hortofilia

Råkold, grå, trist og våd er de ord, jeg umiddelbart  kan komme på, når jeg skal beskrive novemberstemningen, og i vores have er det motivet herover, der for mig udtrykker det allerbedst. Det skyldes uden tvivl de to stynede piletræer, som står og stritter i forgrunden, men til venstre i billedet står der også en nøgen, grå hanesporetjørn, som man ikke skal komme for tæt på, for så bliver man stukket. Det eneste element i billedet,  som symboliserer lidt varme og hygge, er bjælkehytten i baggrunden,  som man dog kun kan skimte, hvis man ved den er der. hanesporetjørn/ crataegus crus galli Det gule piletræ har smidt alle sine blade, mens det andet med mørke grene og grå stamme er godt på vej; men 4 meter væk står der et tredje piletræ, som endnu ikke har smidt ret mange blade. Hvorfor mon det forholder sig sådan? I en artikel  på DR om  løvfald  har jeg læst, at det først og fremmest afhænger af nattelængden, hvornår træerne smider bladene. Den påvirker neml...

Oktober startede regnfuldt og uindbydende, men vendte på en tallerken og forkælede os i den forløbne uge med det smukkest tænkelige efterårsvejr - tørt, mildt, forholdsvis solrigt og frem for alt nærmest vindstille. I sådan et vejr kommer hanesporetjørnen/ crataegus crus-gallii) rigtig til sin ret med sine utallige bær. Den blev til overs, da vi fornyede læbæltet for snart mange år siden, og har vist sig at være  et fint solitærtræ. Hvad er mon dette, tænker du nok. Jo, det er frugter fra slyngplanten akebia quinata. Den var smækfuld af blomster i maj og har en enkelt gang tidligere haft en frugt. Akebia beskrives ofte som et monster, fordi en etableret plante har en enorm grokraft. Det kan vi godt skrive under på. Heldigvis har vi plads nok,  så vi kan tillade os at lade den udfolde sig. Den har totalt invaderet et navrtræ, hvis eneste opgave da også er at give akebiaen et sted at boltre sig og udvikle sine flettede lianer. I torsdags fik jeg øje på en lille mørk tue i gruset...

  Både sol og sne er efterhånden en sjælden foreteelse, så da de dukkede op samtidig i dag, måtte jeg en tur ud i blæsten og tage billeder. Det første billede viser vores sensommerbed, hvor det umiddelbart er de store elefantgræsser, der dominerer; men hvis man giver sig tid til at kigge nøjere efter, er der også andre græsser, hvor sneen og solen har forskønnet frøstandene. Det første billede herunder  er kæmpehavre/ stipa gigantea, hvis lange stængler med frøstande ellers oftest knækker, når de får en vis alder. Det andet billede viser fladaks/ chasmanthium latifolium, som er et relativt lavt græs, som står i ly af de høje planter i bedet. Det var morsomt at se, hvor forskelligt sneen har lagt sig på de forskellige træer. Hanesporetjørnen har totalt afvist sneen, mens den har lagt sig, hvor der var læ, på den flettede og stynede pil,   Magnolia grandiflora og parasoltræ/ sciadopitys verticillata ser ud til at have blade og nåle, hvor sneen nærmest limer sig fast, a...