store stauder

Der sker rigtig mange ting i haven på sådan en varm sommerdag som den, vi har haft i dag. Den blå meconopsis er f.eks. sprunget ud i løbet af dagen og virker nok ekstra blå, fordi den har det lille gule ahorntræ som baggrund.

Mit indlæg skal ellers handle om store stauder, for når man bor i en gammel have med gamle træer og masser af plads, er store stauder helt uundværlige efter min mening, og i dag vil jeg præsentere nogle af dem, som er dekorative lige nu, også selvom de ikke blomstrer. Hvis man har en mindre byhave at boltre sig i, er de måske ikke forfærdeligt interessante.

Rodgersia = brozeblad er en dejlig staudefamilie, hvor den mest kendte nok er podophylla. Den ses her  i skovhaven, hvor det drysser med sne.

Vi har den også på nordsiden af et raftehegn. Det er en udpræget bladplante, hvor blomsterne ikke er ret interessante.

En anden variant er pinnata superba, hvor løvet også er bronzefarvet i udspring og efterhånden bliver grønt, og hvor blomsterne bliver pink. Jeg synes, den er raffineret her sammen med den meget blå hosta. På et åben have besøg forleden købte jeg én med tilnavnet "chocolate wings", som siges at beholde den mørke løvfarve. Lige nu ligner den superba til forveksling.

I det samme bed har selvsåede frøplanter af denne bronzeblad og miliegræs fundet sammen ved siden af den blå hosta.

Vi har desuden kastanjebladet bronzeblad, aesculifolius, som også er en majestætisk plante, men ikke så farverig som den foregående. Blomsterknoppen starter sartorange og bliver cremefarvet i udspring.

Det bed, hvor disse stauder står, tænker jeg på som bladbedet, hvilket bl.a. skyldes stauden parasolblad og parasoltræet med vidt forskellige bladformer. Det gælder i øvrigt om at nyde parasolbladet nu, hvor det står friskt og grønt, for det har det med at få visne bladrande hen på sæsonen.

Hvid foldblad skal ubetinget med, når vi snakker store stauder. Den er helt massiv og bliver endnu højere, når blomsterne kommer til. Liljekonvallerne i samme bed ligner dværgplanter i sammenligning.

Den sortblomstrende har også de fine plisserede blade, men er mere tilbøjelig til at vælte mere eller mindre og få visne bladspidser samt sneglebesøg.

Månestråle, kirengeshoma, blomstrer først i sensommeren, men fylder allerede godt i landskabet og har fintformede blade.

Veronicastrum, aksærenpris, må også betegnes som en stor staude med personlighed. Jeg har prøvet at undersøge, hvad slags det kan være, og  er nået frem til sibiricum, da den begynder at blomstre allerede i juni måned og er over 1 meter høj allerede.

Bloggen ville ikke rigtig makke ret i går (og er også temmelig ustabil i dag). Jeg mente bestemt, at jeg havde uploadet et billede af træpæonen samt et par andre ting, men de var ikke kommet med, så jeg vil slutte med træpæonen, som i øvrigt udsender i en fin, krydret duft.