solhat, astilber og liljer

Solhat er den store sensommerfavorit hos mange, mens jeg har det sådan, at jeg holder meget af blomsten (dog ikke i alle udformninger), men samtidig er træt af, at de nye varianter, som er så fristende, har så svært ved at trives og overleve i haven, uanset hvordan jeg behandler og placerer dem. Den gode gamle echinacea purpurea helt uden tilnavn er klart favoritten, fordi den trives og sår sig selv rundt omkring, ligegyldigt hvad der sker.


For fire år siden såede jeg en hvid solhat, som jeg synes er længe om rigtig at udvikle sig. Den er absolut mindre grovillig end purpurea, men blomsten er ikke værst.

Green jewel er nu også pålidelig og kommer år efter år.

Sidste år investerede jeg i piccolino, som ikke bliver ret høj, og den står fint i år.

Lige efter udspring ser den helt anderledes ud. Billedet herunder er fra 23. juli.

Meringue har lidt den samme adfærd.


Den orange tomato soup har dannet en ganske nydelig lille plante, når jeg kigger ordentligt efter, men har ikke sat ret mange knopper.


Tabslisten fra i år udgøres af green envy og  fatal attraction, mens paradoxa, som jeg såede samtidig med den hvide, kun lige har klaret at overleve tørken og sat en enkelt knop, og marmalade har sat to bittesmå planter, som jeg tvivler på vil blomstre. Tidligere har jeg mistet sundown, harvest moon og Art´s pride.
        
Astilbe  vision in white med hosta venusta i baggrunden

Astilbe sprite - et fantastisk fint bunddække med sit blanke løv og lette blomsteraks og rimelig stor tørketolerance.

Liljerne blomstrer på livet løs lige nu. Jeg foretrækker liljearterne, og måske er det derfor, jeg ikke har gemt navnene på de hybrider, der blomstrer lige nu; men de er i grunden imponerende både i farve og duft og evnen til at stå strunk og ret trods de store, tunge blomsterhoveder.









Kommentarer

  1. Hej Marie.Smukke solhatte du viser.Den lime fv.Green Jewel har jeg lige vist i mit nye indlæg.....købte den sidste år hos staudefeen til mit hvide/gule bed.Og den trives rigtig godt.
    Også mange smukke liljer du har.God aften Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Green Jewel er også blevet en af mine favoritter, dels fordi den er smuk, og dels fordi den trives godt.

      Slet
  2. Hej Marie

    Efter at have set hvordan denne vinter også tog en del solhatte for mig, så søger jeg også mod de rene arter Echinacea, der er vist en 7 arter med en del varianter!

    Fine lilje billeder de ser godt ud!

    Ha en dejlig aften

    SvarSlet
    Svar
    1. Sidste år såede jeg en frøblanding, som hedder paradiso; den spirede fint; men de små planter er længe om at udvikle sig. Det er en billigere metode end at købe stauderne i dyre domme.

      Slet
  3. Vi er "i samme båd" - jeg har også mistet et par stykker bl.a. den lysegule Sunrise.
    På bloggen Staudebedet http://staudebedet.blogspot.dk/ har Marianne startet en føljeton om de 3 grupper/sværhedsgrader af purpursolhatte.
    http://staudebedet.blogspot.dk/2013/03/de-sknne-purpursolhatte-del-i.html
    Da jeg læste del 1 så kunne jeg bedre forstå hvorfor jeg synes nogen af dem er svære at få til at komme igen i mine bede.
    Jeg vil have flere af den cremehvide White Swan (Alba) - den kommer fint her hos mig. Green Jewel er også en stabil plante og passer skønt ind alle vegne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har også med interesse læst Marlenes føljeton og mener også, jeg har taget de hensyn, hun lister, og alligevel er der altså solhatte, som ikke kommer igen. De to sidste, du nævner, synes jeg også er gode.

      Slet
  4. Hej Marie,
    Selv om nogle solhatte er tabt, ser de smukke ud hos dig.
    De er meget fine og jeg har prøvet at så en enkelt gang med stort held.
    En Pink Parasol - så jeg vil også se efter den Paradiso-blanding?
    Hvor fandt du den?
    Helt vidunderlige Liljer - der må dufte skønt i haven.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret i, at liljerne dufter skønt. Jeg mener, at jeg købte frøene hos Jelitto, som er et udmærket tysk frøfirma, som dog kræver, at man køber frø for et minimumsbeløb.

      Slet
  5. Ja, de er nemlig fristende alle de mange forskellige Solhatte man kan få... lige indtil sidste år havde jeg nu kun en eneste plante :) nu har jeg 4 (de tre nye er Magnusser)- så Solhattefloret er ikke vildt imponerende hos mig - den hvide er nu meget fristende.... og den grønne...... og de orange.... og og og

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja de frister helt vildt; men sidste år på høstmarkedet i Kolding fik jeg nok af solhatte, fordi det vrimlede med forvoksede planter i kæmpepotter, der var blevet drevet frem. Dem skal man sikkert ikke regne med at se året efter.

      Slet
  6. Jeg har en del solhatte, men mistede to nyindkøbte fra sidste år, jeg tror, der var for fugtigt, der hvor jeg plantede dem, det var jo det vi havde problemer med sidste år, i år er det så det modsatte problem. Måske er det Piccolino jeg har, den ligner i hvert fald. Fatal Attraction har klaret det fint her hos mig, den er nogen år gammel efterhånden.
    Navnet på skiltet er falmet væk. Astilbe Sprite er vældig fin, den kan jeg godt lide. Kun dem der står i regnvandsbedet klarer at blomstre hos mig i år, det er alt for tørt for astilber.
    fine liljer jeg gætter på, at den gule er Manisa, jeg synes, den ligner min.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, at lade solhat stå fugtigt er det samme som at bede dem om at gå ud. Det er lige modsat med astilberne, som ikke kan lide det tørre vejr. Dem, der har mellemnavnet chinensis, klarer sig dog nogenlunde, synes jeg.

      Slet
    2. Det var af nød, jeg satte dem fugtigt, jeg havde ikke nogen tørre steder, det var den gang. Krukker tænkte jeg ikke på, de skal jo passes.

      Slet
    3. Ja, krukker skal passes, men mon ikke det ellers ville være en god løsning for de sarteste solhatte?

      Slet
    4. Jo det kan godt være, men jeg har ingen steder til dem om vinteren. Det var nok derfor jeg plantede i et for vådt bed.

      Slet
  7. Jeg tror jeg er enig med dig... jeg fristes også altid af de mange smukke og nye solhatte, men har ikke haft det store held med dem alle. Sidste år købte jeg to lysegule, som ikke er kommet i år (jeg var heller ikke flink med vinterdækningen af dem) og jeg erstattede dem med to nye Secret Joy i foråret, men de er unægteligt træge i det og er meget tæt på at forsvinde for mig...

    Jeg vil nærstudere bloggen, du nævner.

    Dine liljer er meget smukke :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Man kunne jo også begynde at se på dem som udplantningsplanter; men det ville være ærgerligt og også alt for dyrt.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

blomsteramok

En nødtvungen pause

Hvad er du for en fætter?

gårdspladsen og blomster hist og pist

Med en uge til sommertid