næsten for sent

Hver juni laver jeg marmelade, eller måske er kompot en mere rammende betegnelse, af grønne stikkelsbær og hyldeblomster, og hver juni kommer jeg næsten for sent ud af starthullerne. Blomsterne skal nemlig være friske og stikkelsbærrene grønne. Ellers mister marmeladen sin helt utroligt friske, let syrlige smag og får en kedelig gul farve i stedet for den ønskede, mere limegrønne farve. I år nåede jeg det lige - den blev helt perfekt.


Hyldeblomstdrik laver jeg også jævnligt, men ikke nødvendigvis hvert år. I år valgte jeg at bruge blomster af den mørke hyld for at opnå den fine, røde farve.



Marmeladeopskriften har jeg i sin tid fået af min mor, som tilhørte årgang 1908. Som ung kvinde, før hun blev gift og fik 8 børn, havde hun et ophold på Rødding Højskole, hvor produktionen af god mad og ikke mindst brugen af grøntsager var i højsædet på sommerkurset for kvinder, og jeg mener, at opskriften stammer derfra. Den kommer her i al sin enkelhed:

1/2 kg grønne stikkelsbær
1/2 kg sukker
4 hyldeblomster
2 dl vand

Stikkelsbærrene skylles og nippes og bringes langsomt i kog under låg sammen med sukker og vand.
Tag låget af og lad det lige koge igennem. Drys hyldeblomster i og lad det simre i nogle få minutter.
Fordi bærrene er grønne, er det unødvendigt at tilsætte geleringsmiddel.
Jeg bryder mig ikke om hele stikkelsbær i marmeladen. Derfor findeler jeg dem med stavblenderen, når de har kogt, ligesom jeg også klipper de fleste stængler af hyldeblomsterne, inden jeg drysser dem i gryden.
I dag undgår vi jo helst at bruge sukker i store mængder i madlavningen, og set i det perspektiv er opskriften nok ikke supermoderne. Det kan jeg nu ikke tage mig af -  smagen er bare himmelsk!

Opskriften inspirerede mig til at gå i gemmerne, hvor jeg fandt elevbilledet fra Rødding Højskole sommeren 1929. Forlægget er ca 1,5 x 1 cm, og i betragtning af det er jeg fint tilfreds med resulatet.

Kommentarer

  1. Så morsomt da! Egne familieoppskrifter er jo gull verdt. Hyggelig med bildet av din mor også.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er rigtig hyggeligt med familieopskrifter og sjovt at gense det lille billede.

      Slet
  2. Gode opskrifter er mange glade for, jeg får ikke tid, men nu er muligheden der, hvis jeg skulle få det.

    SvarSlet
    Svar
    1. OK, men vi har da regnvejrsdage en sjælden gang imellem 😊

      Slet
  3. Spændende opskrift!Den virker enkel og ingredienserne har vi,-måske skulle jeg prøve den!
    Vejret indbyder til sådanne aktiviteter!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, vejret indbyder i hvert fald ikke til havearbejde. Det skal også være snart, hvis hyld og stikkelsbær skal være helt friske.

      Slet
  4. Det lyder virkelig spændende og lækkert. Marmelade SKAL have sukker i rigelige mængder. Så kan vi bare justere ned på mængden af marmeladen :)
    Min stikkelsbærbusk skal lige have et par år mere på bagen, før der er nok, men jeg vil forsøge at huske dit indlæg med denne opskrift - eller måske bare skrive den ud... :)
    Sjovt med den historiske vinkel og det fine billede af din mor.

    SvarSlet
    Svar
    1. Som barn syntes jeg, at stikkelsbær var det kedeligste bær overhovedet, men nu oplever jeg det som et bær med raffineret potentiale.

      Slet
  5. Hej Marie,
    tak - det var da en fin opskrift. Den vil jeg da printe ud. Jeg har sidste år købt en mørk Hyld og min mand elsker stikkelsbærmarmelade - så tak for den.

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme. Hvis du bruger opskriften på den mørke hyld, vil jeg da gerne høre, hvordan resultatet bliver.

      Slet
  6. Delicious elderberry jam. I will try to do it.

    SvarSlet
  7. Hej Marie.Spændende med den opskrift med stikkelsbær.
    Da vi købte vores hus for mange år siden var der fyldt med røde stikkelsbær i baghaven.Men manden kunne ikke lide dem.Så ingen stikkelsbær her.
    Men bruger både mine rabarber-ribs-solbær-hindbær og blåbær til alt muligt.Skal i gang med en gang rødgrød.Det smager bare dejligt.
    Fint billede af din mor.Min mor var i huset hvor hun lærte at lave dejlig mad.
    God dag Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Vores mødre var af den generation, hvor det var en selvfølge, at piger skulle lære at lave mad. Det har jeg aldrig lært, så jeg har brugt "learning by doing" metoden, og jeg håber meget, at den opvoksende generation bliver bekendt med diverse råvarer og udvikler glæde ved at lave god mad, så de ikke forsumper i den nemme, men usunde løsning, der hedder fastfood.

      Slet
  8. Jeg lavede marmelade sidste år....og går i gang med den igen i år. Den smager fantastisk og så er det nemt med frosne stikkelsbær. Jeg lagde de sidste 2 kg fra sidste år i fryseren så jeg kunne lave denne opskrift igen i år. Tak for opskriften.
    Tove

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

blomsteramok

En nødtvungen pause

gårdspladsen og blomster hist og pist

Maj måneds kulde, gør laderne fulde

Hvad er du for en fætter?