hortofilia

Når vi er nået til tredje juledag, er julen vel sådan set slut. De sidste af vores julegæster tog hjem i dag, dog med undtagelse af Peter, som heldigvis først tager tilbage til New York i morgen. Julen har været mindst lige så hyggelig en oplevelse som tidligere år - og lige så fuld af aktivitet, så i dag føles det næsten som stilhed efter stormen. Julevejret har i grunden været ganske nydeligt. Ikke blot er vi blevet forskånet for regnvejr, men solen har oven i købet skinnet de sidste par dage, så mens resten af flokken kørte afsted for at købe fyrværkeri i går, tog jeg en runde i haven startende ved fuglenes tagselvbord. Krinolinenarcisser har jeg en blød plet for. Det er bare ærgerligt, at de har vist sig ikke at kunne trives ude i haven. Narcissus  cantabricus foliosus hentede jeg ind i drivhuset fra sandbedet, da knoppen begyndte at få farve. Solen oplyste både peberbusken og surbundsbedet i baggrunden. Den gule busk helt i baggrunden kan jeg simpelthen ikke identifice

- til jer alle ønskes I med dagens buket af rosenknopper. Sne må vi kigge langt efter.

Solen trængte igennem skyerne lige efter frokost i dag, så det blev muligt at lave et lille indlæg derudefra. Jacob hedder denne julerose, som er en rigtig julerose (helleborus niger). Den næste er derimod en påskeklokke (helleborus orientalis), som bare blomstrer tidligt, og det samme gælder for den med pink blomster. I modsætning til tidligere år har jeg i år ikke købt frendrevne juleroser som julepynt, da jeg har erfaring for, at de ikke har nemt ved at vokse videre i haven. Ellers er det selvfølgelig ret småt med blomster; men Graham Thomas, rudbeckia og høstkrokus kan da stadigvæk levere nogle, omend lidt forkølede, blomster. Pieris jap. Magic Merlot købte jeg som julepynt i 2013. Den overlever og ser sund ud, men bliver nærmest mindre og mindre med årene. Magnolia grandiflora ved det ikke; men i år bliver den ikke pakket ind. Allerhøjst dækker vi stammen og jorden omkring den med kompost og halm eller grene. Tidligere har vi spændt grenene sammen i en s

I skovhaven er der lige nu en enkelt julerose, der blomstrer, og den er sådan placeret, at vi kan se den, hver gang vi kører ud og hjem, dvs man skal nok vide, at den er der, for at lægge mærke til dens hilsen. Hjerter på husets døre er blevet en fast decembertradition. I år brugte jeg fraklip fra en æresport til et  diamantbryllup i form af buksbom og voksen vedbend (også kendt som buskvedbend). Den voksne vedbend hentede jeg i skovhaven hvor busken med årene har udviklet sig til en mange meter høj plante med et ahorntræ som klatrestativ. Beskrivelsen af den på en planteskoles hjemmeside som en "lille, stedsegrøn busk, der bliver ca. 1,5 m høj," holder ikke helt. A propos buskvedbend: For et par dage siden, da vi gik en tur rundt i skoven ved Jenle, befandt vi os pludselig i et område helt overgroet af voksen vedbend, noget, ingen af os nogensinde har set før. Det er tydeligt, at vedbenden i træerne ved Jenle ikke har haft lige så meget lys som vores. De

Solen har gudskelov været fremme i dag, dog desværre så sporadisk, at den nærmest forsvandt i samme øjeblik, jeg trådte ud af døren med kameraet. Det havde ellers været rart at have assistance fra den på min jagt efter farver i decemberhaven. Mit første billede giver genvalg til glasbær/callicarpa, som ikke tidligere har haft bær på dette sene tidspunkt. De næste tre billeder viser tre fyrretræer, som bliver mere eller mindre gule i den kolde tid. Den første og mindst gule er Pinus mugo Winter Gold. Så kommer Pinus contorta Chief Joseph, og til sidst er det Pinus strobus Louie Oven på alt det gule gør det godt med noget blåt i form af vorteroden euphorbia characias wulfenii. Den staude har virkelig wow faktor året rundt. Hortensiaen kan stadigvæk bidrage med noget blåt. Denne lille dværgberberis er tæt på at være den eneste løvfældende busk, som ikke har smidt bladene endnu.  Den er mørkerød indtil efteråret, hvor den får gyldne farver. Roser er der

Heldigvis lykkes det for solen at trænge igennem skyerne en enkelt gang imellem for en kort bemærkning; for fugtigt gråvejr lærer jeg aldrig at sætte pris på.  Så hellere en omgang frost. Den eneste og meget minimale fordel, jeg kan komme på, er, at man lærer at bruge øjnene meget mere flittigt, hvis man vil følge med i, hvad der sker i haven, end når solen oplyser den. Lige uden for køkkenvinduet står en sarcococca/kødbær, som har masser af bær i forskellige nuancer, samtidig med at de uanselige blomster er ved at lægge an til blomstring. Juleroser står på spring til at springe ud. Frøstande fra kæmpelilje/cardiocrinum. På den lave har de åbnet sig og drysset frø, mens den to meter høje stadigvæk står strunk. Der kom et enkelt solstrejf i dag, som ramte frøstandene på fladaks/ chasmanthium latifolium. Starslægtningen uncinia rubra Everflame gløder uden hjælp fra solen.  Rhapsody in Blue, anemone obtusiloba Pradesh, hvid peberbusk, aster tataricus

Også her har vi nydt de sidste tre dages solskin. Desværre vender det mørke og våde vejr sandsynligvis snart tilbage, men jeg nåede da at få taget nogle billeder af noget af det, haven har at byde på lige nu. Det ligner lidt en pilebusk, men er en staude, amsonia angustifolia blue ice. Frøstand i gul træpæon. Blomst i clematis Freckles (i drivhuset). Ambratræ/ liquidambar belyst af formiddagssolen. Frøstande af en klematis højt oppe i et hyldetræ - også belyst af formiddagssolen. Gul fasanbusk/ leycesteria formosana med flotte, mørkerøde frøstande og alle blade intakte. Guldazalea også med alle blade intakte. Glasbær/ callicarpa igen igen. Mon ikke de kan holde sig friske i noget udendørs decemberpynt, hvis de får en omgang lak. Det håber den lille familie i hvert fald.