hortofilia

-er mit skrækscenarie. Når man ser de slatne påskeklokker i dag, er det svært at forestille sig, at de retter sig og kommer til at blomstre. Derimod står slangeskæg, det sorte græs, fuldstændig uanfægtet af vejret. Pga dens eksotiske udseende har jeg altid regnet den for en sart plante; men den er faktisk både hårdfør, breder sig godt og blomstrer. Et nærbillede af vedbenden red cascade viser, at den står med store, flotte røde knopper. Den er en fantastisk plante hele året rundt.  Et kig langs nordsiden af den gamle bøgehæk. En klynge vintergækker bag hækken. Og det tredje og sidste kvashegn, som erstatter et nedslidt pilehegn som læ mod nordvestenvinden.

Det mest spændende, der er sket i haven i dag, er, at Søren har lagt (foreløbigt) sidste hånd på træbeskæring og brændehugning. Næste projekt er et klematisstativ. Det bliver spændende. Men i dag vil jeg gerne tegne et miniportræt af oxalis versicolor, Det er en lille sydafrikanske knoldplante, som jeg erhvervede sidste sommer efter at have haft den på ønskesedlen i flere år. Det er dens "candy cane" agtige blomster, jeg ikke kan stå for.  Den er vinterblomstrende, så det kan sagtens være dens sidste blomst, jeg har fotograferet. Indtil nu har den stået i bryggersvinduet, da den er frostfølsom og lyskrævende og ikke ynder stuetemperatur. Nu skal jeg bare finde et køligt, lyst sted, hvor den kan stå henover sommeren, så den kommer til at se sådan her ud til næste efterår.

De mange røde blomster, det for tiden vrimler med på bloggene, har fået mig til at tænke på denne engelske rose, som er blevet noget af et smertensbarn. Den  har en dyb, mørkerød farve, som jeg holder meget af; men planten som sådan har jeg haft dårlige erfaringer med i flere omgange. Sidste år var det nok den rose her i haven, som led allermest under den fugtige sommer. Hvis den er syg igen i år, bliver den skrottet med hård hånd. Billedet herunder er lånt på nettet. Faktisk klarede tradescant, som ellers går for at være sart, sommeren langt bedre. Dens vækstform er også ganske god; men det er og bliver en spinkel rose. Hos Helga Hald har jeg allerede bestilt black baccara, som har en forrygende blomst, men sikkert som plante har en mere stiv og opret vækstform a la barcarole. Her kommer barcarole. En rose, som kombinerer sundhed med en graciøs form og  en skøn mørkerød farve, kunne være Munstead Wood. Den tror jeg, jeg vil google lidt på....

Denne solhat står i dag med de flotteste ranke frøstande over 2m høje. I blomst ser den sådan her ud. Jeg synes, den har udstråling, selvom dens grønliggule farve ikke er populær for tiden. Desværre har jeg jo fået den placeret sådan, at dens grønliggule blomster clasher med nøkketungens orangegule blomster. Derfor overvejer jeg enten at fjerne den ene staude fra bedet (men hvorhen?) eller også  at flytte dem væk fra hinanden og så plante sandrørshvenen Karl Foerster imellem dem. Måske kan dens brunlige aks skabe bedre harmoni i bedet. Til slut et billede af stjernemagnoliaen i dag. Man kan vist godt lige ane, at den står som en sølvhvid sky.

Da jeg kom hjem ved middagstid i dag, skinnede solen så indbydende, at jeg gik ud og tog et par billeder, selvom det var hvinende koldt. De første to billeder viser, hvad der møder én, når man kører ind ad indkørslen. Solstrålerne ramte sladrebænken. Det varer noget, før man kan sidde der og nyde forårssceneriet.

Denne udsigt er en hyppig foreteelse i disse dage. Missen ser uskyldigt væk fra solsorten; men det skal man ikke lade sig narre af.

Mens frosten holder os i sit jerngreb, går jeg og hygger mig med mine små rosenslyngere. Begge disse to bakker blev sået i første halvdel af januar. Den mindst fremmelige bakke startede på badeværelsesgulvet i fjorten dage og blev så flyttet ud i entreen, som vender mod syd, mens den mest fremmelige bakke har stået i entreen hele tiden, så jeg konkluderer, at rosenslynger skal have lys, men ikke nødvendigvis undervarme, for at spire. Sidste år investerede jeg i en fancy ledpære, som skulle være guf for sådan nogle bittesmå planter og levere så meget lys, at de ikke når at blive alt for ranglede.