hortofilia

Maj 2023 oplever jeg som helt forrygende, selvom vi indtil i dag har gået og jamret over tørken. Sidste år ved samme tid humpede jeg stadigvæk rundt med eftervirkningerne fra en brækket ankel. Måske er det derfor, jeg oplever maj i år som noget helt specielt. Collagen herover viser de træpæoner, der lige er sprunget ud. Pæoner har altid været en af mine favoritter, og jeg har jævnligt prøvet at frøforme forskellige slags staudepæoner. Træpæonerne er desværre nogle af de planter, som ikke er kommet alt for godt igennem vinteren, og derfor kan de på ingen måde kaldes blomsterrige. Heldigvis er den enkelte blomst smuk i mine øjne både i en helt enkelt version og i mere eller mindre fyldte versioner. Ostii, den lilla forneden, blomstrer for første gang. Hvilken skønhed! Den flotteste pæon som plante er uden tvivl staudepæonen emodi, som faktisk er et vellykket resultat af mine frøeksperimenter. Hurra, frueskoen Gisela, som jeg købte tilbage i 2020, har hvert år fordoblet sin vækst og er, n...

 Hvis du læser med både på Hortofilia og Høneballen på Samsø , har du muligvis bemærket, at Søren og jeg i tirsdags var på havebesøg  i Dorte Seerups spændende skov- og rhododendronhave og derefter fik besøg her i haven af Dorte og Rikke og Fru Høneballe.  Lisbeth er en mester til at få den slags stablet på benene, og som altid, når havefolk mødes, havde vi en hyggelig og afvekslende dag. Herhjemme midt under vores rundtur blev Søren og jeg totalt overrasket over at få øje på, at duetræet stod i fuldt flor. Som Lisbeth skriver, er træet vanskeligt at fotografere, sikkert fordi bladene er så lyse, at de næsten går i et med 'duerne'. Bagved står viburnum plicatus mariesii, og i modsat retning går man gennem en klematisbue. Hvis man kigger efter, vil man kunne se, at der bor to forskellige clematis Montana på buen. Den lyserøde Rubens forsvandt et år, så jeg plantede Tetrarose, der er mere pink, ved buen som afløser. Så dukkede Rubens op igen efter 2-3 år, og nu trives de i ...

Onsdag havde vi det smukkeste solskin et par timer om eftermiddagen, mens himlen i dag har været grå og utæt. Søren havde bestilt et billede af det fligetbladede tørstetræ, der som det eneste træ på gårdspladsen stadigvæk har de fleste blade i behold, og jeg var så heldig, at solstrålerne kunne nå ned og oplyse det lille træ. Uden solen kan man lidt bedre se de specielle, fligede blade. Den lange eller høje storkonval polygonatum zanlanscianense, der læner sig op ad bøgehækken, er begyndt at gulne, og  dens olivengrønne bær er blevet sorte. Nederst til højre kan man skelne en lille frøplante. Rhododendron everred er vist ved at være træt af det fugtige vejr og mere end klar til at blive flyttet ind i drivhuset. Den lave viburnum december dwarf har både blomster og blade. Bladene falder helt sikkert af, hvis vi får frostvejr i næste uge, som prognosen tilsiger. Amsonia blue ice har nydelige blå blomster om sommeren, og her om efteråret er den ligefrem skulpturel, vil jeg mene. Det s...

Her på falderebet for havesæsonen jagter vi allesammen farverne i bær og blade for ligesom at mætte øjnene med farver og fastholde fornemmelsen af  lys og liv og dermed udskyde den uundgåelige grå sæson, der nærmer sig. Om farverne er kraftigere eller svagere end de tidligere år, ved jeg såmænd ikke; men når jeg tjekker mine gamle oktoberindlæg, er det i hvert fald tydeligt, at vi her på matriklen er senere på færde i år.   Til dagens indlæg har jeg gået en runde startende ved indkørslen og sluttende ved vores sensommerbed. Lige nu er vores indkørsel nemlig stedet, hvor farverne fornemmes mest. Bærmisplerne har næsten smidt alle bladene, men bidrager til gengæld fint, synes jeg, med deres mørke grenstruktur. Bagved indkørslen ligger skovhaven, og indgangen er markeret med en sten sammen med den lave fjerbusk aruncus Horatio, som er en staude, jeg holder meget af. Lige i nærheden er troldnødden sprunget helt ud. Blomsterne skuffer lidt, idet Jelena normalt får rustfarvede ...