skæve eksistenser

Dagens indlæg starter med clematis Pixie, som indtil videre har stået i drivhuset. Det er egentlig en utrolig nøjsom klematis. Jeg gøder den lidt, nu hvor den blomstrer, og når den er afblomstret, fornyr jeg det øverste jordlag med noget kompost og stiller den i halvskygge og prøver at huske at vande den engang imellem. Til efteråret vender den så tilbage til drivhuset.

Nu til dagens emne. I sidste uge beskrev Lisbeth levende sine genvordigheder med et fyrretræ, som pure nægter at vokse ret op i den klassiske pyramideform, som hun ønsker. Det fik mig til at kigge nærmere på, hvad vi har af mere eller mindre skæve eksistenser. Den skæveste er uden tvivl pinus strobus Shaggy Dog, der på samme tid har en både vandret og lodret vækstform, som ender med at få den til at ligne en langhåret hund.  Vores er indtil videre mere opret, end jeg egentlig havde forventet, og vi følger spændt dens videre udvikling.

Tidligere i år beskrev Carina et lignende problem med pinus contorta Chief Joseph, som tydeligvis havde en nydelig forside og en helt flad bagside. Nu har jeg gransket vores eksemplar fra alle verdenshjørner og må konkludere, at jeg vist har været heldig, for jeg ser et nydeligt lille træ, ligegyldigt hvilken vinkel jeg ser det fra. Samtidig bemærkede jeg, at nålene så småt er begyndt at skifte farve fra gult til grønt.

En anden skæv eller uregelmæssig plante er denne staudegyldenlak/ erysimum Bowles Mauve; men det er simpelthen, hvad man skal forvente af den, når den får nogle år på bagen. Derfor tog jeg stiklinger i efteråret, som skal erstatte den gamle plante. Den blomstrer stort set året rundt og har det nydeligste, grå løv. Eneste minus er, at den ikke tåler frost.

Abies koreana 'Icebreaker'  må jeg tilstå, at jeg har kigget ret skævt (ha) til pga vækstformen, som allermest minder mig om en brystsvær skovdue. Det er jeg dog holdt op med, efter at jeg har set et noget ældre eksemplar med nøjagtig den samme form. Sådan skal den åbenbart se ud.

Koreagranens nærmeste nabo er en penselfyr (pinus parviflora 'Shikoku'), som umiddelbart ser ud til at have samme skavank som Carinas gule fyr; men hvis man kigger nøje efter, viser de øverste 20 cm af bagsiden faktisk fine, små kviste, så måske er den simpelthen programmeret til at starte væksten på den måde. For mig må den nu gerne blive ved med at udvikle sig ligesom en bonsaiplante; det passer fint til dens placering. Farvespillet på de nye skud er så lækkert, synes jeg.

Den gulbladede dværgberberis (berberis thunbergii aurea nana) har et par lange grene, der rager langt ud i luftrummet. Det har kriblet i min havesaks for at klippe dem af; men jeg har erkendt, at planten ville blive for anonym og ordinær med den behandling, så de får foreløbig lov til at blive siddende.

Jeg var lige ved at glemme den største skævert af dem alle, nemlig sydbøgen, med en iskold martshimmel i baggrunden.

Nogle gange kan skævheden og manglen på orden og symmetri naturligvis blive for meget. Det skete med den småbladede kristtjørn, der startede som en rodet og flergrenet busk, men endte som et lille, opstammet træ.

Nok om skæve eksistenser. Det næste billede oplever jeg, at der appellerer meget til min følesans. Der er en stærk taktil effekt over samspillet mellem de de bløde, friske blade i hjerteblomsten og de runde blomster i helleborusplanten som kontrast til dennes stive, stikkende og mørkegrønne løv. Samtidig giver det sarte strejf af solskin mig en svag fornemmelse af varme på denne kolde dag.

I lørdags havde vi besøg af vores datter, svigersøn og de to børnebørn, fordi vi skulle bytte bil. Samværet foregik udendørs, og vi bestræbte os på at holde den krævede afstand til hinanden.  Til eftermiddagskaffen sad vi to gamle ved det lille bord på behørig afstand af  de andre. Det har været planen, at vi skal hjælpe dem med at flytte d. 6. april; men i disse coronatider vil de ikke have vores hjælp. I dag håber vi dog, at den seneste udmelding fra Mette Frederiksen får dem til at skifte mening. Eller er det mon klogt? Vi er meget i tvivl.