hortofilia

Det er mest efterårsløvet, man lægger mærke til derude i disse dage, men blomster er der dog stadigvæk, omend de er ret så spredte og vejrbidte. Rosenknopperne skal vi nok ikke forvente at få at se i blomst, selvom enkelte stadigvæk lykkes med at springe ud. Den klatrende stormhat kom til syne, da den vingede benved begyndte at smide sine blade, og rundt omkring er der små farveklatter i de samme nuancer i form af blomster i forskellige storkenæb. Den sidste høststenbræk står med blomster. På afstand ser den såre sølle og forpjusket ud, men den enkelte lille blomst er faktisk rigtig fin. Det samme kan man sige om skumblomst/ tiarella. Russisk mandstro er derimod i gang med en iøjnefaldende genblomstring.  Plejer den det? Jeg er i tvivl. Ampelpileurt sår sig selv og er først klar til at blomstre i sensommeren. Hortensiablomsterne holder fast i farven længe, og floksen i forgrunden er forlængst afblomstret, men leverer alligevel små farveklatter. Abies koreana Ice Breaker er nok en a...

Guldbåndsliljen er ikke helt hårdfør her i landet. Derfor overvintrede den indenfor og endte som krukkeplante. Da den blev gravet op sidste sensommer, havde den sat en del sideløg, og jeg er spændt på, om den gør det samme i år, selvom den står i en krukke. Den anden lilje hedder Eyeliner, og når man zoomer ind, bliver det tydeligt, at navnet er velvalgt. Forhåbentligt siger det ikke noget om min personlighed,  at jeg har en forkærlighed for stikkende planter som f.eks. berberis, tidsler og mandstro.  Tidslerne er allerede blomstret af, mens mandstro er godt i gang med blomstringen.                        violetta                                                  big blue                                  ...

gøgeurt - dactylorhiza x grandis blackthorne strain  - skolebørnene har fået sommerferie, solen skinner, det har regnet, og planterne trives så godt, at haveejeren er nødt til finde saksen frem for at  holde dem i ave. Kort sagt: en herlig tid! De seneste to tre år har vi ikke besøgt ret mange haver. Det giver ellers altid masser af inspiration, og det gælder også et besøg, vi for nogle år siden gjorde på Asperupgård på Fyn med et utal af spændende træer. Et af dem var robinia viscosa, et forholdsvis lille træ, som der nu står et blomstrende eksemplar af på vores gårdsplads. Den skal ikke plantes, hvor det blæser, men er ellers robust og har allerede leveret den første frøplante. Slyngplanten tropaeolum speciosum ville invadere hele surbundsbedet, hvis den fik lov. I år har den kastet sin kærlighed på en rhododendron med de flotteste grå nye blade. Martagonliljer og de første mandstro understreger, at højsommeren venter lige om hjørnet. Et par roser til sidst, først Hot Chocol...

I mit indlæg i sidste uge lagde jeg op til, at mine indlæg for tiden skal illustrere en rundtur i haven, og  jeg har måttet konstatere, at det er en forfærdelig spændetrøje, jeg der har iført mig. For egentlig plejer jeg mere eller mindre at lade kameraet bestemme, hvad et indlæg skal handle om. Måske er det derfor, jeg fortsætter rundturen i dag med at beskrive slutningen, dvs de bede, som ligger længst væk fra boligen og længst mod syd. Det er især det område, vi kalder sensommerbedet. Bedet herover viste jeg for ikke så længe siden, men nu har jeg flyttet fokus en lille smule, så man forhåbentligt kan se, hvor fint den hvide kvæsurt spiller sammen med spydverbenaen, og hvordan rispapirplantens store blade ligesom sørger for at fastholde jordforbindelsen. Rispapirplanten/ tetrapanax papyrifer blev plantet ud sidste sommer, selvom den her er på grænsen af sin hårdførhed, og det ser ud til, at en tipi af grangrene er tilstrækkelig vinterbeskyttelse. Hvis man har bestemt sig for at ...