hortofilia

Allerede i november 2012 lagde vores belle de boskop æbletræ sig om på siden efter en intens  regnvejrsperiode; men Søren formåede at rejse det op igen, og ved hjælp af et støtteben har det overlevet lige til i onsdags, hvor en lignende omgang regn gav det dødsstødet. Denne gang står det ikke til at redde, og det kan heller ikke undre, når man ser, hvor gennemhullet stammen er lige over jordoverfladen.  Træet har sat mange æbler an, som man kan se på kronen. De seneste år er de dog blevet mindre og mindre, så det er godt, vi fik plantet en afløser sidste år; for når man først har vænnet sig til at have belle de boskop æbler, er de svære at undvære. Noget helt andet: Salvie holder jeg meget af, altså ikke krydderurten, men stauderne, og især dem med intense, mørklilla farver; men de trives ikke i vores tunge lerjord. Derfor havde jeg en plante i en krukke for et par år siden, og lige siden har der været selvsåede salvier der, hvor krukken oprindeligt stod. Piksten og grus passe...

Hold op hvor har det blæst i dag! Valnøddetræet har mistet en stor gren, og når vi går på græsset under æbletræerne, er vi ved at glide, fordi der ligger et tæt lag små nedfaldsæbler.  Det beklager vi nu ikke, for der er i forvejen sat alt for mange æbler an. Dværgvarianten af formosaliljen er så lav (15 cm), at vinden ikke kan få fat i den, mens kongeliljen svajer faretruende for vinden med sit tunge hoved. Jeg har besluttet ikke at binde den op, Hvis den knækker, er der lagt op til en flot buket. Med det næste billede er vi på gårdspladsen, hvor det gamle vandværk er beplantet med forskellige bunddækkeplanter og enkelte buske.  Der står desuden altid forskellige krukker. I år kan vi nyde synet af en forholdsvis lav gladiolus - Charm hedder den - som jeg glemte at plante ud i et bed. I år er jeg med på pelargonietrenden. Hvad denne her hedder ved jeg ikke; men blomsterne starter forholdsvis rent orange i udspring og bliver efterhånden mere og mere ferskenfarvet. Den samme udv...

Ingen indledende manøvrer i dag - jeg kaster mig lige ud i de udvalgte planter. Lilium formosanum pricei er en finurlig lilje - på samme tid stor og lille. Den længste stængel er kun 26 cm lang, mens blomsten måler omkring 14 cm. Det allersjoveste er, at der i år er dukket en håndfuld små, græslignende frøplanter op rundt omkring planterne. Dem tror jeg, at jeg vil lade stå og passe sig selv. Det ser ud, som om vi har haft held til at skabe et miljø, den trives i, en lun og veldrænet plet foran stenene, der danner sydkanten i spaltebedet. På et tidspunkt i udviklingen ligner knoppen nærmest næbbet på en pelikan. Jeg har et par gange set løg eller småplanter af den til salg på plantemarkeder i sensommeren og kan absolut anbefale, at man forsøger sig med den. For to indlæg siden viste jeg kæmpelilje/ cardiocrinum giganteum. Der er en enkelt blomst tilbage, men heldigvis udvikler den iøjnefaldende frøstande henover sensommeren, og begyndelsen til  dem kan allerede a...

Og juli måned plejer at være liljetid og tyder også på at blive det i år på trods af det usædvanlige sommervejr. Lankon forsvandt for mig sidste år, så i år er den plantet i en høj krukke og ser ud til at trives med det. Lilium formosanum pricei har derimod overvintret ude, men på et veldrænet og lunt plantested. Den korte stængel er helt efter bogen og skyldes ikke tørken. Tørken kæmper vi vist ellers allesammen med, og det kan sommetider undre, når man ser, hvilke planter der lider, og hvilke planter der klarer sig ok. I skovhaven er den gamle kurvebregne temmelig medtaget, mens den store hosta Empress Wu ser uberørt ud bare to meter væk, selvom den blev omplantet i efteråret. Frances Williams og den hvide astilbe ser også upåvirkede ud. En bonus ved tørken er, at de store græsser i sensommerbedet ikke har vokset vildt og blodigt i år, så vi stadigvæk kan færdes på stierne. Det var umuligt sidste år. De sentblomstrende veronicastrum er dem,  d...