hortofilia

- burning bush/vinget benved/eyonymus alatus compactus. Bærmispelen plejer også at udvikle fine farver før løvfald, men smider bare bladene i år. Jeg bildte mig ind, at pinky winky havde samme farvenuance, men der er tydeligvis mere blåt i dens farve. Det er nok den gulbrogede benved, der påvirker farveoplevelsen. Den mørkeblå hortensia er virkelig dramatisk for tiden, især set i modlys. Ærgerligt nok kender jeg ikke navnet på den, men den burde hedde deep purple. Syrenhortesiaen er nærmest gammelrosa, men får let et lidt gråt skær på billeder. "Pindsvinegræs" også kendt som molinia caerulea dauerstrahl. David Howard i forskellige udspringsfaser og belysninger. Eva og hendes mor valgte dog nogle andre dahlier som hårpynt i weekenden.     Til sidst den raffinerede høstensian                             

Regnvejr mange dage i træk er ikke det mest opmuntrende havevejr, men regnen gør også noget for havens udtryk. F.eks. bliver det helt åbenlyst, hvorfor diamantgræs er blevet det danske navn på calamagrostis brachytrica. Regnen fremhæver også farverne på sort slangeskæg og den sølvgrå alpeviol.   Vardeæbletræ Blomsterne fra den klatrende aconitum minder mig om en flok trækfugle, der sidder klar til at drage sydpå. Venusvogn - stormhat - blå duer - aconitum er lettere at bruge. Glasbær kommer jeg nok til at vise en del gange i løbet af efteråret. I regnvejr er der ekstra meget glans over bærrene. Orange peel blomstrer godt i år for første gang. Den lille høststenbræk kan tilsyneladende godt lide regnen, mens høstkrokussen helt sikkert foretrækker sol og tørvejr.

Der er noget forfriskende over morgenkøligheden, selvom nattefrosten meget gerne må vente, og morgensolen fik kortvarigt skabt liv i haven, før skyerne fordrev den,  her i hirse og solhatte og papirbarkløn med septemberbed. To af mine codonopsis producerer nogle få blomster endnu, selvom de stort set har smidt alle bladene.                Karma chok sammen med nepeta govaniana og cobeaea pringlei              Krukker er vel mere populære end nogensinde, og jeg har da også nogle stykker, men især med planter, som er frostfølsomme, og som derfor skal beskyttes om vinteren. Et godt eksempel er asarum maximum silver panda, en slægtning til hasselurt med spektakulære blade. New zealandsk hør klarer heller ikke den fugtige jyske vinter. Her overholder jeg  vist sammenplantningsprincippet "thriller, filler, spiller", som jeg stødte på i et engelsk haveblad i sommerferien. Her står en gruppe af 7 agapanthus, hvor de 2 leverer en lille efterblomstring.

Sådan føles det næsten. Cobaea pringlei er omsider sprunget ud. Da jeg stødte på den første gang, kom den omgående på min ønskeseddel, og efter en del forgæves søgen, fandt jeg den omsider  her  i 2012. Den har hidtil overvintret frostfrit i drivhuset, og i år har den for første gang ansat masser af blomsterknopper. Planen var at plante den permanent her ved Sørens fine espalier næste forår; men som det fremgår, vil den langt højere til vejrs, så vi er gået i tænkeboks igen.                          Den etårige klokkeranke skal man nu heller ikke kimse af. Den blå laver f.eks. det pudsige stunt med at se hvid ud i starten af sit udspring. Nu er det spændende, om den producerer frø - "frøstanden" øverst til højre gør i hvert fald ikke. Hvis den faktisk kun bestøves af flagermus, kan vi sikkert godt opgive alt om at høste frø.                                                                               http://higgledygarden.com/2013/03/16/cobaea-

I et tidligere indlæg omtalte jeg en klematis som flammula, men havde en nagende fornemmelse af, at jeg var på vildspor, hvilket viste sig at være rigtigt. Det er i stedet for jouiniana praecox, som er en bunddækkende staudeklematis - det følgende er bare et udsnit af planten. Selve blomsten ligner nu flammula en hel del: vores praecox til venstre og flammula til højre.                                   Blyrod, plumbago capensis, har en speciel og sart blå farve, som jeg synes står godt til regnvandstønden. Den er ret tørstig, så den står et heldigt sted. Yndlingsplanten i disse dage er nok druemunken actea pachypoda med de iøjnefaldende frugtstande. De andre med røde og sorte bær har ikke rigtig leveret varen i år. Aster snow flurry er også lidt af en yndlingsplante - kan å afstand minde om krybende enebær, indtil man får øje på de små blomster. Fligetbladet tørstetræs blomster er så diskrete, at de faktisk ikke kan ses på afstand. Egne roser dufter