Humlebier m.m.


Eva, som i sommerferien hjalp sin bedstefar med at bygge et insekthotel, er flyttet i hus sammen med sin familie her i 2020 og er optaget af, at deres have skal være bivenlig; især de dunede og hyggeligt  summende  humlebier vil hun gerne have mange af. Derfor gik vi en runde her i haven i weekenden for at se, hvilke planter de især er vilde med.

Heldigvis viste det sig, at der var rigtig mange blomstrende planter, hvor de holdt til og ihærdigt arbejdede på at indtage nektar og samle pollen. Humlen herunder har jeg identificeret som en lys jordhumle. Sagkundskaben fortæller, at den er korttunget og suger nektar i åbne blomster med korte kroner, men også kan finde på at bide hul på dybkronede blomster og stjæle nektaren i bunden. Dyreadfærd kan virkelig overraske!

Aconitumblomsterne må siges at være perfekt formede til at danne landingsplads for sultne humlebier.

Noget andet, jeg har læst mig til, er, at der findes 29 arter af humlebier, men at det i haverne mest er de samme 6-7 arter man ser. De er imidlertid utroligt vanskelige at skelne fra hinanden, og de billeder, man kan finde på internettet, er generelt af så ringe kvalitet, at de nærmest bare skaber forvirring på et højere plan.

Mærkeligt nok har jeg ikke set en eneste bi i pycnanthemum muticum/ bjergmynte eller stachys  Hummeloo, som ellers bliver beskrevet som bimagneter.


Heller ikke stærke farver og dufte er nødvendigvis garanter for bibesøg. F.eks. har der været nul aktivitet både omkring gruppen med phlox og hortensia og rudbeckiaen. 


Derimod ser det ud til, at blomsterne helst skal have en alder og et udseende, hvor den nidkære haveejer er tæt på at finde saksen frem. Mange toårige planter og især planter med en snert af krydderurt er specielt  populære, ser det ud til. 
Men hvad med sommerfugle, tænker du måske. Jo, dem er der skam også tænkt på. 

Vi har lavet stiklinger af to forskellige sommerfuglebuske, og de ser ud til at være godt i gang med at danne rødder.

Kommentarer

  1. Jeg har også bemærket, at der findes en del forskellige humlebier, også her sidder de gerne i de blomster, jeg har tænkt på at klippe af inden længe. Det lader jeg så være med, for det er synd at tage maden fra dem. Det er værre med hvepsene, som er noget aggressive i år. Vi har et blommetræ lige ved terrassen, der skal man være forsigtig, når man rækker efter en blomme.
    Flot citronsommerfugl, du har fanget. Sommerfuglebuskene er ret nemme at lave stiklinge af, selv jeg kan finde ud af det :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, det dur ikke at fjerne deres nektar. Blommer og hvepse hører nærmest uløseligt sammen med sensommeren, så man skal virkelig se sig godt for, når man vil plukke en moden blomme. Det er rart, når stiklingerne lykkes. Jeg har ellers ikke haft det store held med dem, jeg har lavet indtil nu

      Slet
  2. Hvor er det skønt, at Eva er optaget af bier, og at I har gået sådan en hyggelig runde. Det er fine billeder, du fik ud af det.
    Det er frygteligt svært at identificere bier. Desværre, for jeg synes, de er så søde (især humlebierne), at jeg gerne ville kende dem ved navn. Artsnavnet bombus er jo i sig selv vidunderligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Bombus passer helt perfekt på humlebierne. Det engelske dumbledor er også utroligt passende. Rektoren i Harry Potter fik det navn, fordi han går rundt og nynner for sig selv hele tiden. Det hævder Wikipedia i hvert fald 😊

      Slet
    2. Det vidste jeg ikke. Hyggelig forklaring.

      Slet
  3. Flotte bilder både av blomster og humler som de kalles her. Ja, det finnes riktig mange forskjellige av de, men de kan ikke jeg navnet på. Flotte hvite solhatter hos deg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for det, Marit. Intekternes rige er ufatteligt stort, og jeg må tilstå, at jeg kun kender en lille bitte brøkdel af dem.

      Slet
  4. Det er fine billeder du har fået ud af jeres havevandring. Jeg synes altid insekter letter lige i det øjeblik jeg har dem på kornet...
    I øvrigt er det jo en hel videnskab I har kastet jer ud i, men afsindigt spændende. Vi har en dejlig summen i vores blomsterbede, og ofte trækker bierne på én slags blomster, mens humlerne koncentrerer sig om andre, så de er nærmest delt i hold på ganske kort afstand.
    Det skal nok passe der er en 6-7 forskellige humlebier i haverne. Jeg synes jeg kan kende forskal på dem på deres farver, størrelse og måden de bærer deres snabel, men hvad de hedder aner jeg ikke. Jeg nyder bare det vilde liv.

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, den summen er simpelthen så hyggelig. Da jeg ville fotografere humlebierne, oplevede jeg, at de var forholdsvis sløve om aftenen og ikke så tilbøjelige til at flyve væk, som de er tidligere på dagen.

      Slet
  5. Hej Marie!
    Vilken bra idé att gå omkring i trädgården för att hitta humlefavoriter. Den och fjärilarna blir så fina fotoobjekt, och det har du lyckats bra med. Hos mig är det just nu bolltistel och solhatt som lockar dem till sig.
    Ha det bra /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. De er gode fotoobjekter, bestemt, men ens tålmodighed bliver bestemt også sat op en stor prøve.

      Slet
  6. Hej Marie

    Det lyder rigtig hyggeligt når i sådan går på jagt efter gode bi-blomster. Blomsternes pollen er generelt mere tilgængeligt jo ældre blomsten bliver, mange støvknapper åbner sig gerne et par dage efter blomsten - (så man undgår selvpolinering), Det er jo stort set pollen biernes larver lever af.

    Ha en dejlig dag

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er da så hyggeligt, når børnene interesserer sig for naturen omkring dem og ikke bare tager den for givet. Det er interessant at følge med i, hvordan bierne bruger deres yndlingsblonster. De skal helst være et godt stykke inde i blomstringen, og så en dag er de simpelthen blevet for visne og uinteressante.

      Slet
  7. Fint med en lille lektion om humlebier. Jeg ved ikke så meget om dem, men de er til stor glæde, når de summer derude.
    Det må da være hyggeligt at gå havetur med et barnebarn, der interesserer sig for plante- og dyreliv.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. En lektion vil jeg nu ikke kalde det:-) Ja, sådan en rundtur i sommersolen er guld værd. Evas mor synes vist, at datteren har for mange haveplaner til, at hun kan følge med.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

blomsteramok

Maj måneds kulde, gør laderne fulde

Med en uge til sommertid

Påskeblomster til påske

Forventning og utålmodighed