hortofilia

Påskedag i blæsevejret gik jeg en tur på naturstien neden for huset, og i modsætning til, hvordan det plejer at være, mødte jeg kun et enkelt menneske med den obligatoriske hund i snor. Om folk var bange for at få træer ned oven i hovedet eller slog mave oven på julefrokosten i stedet for at motionere, skal jeg lade være usagt. Bække og mindre åer har jeg altid haft en svaghed for. De er omgivet af en speciel intim stemning, synes jeg,  oven i købet ofte ledsaget af en beroligende rislen, og jeg er så heldig, at mit hus rent faktisk ligger ned til en ådal. På den modsatte side af stien ligger et område fyldt med snepryd. Nydeligt ser det ud, men jeg foretrækker altså skovanemoner i stedet for løg, der er forvildet fra haverne i området. Det bliver spændende at se, om der faktisk også er anemoner rundt omkring. I haven viste en af de buske, vi lod stå for at skærme lidt ned mod stien, sig at være en forsythia. Det er ikke en af mine yndlingsbuske, men den gule farve lyser fint op i ...

I denne uge nåede jeg ikke meget ud i haven, og da jeg så tog min runde i går, kunne jeg se, at foråret var rykket ind i et nyt afsnit, nemlig det, hvor de store hundetand springer ud. I skovhaven er det White Beauty, og til sammenligning er den spinkle Hendersonii i et af surbundsbedene også begyndt at blomstre. Tilbage i skovhaven er det vedvarende skulpe, der er fuldt udsprunget. I det ældste surbundsbed står sclippenbachii både med blomster og masser af knopper. Bagved den står en stedsegrøn rhododendron i blomst og en camellia, også i blomst. I bunden af bedet står en fyldt primula, som har rigtig mange år på bagen, og den brogetbladede dværgskimmia har store, flotte blomsterklaser for første gang, bilder jeg mig ind, selvom den også har mange år på bagen. Magic Merlot Blodurt hører også hjemme i surbundsbedet. Hvilken der er kønnest, den fyldt eller den spinkle Star, kan jeg ikke afgøre; men hos os er den fyldte langt den mest robuste og den der, breder sig mest. På vejen til sur...

  Selvom vi har haft en del blæsevejr i den forløbne uge, og mange blade nu ligger på jorden og i græsset, er der stadigvæk også planter, som har udviklet deres efterårsfarver. På gårdspladsen er det tulipantræet, som lyser op både i solskin og gråvejr, mens tempeltræet ved siden af nu står med bare grene i en fodpose af  gyldne blade. I haven er det troldellen/ fothergilla, der har overtaget stafetten. I skovhaven er det det store bøgetræ og og ved foden af det en kornel, som egentlig er plantet for at dens grene skal give noget farve om vinteren; men den er da også fin i sit efterårsantræk. I foråret var der et hav af staudeagtig pengeurt i skovhaven. De fleste har jeg rykket op, for at de ikke skulle så sig overalt. Derfor er der kun et enkelt område med deres flotte frøstande. I køkkenhaven har den bregnebladede bøg også udviklet efterårsfarver. Den ser lidt pudsig ud med sin glorie af tørre grenspidser. Også i køkkenhaven har vi fundet plads til nærmest et lille krat af g...

Dagens indlæg starter igen igen i skovhaven, nærmere betegnet med det indkig vi har omme fra vejen. Forrest og nærmest midt i det første billede står en kulsukker ( symphytum hidcote blue), som er forholdsvis ny. Først på året er bedet  fyldt med erantis, som vi medbragte et par  småplanter af, da vi flyttede ind. Søren forbød mig at røre ved jorden, for at erantisserne fik så gode muligheder som muligt for at brede sig. Det har sandelig de gjort; men samtidig har skvalderkål invaderet bedet, og det er her, kulsukker kommer ind i billedet; for den bliver rundt omkring anbefalet som en velegnet plante til at tage kampen op med skvalderkål. Foruden den halvhøje Hidcote Blue har jeg plantet den lavere symphytum grandiflorum med cremefarvede blomster. Jeg foretrækker nok den første og synes næsten, den lave er lige så kedelig som skvalderkålen, og skvalderkålen lever i bedste velgående, skal lige siges, men ses bare ikke så tydeligt i bunddækket.  I runding to er det sæson fo...