hortofilia

- var præget af forårstemperaturer og høj, blå himmel og fortjener bestemt et indlæg. I skovhaven får man øje på de gule blomster i cornus mas, når man lægger nakken tilbage. I surbundsbedet er det stewartiaens spidse frøstande, der ses op mod himlen. Når man kigger ned, er forskellige prydløg ved at dukke op rundt omkring. Hvad de hedder, de forskellige, går jeg mærkeligt nok ikke ret meget op i. I mellemhøjden kan man se de helt nye skud på den tidligste hortensia (Mirai), hvis løv er temmelig mørkt, dog ikke så mørkt som de nye skud. For ikke længe siden viste jeg denne krukke i drivhuset, hvor ypsilandra thibetica var hovedpersonen. Nu er lillebroren ypsilandra cavaleriei også sprunget ud. Måske kan det lige anes, at der er et ganske sart, rosa skær over blomsten. Denne lille scilla har derimod, især i skyggen, et sart, blåt skær. De blå anemoner har haft det med at forsvinde fra haven; men nu har jeg plantet dem ved foden af det tibetanske kirseb...

- blev indført i middelalderen til klostre og  herregårdshaver og blev brugt som lægemiddel. F.eks. knuste man bladene og smurte dem på pestbylder, deraf navnet pestilensurt, og stadigvæk i dag bruges ekstrakt af  knuste stængler og blade tilsyneladende som lægemiddel mod forskellige lidelser. Det er den røde hanblomst, vi fortrinsvis ser her i landet, og personligt synes jeg, den er virkelig raffineret, især i knopstadiet og når den lige er sprunget ud. Senere, når blomsterne er visnede, dukker de stor skræppeblade op, som vi alle kender, og dækker jorden. I går så jeg en gammel episode fra Gardener's World, hvor Monty Don advarede mod, at man klipper de grønne, friske blade over, når man skærer elefantgræs tilbage. Jeg mener, at hans pointe var, at man så samtidig fjernede ansatsen til aks i de nye skud. Derfor har jeg møjsommeligt fjernet de enkelte visne aks på miscanthus sin. adagio, som står med masser af grønt løv. Men det bliver nu en engangsforestilling. De ...

Selvom solen viser sig meget sporadisk for tiden, er der mange planter, som insisterer på, at foråret er lige oppe over. Pachyphragma grandiflora, for eksempel,  er ved at tage hul på sin blomstring; det plejer den nu også at gøre i februar, så der ikke tale om en rekord. Sheila Ann Germaney  hedder denne dværgiris. Hvis du klikker på linket, kan du læse om, hvordan den er blevet til. Den er mere isblå, synes jeg, end den mere kendte Katharine Hodgkin. Sidste vinter var der mange af vores helleborus, som blev ødelagt af de mange skift mellem frost og tø. I år står de derimod flotte og ranke og med de fineste blomster. Sådan en frøplante som den følgende synes jeg er en fryd for øjet, ikke mindst fordi man lige kan skimte de gule frødragere under mange af blomsterne. Den næste, lidt løse gruppe ser umiddelbart ud, som om det er den samme blomst over hele linjen; men skinnet bedrager, som man finder ud af, når man kigger nærmere på blomsterne. Nu...

Det var min plan at tage solskinsfyldte billeder i dag; men sådan skulle det ikke være.Vinteradonis kan ellers konkurrere med krokusserne i den henseende. I drivhuset står denne flade krukke med forskellige dværgsurbundsplanter. Ypsilandra tibetica hedder den blomstrende staude.med de blå støvdragere. De to foregående dage har jeg fjernet gamle blade fra næsten alle påskeklokkerne, og det blev til tre fyldte sække, som skal på lossepladsen. Nu kan man meget bedre se de udsprungne blomster. Rosa viridiflora har en enkelt og ganske nydelig blomst tilbage, som rådyrene har ladet sidde. Man må da sige, at rosensæsonen er utroligt lang; for på rigtig mange af planterne er de nye blade godt i gang med at skyde frem.

clematis winter beauty i drivhuset Det bliver spændende i 2019 at finde ud af, om/ hvordan den exceptionelle sommer sidste år har påvirket planterne både på godt og ondt. Om der rent faktisk er en årsagssammenhæng mellem sommeren og de afvigelser, vi eventuelt får at se, kan man på den anden side kun gisne om. De forholdsvis små blomster i troldnødden har jeg allerede nævnt, og måske har sommeren stimuleret blomsterkornellen til omsider at sætte blomsterknopper an, som jeg viste i det forrige indlæg. Hvem ved? Vi har allesammen oplevet, at vintergækker og erantis er tidligere på færde i år, end de plejer; men ellers er min oplevelse af februarhaven, at alt er mere eller mindre ved det gamle. Det vil sige, at cyclamen coum blomstrer, at helleborusblomsterne begynder at kunne ses for alvor, og at paeonia veitchii woodwardii kan fremvise en pink blomsterknop. Som vi plejer, har vi haft børnebørnene på vinterferie. Derfor har jeg ikke blogget ret meget. I stedet for...

Endelig!  Efter 7 års venten er der blomsterknopper en masse i denne blomsterkornel, som hedder cornus x Eddie's White Wonder. Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne i går, da jeg snusede rundt efter forårstegn i den ret så stille vinterhave; men den er skam god nok. På en amerikansk hjemmeside fandt jeg nemlig følgende billeder, så med mindre en forårsstorm kommer hærgende og knækker alle grene, skulle vi få masser af hvide blomster at se i maj-juni. Cornus x Eddie's White Wonder Anne Marie  hævdede, da jeg købte den, at kornellen allerede blomstrer som ung plante, og det kan selvfølgelig diskuteres, hvad der er ung i plantesammenhæng. Forrige år blomstrede vores duetræ for første gang i tyve år, og med tulipantræet er vi stadigvæk i venteposition efter lige så mange år; men i alt fald har vi indtil nu kun haft fornøjelse af kornellens flotte efterårsløv i oktober måned. Desto større er nu forventningens glæde. Knopperne i cornus mas minder i opbygning...