skæve eksistenser


Dagens indlæg starter med clematis Pixie, som indtil videre har stået i drivhuset. Det er egentlig en utrolig nøjsom klematis. Jeg gøder den lidt, nu hvor den blomstrer, og når den er afblomstret, fornyr jeg det øverste jordlag med noget kompost og stiller den i halvskygge og prøver at huske at vande den engang imellem. Til efteråret vender den så tilbage til drivhuset.

Nu til dagens emne. I sidste uge beskrev Lisbeth levende sine genvordigheder med et fyrretræ, som pure nægter at vokse ret op i den klassiske pyramideform, som hun ønsker. Det fik mig til at kigge nærmere på, hvad vi har af mere eller mindre skæve eksistenser. Den skæveste er uden tvivl pinus strobus Shaggy Dog, der på samme tid har en både vandret og lodret vækstform, som ender med at få den til at ligne en langhåret hund.  Vores er indtil videre mere opret, end jeg egentlig havde forventet, og vi følger spændt dens videre udvikling.

Tidligere i år beskrev Carina et lignende problem med pinus contorta Chief Joseph, som tydeligvis havde en nydelig forside og en helt flad bagside. Nu har jeg gransket vores eksemplar fra alle verdenshjørner og må konkludere, at jeg vist har været heldig, for jeg ser et nydeligt lille træ, ligegyldigt hvilken vinkel jeg ser det fra. Samtidig bemærkede jeg, at nålene så småt er begyndt at skifte farve fra gult til grønt.

En anden skæv eller uregelmæssig plante er denne staudegyldenlak/ erysimum Bowles Mauve; men det er simpelthen, hvad man skal forvente af den, når den får nogle år på bagen. Derfor tog jeg stiklinger i efteråret, som skal erstatte den gamle plante. Den blomstrer stort set året rundt og har det nydeligste, grå løv. Eneste minus er, at den ikke tåler frost.



Abies koreana 'Icebreaker'  må jeg tilstå, at jeg har kigget ret skævt (ha) til pga vækstformen, som allermest minder mig om en brystsvær skovdue. Det er jeg dog holdt op med, efter at jeg har set et noget ældre eksemplar med nøjagtig den samme form. Sådan skal den åbenbart se ud.

Koreagranens nærmeste nabo er en penselfyr (pinus parviflora 'Shikoku'), som umiddelbart ser ud til at have samme skavank som Carinas gule fyr; men hvis man kigger nøje efter, viser de øverste 20 cm af bagsiden faktisk fine, små kviste, så måske er den simpelthen programmeret til at starte væksten på den måde. For mig må den nu gerne blive ved med at udvikle sig ligesom en bonsaiplante; det passer fint til dens placering. Farvespillet på de nye skud er så lækkert, synes jeg.

Den gulbladede dværgberberis (berberis thunbergii aurea nana) har et par lange grene, der rager langt ud i luftrummet. Det har kriblet i min havesaks for at klippe dem af; men jeg har erkendt, at planten ville blive for anonym og ordinær med den behandling, så de får foreløbig lov til at blive siddende.

Jeg var lige ved at glemme den største skævert af dem alle, nemlig sydbøgen, med en iskold martshimmel i baggrunden.

Nogle gange kan skævheden og manglen på orden og symmetri naturligvis blive for meget. Det skete med den småbladede kristtjørn, der startede som en rodet og flergrenet busk, men endte som et lille, opstammet træ.

Nok om skæve eksistenser. Det næste billede oplever jeg, at der appellerer meget til min følesans. Der er en stærk taktil effekt over samspillet mellem de de bløde, friske blade i hjerteblomsten og de runde blomster i helleborusplanten som kontrast til dennes stive, stikkende og mørkegrønne løv. Samtidig giver det sarte strejf af solskin mig en svag fornemmelse af varme på denne kolde dag.

I lørdags havde vi besøg af vores datter, svigersøn og de to børnebørn, fordi vi skulle bytte bil. Samværet foregik udendørs, og vi bestræbte os på at holde den krævede afstand til hinanden.  Til eftermiddagskaffen sad vi to gamle ved det lille bord på behørig afstand af  de andre. Det har været planen, at vi skal hjælpe dem med at flytte d. 6. april; men i disse coronatider vil de ikke have vores hjælp. I dag håber vi dog, at den seneste udmelding fra Mette Frederiksen får dem til at skifte mening. Eller er det mon klogt? Vi er meget i tvivl.

Kommentarer

  1. Det var sjove billeder :-)
    Din Shabby Dog er godt nok en skævert, der vil noget. Først lidt til den ene side og så lidt til den anden. De to andre fyr ser, som du siger, ok ud.
    Sydbøgen er festlig. Det samme er berberis'en. Jeg har en podet eg, der ser lige sådan ud. Bent har et par år påtalt det flere gange om året, men jeg har stædigt holdt fast ved stritteren. I år gav jeg mig. Den strittede virkelig underligt med én lang tynd pind ud i luftrummet over haven, så jeg har beskåret den (lidt).
    Bent skulle have hjulpet sin søn med en flytning sidste weekend, men lod være. Vi blev alle enige om, at det var for dumt. Tænk, hvis man slæbte et eller andet med en af vejene. Vi holder ud og tusser rundt herhjemme - og ser på skæverter :-)
    /Lisbeth
    PS har du beskåret din lille Ilex for at få den til at buske? Min vokser pyramideformet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det med jeres podede eg kender jeg udmærket. Til sidst bliver stritteriet for irriterende, og så går man i gang med saksen. Jeg kan ikke helt huske, hvordan jeg fik skabt en krone på kristtjørnen, men jeg tror, at starten har været en tilbageskæring af grenen, som så har lavet nye skud, som så igen er blevet beskåret.
      Det er rigtigt, at det er dumt at tage chancer med den virus.

      Slet
  2. Det er spennende med dine skjeve planter 😊
    Shaggy Dog var veldig fin!
    Jeg kjøpte i fjor høst en liten oppstammet kristtorn(Ilex) som kan minne om den du viser. Jeg synes de er så fine med sine mørke grønne blanke blader.
    Vi holder oss her i selvvalgt isolasjon. Jeg synes at dere ikke skal hjelpe deres barn nå. Dere kan helt sikkert hjelpe dem med andre ting senere. Denne coronakrisen skremmer meg veldig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Skæve planter kan i hvert fald være en god afveksling fra de meget symmetriske og regelmæssige planter. Ja, det er rigtigt, at vi sikkert kan komme til at hjælpe dem på andre måder.

      Slet
  3. Sikken en masse skæve eksistenser, men dem skal der også være plads til siges der. De er da sjove at betragte, jeg har vist ikke så mange af den slags, min sydbøg er til gengæld bygget op nede fra af et skud, fordi et rådyr fejede på det.
    Min Pixie er ikke i gang endnu, men det varer ikke længe.
    Ja coronaen er skyld i meget, men jeg tror, det stadig er en klog beslutning, selvom I sikkert bliver savnet, når vi ser, hvordan det er gået i Hongkong er det sikkert en god beslutning. Jeg tænker, de bliver kede af det, hvis I var blevet smittet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Når man er bevidst om det, får man øje på flere skæve eksistenser, end man lige regner. Det blev min erfaring. Vi må simpelthen respektere de unges beslutning og forstår godt, at de ikke vil være ansvarlige for, at vi eventuelt bliver smittet.

      Slet
  4. Hej Marie

    Der er statistisk set ingen stor sandsynlighed for at i eller nogen i familien skulle være corona-smittet, men hvorfor tage chancen?
    Morsomme skæve eksistenser - Jeg synes egentlig det er ret charmerende - der er jo ofte tale om stiklinger af sidegrene, så det skæve er jo helt naturligt og er en del af netop denne plante.

    Ha en dejlig aften

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er præcis det dilemma, vi befinder os i. Den skæve form er nok langt mere acceptabel og måske endda charmerende i en dværgplante end i et voksent træ.

      Slet
  5. Hej Marie!
    Din clematis Pixie, blir jag så fascinerad av, så vacker. Kan tycka att det finns en charm i att växterna tar sin egen väg. Shaggy dog är lite lagom rufsig.
    Förstår ert dilemma, men skulle nog avstå.
    Sköt om dig, och ha det bra !
    Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Pixie er en rigtig forårsbebuder og nem at bruge som krukkeplante, fordi den ikke bliver særlig stor. Tak for rådet. Vi spekulerer videre.

      Slet
  6. De skæve eksistenser har altid haft en plads i mit hjerte, og du har da nogle fine eksemplarer! Din Shaggy Dog lever blot op til sit navn ser det ud til, og nu er spørgsmålet blot om det bliver en stor eller lille hund der kommer ud af det:)

    Det er en vanskellig tid og uanset hvor mange spørgsmål vi får svar på vil der altid være nye. Jeg er også i tvivl om alverdens ting hver eneste dag og vil ikke give mig af med at råde andre.

    Men hav det godt!
    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
  7. Ha, jeg gætter på, at det bliver en stor mynde med de lange nåle. De fleste kommentarer siger " better safe than sorry", og det er nok også min holdning, mens Søren frygtelig gerne vil hjælpe.

    SvarSlet
  8. Jeg bliver helt fascineret af din sydbøg. Godt gjort at den trods alt ikke lægger sig helt ned. Jeg kan godt lide de skæve eksistenser, og dem har vi mange af herude vestpå, det sørger vestenvinden for.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. På et tidspunkt var vi nødt til at understøtte sydbøgen med en solid træstamme, men nu står den fint på egen hånd. Ja, ude i landskabet er man ikke i tvivl om, fra hvilket hjørne det oftest blæser.

      Slet
  9. Hei Marie.
    Morsomt at skjeve vekster også kan bli vist fram, og at de får beholde sin vekstform:-) Ellers er clematis Pixie utrolig fin.
    Her holder vi fortsatt borte fra barnebarna, og våre barn er nok veldig klare at det må vi ihvertfall være en god stund til:-(
    Ha en fin helg/Eirin

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er rart med noget afveksling fra det traditionelle, synes jeg. Ja, vi skal jo ikke være dumdristige; hele familien vil jo blive kede af det, hvis nogen af os bliver smittet.

      Slet
  10. Hei Marie.
    Flott at du kan vise bilder også av skjeve vekster. Det trenger ikke alltid være på stell.
    Jeg hadde ventet hvis jeg var dere. Blir sikkert andre anledninger hvor dere kan hjelpe til.
    Her lever vi også i isolasjon. Dette viruset skremmer meg.
    Ta vare på dere.
    Hanne-Lise.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi ældre kan komme til at leve i isolation i lang tid, hvis vi også skal igennem den anden coronabølge, inden vi må leve mere normal

      Slet
  11. En del ska vara skeva men sen tror jag att man tar grensticklingar istället för toppsticklingar ibland för att få sälja mer... Clematisen är så vacker i all sin enkelhet.

    Ha det gott! Carina

    SvarSlet
    Svar
    1. Det forstår jeg godt, at man gør, for ellers får man brug for utroligt mange tilskud. Enkel,men fin - det beskriver klematis den fint.

      Slet
    2. Ikke tilskud, men topskud selvfølgelig.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

blomsteramok

Maj måneds kulde, gør laderne fulde

Påskeblomster til påske

Forventning og utålmodighed

Aprilblomstring