50 nuancer af gult


Dagens indlæg skulle egentligt handle om noget helt andet; men da jeg gik rundt med kameraet mellem haglbygerne slog det mig, hvor mange blomster i gule nuancer, der var dukket op i de seneste uger. Fritillaria raddeana, som jeg starter med, har været så dristig at kombinere kronbladenes grønligtgule farve med støvdragernes mættede og næsten orangegule nuance. Den farvesammensætning kunne  vi mennesker aldrig finde på; men naturen slipper godt afsted med det.

Klematis Pixie bruger den samme sartgule nuance både i kronblade og støvdragere med et harmonisk og stilfærdigt resultat.


Blomsterne i hasselbror/ corylopsis spicata har næsten den samme sarte, gule farve; men når man kigger ind i blomsten, opdager man de røde støvdragere, som trækker den gule farve over i retning af de varme nuancer.

Det er nøjagtig den samme kombination og den samme effekt, påskeklokken herunder benytter sig af.


Euphorbia wulfenii er jo ikke den mest hårdføre staude, man kan investere i, så vinterfrosten fik de fleste blade til at visne, men ødelagde mærkeligt nok overhovedet ikke blomsterknopperne. Farven er vel neongul og bestemt ikke en farve, man skal have store mængder af i haven.


Vores barnebarn sagde, at hun syntes, vortemælken så tosset eller skør ud.  Det kan jeg kun være enig i, og jeg har en hjemmestrikket teori om, at frosten har lavet kuk i plantens vækstform. Der er en hel, ny generation af stængler på vej, så der går ikke lang tid før neonlyset bliver slukket.

Efter den omgang kan vi hvile øjnene på fritillaria hupehensis, hvis blomst måske kun med god vilje kan betegnes som gul. 

En anden plante, hvor blomsterne befinder sig i grænseområdet mellem gult og grønt, er daphne laureola philippi. De diskrete blomster tiltrækker insekter og har en sart duft.


Dronningen over alle gule blomster i denne tid må dog være påskeliljen. Når man har en landbohave, hører påskeliljen naturligt  til, og der, hvor vintergækkerne før har dannet hvide tæpper, lyser nu gule buketter af påskeliljer op.



                                                                               
I England findes der selskaber og klubber omkring alle mulige planter og selvfølgelig også en for narcisser. I årets tredje program af Gardeners World er der et indslag om selskabets årlige udstilling, hvor der kåres den flotteste blomst i alle 13 kategorier samt hele udstillingens flotteste blomst. Det er virkelig morsomt at se, hvilke kneb der bruges f.eks. for at få blomsten til at vise den normerede hældning, og hvordan man putter vat ind i tragten for at tvinge den til at holde sig åben. Vinderen af udstillingens flotteste trofæ har tydeligvis brugt flere penge på løg end på sine tænder.


Indtil videre er det kun de tidligste påskeliljer, der blomstrer, og jeg venter i spænding på at se, hvordan de nye løg, jeg lagde sidste år, vil arte sig. Indtil da vil jeg nyde de gode, gamle varianter, de store og de  mindre store, de stæktgule og de moderat gule med lyse dækblade.

Kommentarer

  1. Så mange flotte nyanser av gult du viser! Pixie er dagens favoritt hos meg, for den helt lyse gulfargen er så fin etter min smak. Dine påskeklokker er også fine sammen med alt det andre. Gult lyser virkelig opp hagen din nå 😊

    SvarSlet
    Svar
    1. Især når solen skinner, er det en fornøjelse at kunne nyde de gule beboere, og for mig er det nok også de sartgule, der er favoritterne.

      Slet
  2. Jeg elsker rigtig gul, men jeg må sige, at de sarte nuancer over i det grøngule er virkelig smukke. Endnu flotte billeder af hasselbror (også set i Høneballehaven). Jeg bliver fristet over evne - må se om jeg kan finde en plads til sådan én.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, de grøngule er nok også mine yndlinge. Der findes en anden hasselbror med tilnavnet pauciflora, som bliver rost specielt meget.

      Slet
  3. Sikke nogle skønne billeder fra haven! der er sådan en dejlig stemning og lys i billederne og jeg synes nok at foråret banker hårdt på din dør. Bare dejligt!
    Naturens farver er et helt kapitel for sig og det ser ud som om alle kombinationer kan bruges blandt blomster og vækster. Ikke de samme kulører man selv ville vælge til sofaen eller skjorten:)
    Dit foto af hasselbror er helt skønt!

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for kommentaren, Ulla. Noget varmere vejr, så er foråret en realitet. Det glæder mig, at du kan lide billedet af hasselbror. Den er virkelig svær at fotografere, fordi den er så åben. Billedet bliver let til en rodebutik af alt muligt forstyrrende i baggrunden.

      Slet
  4. Spændende indlæg om alle de gule farvenuancer. Kun med hasselbror kan jeg være med, nå ja og selvfølgelig med påskeliljerne. Min hasselbror går mere i vejret, jeg kan se, at din er noget bredere i formen. Det er flotte blomster. Du må have akshalen til din gule samling :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, påskeliljer kan vi sikkert allesammen glæde os over. Vores hasselbror er vist nærmest vaseformet i væksten og temmelig høj, synes jeg, så din må være en virkelig høj, hvis den er endnu højere. Faktisk har jeg beskåret den, sådan at vaseformet blev mere tydelig. Ja, din akshale er i hvert fald fin.

      Slet
  5. Det er svært ikke at blive totalt forårskåd af 50 skønne nuancer af gul.
    Din pixie er vel nok langt fremme. Min har bare små knopper.
    Mange hilsener Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er da alt for koldt til at blive kåd, selvom de gule farver kvikker op.

      Slet
    2. Så mange fine gule nuancer. For mig er gul forårets farve :-)
      Hasselbror er så fin, jeg glæder mig til, at min bliver lidt større og Pixie ønskede jeg mig i mange år, men jeg har efterhånden opgivet, at have Klematis i drivhuset så jeg kan vist opgive den også.
      Med venlig hilsen
      Lene Bedstemorshave

      Slet
    3. Jeg er blevet forundret over, så stor en busk hasselbror i grunden er, så den er blevet flyttet et par gange. Desværre har du sikkert ret i, at Pixie ikke tåler frost.

      Slet
  6. Mye gult og fint i hagen deres nå, og for noen flotte nyanse. Pixie er bare vakker!!
    Naturen kan virkelig vise fargekombinasjoner vi ikke ville tenkt på som fint.
    Takk for en fin tur i hagen:-) /Eirin

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme, Eirin. I dag skinner solen lige fra morgenstunden, og så gør de gule skønheder for alvor opmærksom på sig selv.

      Slet
  7. Hej Marie!
    En härlig samling av gult. Forsythian brukar vara först ut med sina gula blommor, men den har inte börjat ännu. Narcisser och påskliljor får jag också vänta på ett tag till. Ser helt fantastiskt ut hos dig tillsammans med julrosorna. Tack för påminnelsen om Gardeners World, nu har jag några avsnitt att se fram emot. Grått och regn idag, så det kan passa bra.
    Ha det gott /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej, Marika. Her om foråret lever vi højt på forventningens glæde. Jeg nyder også at kunne se Gardeners World på YouTube,når det passer mig. Det er også rart at kunne spole frem, hvis der er afsnit, som ikke lige er så interessante.

      Slet
  8. Hej Marie

    Sikken lækker flot F. raddeana, helt ren i det limegule, og med noget lysere bladværk end jeg husker den.
    Super billeder!
    Ja, gul er forårets farve - Jeg har det indtryk at mange af de mørke ikke bruger bier til bestøvning feks scilla og hepatica men myrer - de gule og hvide derimod bruger oftest de bier der måtte være:)

    Ha en dejlig dag

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Karsten. Tak for komplimenten. Det er morsomt at prøve at følge med i, hvilke insekter der besøger hvilke planter, og myrerne spiller uden tvivl en stor rolle i forbindelse med bestøvningen.

      Slet
  9. Herligt gul. Det er en rigtig glad forårsfarve, syntes jeg. I alle dens nuancer.
    Ja den vortemælk minder mere om en skulptur en en plante. Sjov er den.
    Jeg har osse påskeliljer i diverse gule kombi. og nuancer. og tidlige og sene. Dejligt så er sæsonen meget længere.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Narcisserne fylder mere i vores have, end tulipaner gør, for de har ikke noget imod vores tunge lerjord, og så har de en særlig evne til at trække solen ned i øjenhøjde.

      Slet
  10. Naturen er mester i farvesammensætninger, og det er nogle meget fine eksempler, du har fundet. Jeg giver dig ret i, at dronningen over dem alle er påskeliljen. Og påskeliljerne er især smukke, når de vokser lidt vildt i skovbunden eller i læbælter. Påskeliljer trives godt i sandjord, og når man kører en tur med klitvejen langs Vesterhavet, ser man nogle gange de smukke gule blomster vokse i klitterne.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en stor fornøjelse at se, hvordan påskeliljer breder sig mere og mere ude i landskabet. Heromkring har vi jo ikke klitter; men til gengæld ses de mere og mere i grøftekanter langs vejene.

      Slet
  11. Sikke en flot kavalkade af gule blomster du viser! Jeg har aldrig brudt mig ret meget om gult, alligevel har jeg nu kastet mig over at skabe et bed med grønne, lime og sart gule farver - man kan jo ændre holdning :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan man absolut:-) Det med yndlings- og hadefarver siger ikke rigtig,
      mig noget. Jeg synes, det mest handler om hvordan man bruger farverne, og
      hvilke andre egenskaber, planterne har.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

blomsteramok

En nødtvungen pause

gårdspladsen og blomster hist og pist

Maj måneds kulde, gør laderne fulde

Hvad er du for en fætter?