombination kommer her - en gul lilje og heuchera palace purple. De ligger ret langt fra hinanden i den varme del af farvecirklen, og desuden er der kontrast mellem liljens hvidpigmenterede og alunrodens sortpigmenterede nuancer.

Sammensætningen burde nok ikke fungere efter min mening; men hvorfor gør den det så nogenlunde alligevel? Val Bourne har måske forklaringen, når hun skriver, at det kan være bittesmå detaljer som en midterknop eller støvblade, der gør, at planter fungerer sammen; for se lige næste billede! Kan øjet virkelig opfatte den lille mørkerøde detalje i den store helhed? Måske.