hortofilia

I morgen tager vi på ferie i New York, hvor vi skal besøge vores søn, som har boet der et halvt år. Med lidt assistance fra naboen og familien må haven passe sig selv i mellemtiden, og det går jo sikkert fint. Heldigvis nåede den røde lilium canadense lige at springe ud, inden vi tager af sted.   Er den kønnere end den gule? Måske en anelse. Der er en lille håndfuld aconitum i blomst. De to første er oppe i hovedhøjde, mens den gule er i knæhøjde og har blomstret i mindst en måned allerede.              En iris ensata. Dianthus Elizabethan holder jeg meget af.  Den blander sig med stipa tenuissima og dufter noget så herligt. Fyldt smalbladet klokke og sisyrinchium striatum, græslilje, som aldeles ikke er en lilje. Bedet på de næste to billeder kræver ikke meget lugearbejde. Karen Blixen

Det, jeg ikke gider, er blæsten og tørken og nedskæring af stauder, som ser kedelige ud og trænger til en omgang vask og klipning. Sikkert som en overspringshandling besluttede jeg at gå en runde med kameraet for at finde motiver, som kunne skubbe mit havehumør en tak i vejret. Så her kommer lykkefund i æbletræet igen engang - hvor er det herligt at kunne kigge op i dens smukke klaser og indsnuse dens honningduft. Bedet ved østgavlen er holdt i brændte farver med enkelte grå elementer som kontrast. Det er vist ikke ligefrem tidens trend, men meget lækkert i min optik. Ikke langt derfra ser det ud, som om en hvid klematis er sprunget ud. Men ved nærmere eftersyn viser det sig at være en ridderspore, som er blevet indfanget af en endnu ikke udsprunget slyngplante. De fleste roser trænger hårdt til at blive deadheadet, men lykkefund klarer det heldigvis selv, og leonardo da vinci og claire austin er ikke nået dertil endnu. Clematis petit faucon burde rettelig...

I efteråret plantede vi gallicarosen Charles de Mills, fordi jeg havde hørt den berømmet fra flere sider som en aldeles uundværlig rose, selvom den er engangsblomstrende. Allerede nu kan jeg godt se, at dens farvespil er noget ganske specielt. I form og farve kan den godt minde om de rescht og Shakespeare 2000. Nu vi er ved de mørkerøde roser - her er barcarole og black baccara fuldt udsprunget. Black baccara er mørkere end på billedet, men på ingen måde i nærheden af at være sort. Munstead wood står efterhånden rundt omkring i mange haver at dømme efter indlæg på bloggene og blomstrer overdådigt som mange andre roser i år. Rød Willestrup ses ikke nær så tit. Den er ellers også utrolig smuk. Trods navnet har den intet med den anden Willestrup at gøre.   Nostalgi er en meget mindre dramatisk rose - måske lidt sødladen. Med Ghislaine de Feligonde har vi klart forladt primadonnaerne - den er snarere en ingenue, hvis vi nu bliver i teatersproget. ...

Utroligt så mange yndlingsplanter man kan have. Jeg har nok tænkt tanken de første 50 gange i år - alligevel bliver de ved med at komme myldrende. Roguchi er helt sikkert en af dem. Som sidste år har den fået en høtyv som støttepædagog. Lilium canadense er også én af dem - den var på ønskesedlen i mange år, og nu passer jeg godt på den. Origanum dingle fairy kunne også godt gå hen og blive en yndlingsplante, ikke mindst hvis den viser sig at være vinterhårdfør. Blomsterklaserne bliver aflange og humleagtige, når de er helt udsprunget. Kongebregnen her flyttede vi i efteråret, og det har den kvitteret for med en enorm vækst. Fodblad, podophyllum, er også en af mine yndlinge, som har fået denne  side  for sig selv. Spotty dotty som blomsterplante skal nu alligevel med her - det havde jeg ikke set komme. Prikbladet fredløs er en af Sørens favoritter, som han mener jeg driver en ubønhørlig klapjagt på. Jeg må indrømme, at jeg holder den i skak, og at...