hortofilia

Stormen Lilian ramte vores lille land meget forskelligt,  og om det var stormvejr, vi oplevede, eller bare kraftigt blæsevejr, skal jeg ikke kunne sige; men faktum er, at vi har været ved at drukne i nedfaldsæbler,  at to små træer måtte lade livet, og at en del grene har skullet fjernes. Hvad æbler angår,  så ser det ud til at der går en rum tid, før de ikke længere vil give os sved på panden.  Det ene træ, der måtte lade livet, var en 7 år gammel robinia viscosa. Vi er så heldige, at den har sået sig selv, og en af frøplanterne flyttede vi til et område af køkkenhaven,  hvor den har fået lov til at udvikle sig vildt. Nu har vi beskåret den kraftigt og ser frem til at følge dens udvikling. Den står et perfekt sted med både læ og masser af sol. Måske ender den med at blive lige så flot som den, vi så og beundrede på Asperupgård i 2016. Det er lidt mærkeligt,  at nabotræet Himlens syv sønner gik helt fri. Dens grene er ellers ret skrøbelige, men turbulensen ...

I dag øsregner det, og jeg tvivler på, at det overhovedet når at blive lyst. Græsplænen er ved at være dækket af blade, og brændeovnen buldrer. Sommertiden er endegyldigt slut. Igen en perfekt dag at tilbringe foran skærmen. På det første billede er det blåbær og fligetbladet bøg, der lyser op. Lidt derfra er gunneraen stadigvæk grøn. Den plejer ikke at få interessante høstfarver; men når man kigger ind under skørterne, lyser de nye, rustfarvede skud alligevel op. Ved indkørslen er det nogle afblomstrede liljer, der både lyser op og giver noget struktur, og i nærheden er det en gulbroget kornel, som i år har udviklet flotte efterårsfarver. I vores "varme" bed blomstrer disse tre ferskenfarvede planter stadigvæk. Det er rosen Pirouette, dahliaen Labyrinth og krydsningen digiplexis. Den sidstnævnte overvintrer muligvis, men det klogeste er nok at grave den op. Så kan de tulipaner, jeg har købt i samme nuancer, overtage pladsen. Jeg har i flere år forsøgt at få mørklilla blomste...

 På det forrige indlæg var startbilledet en bunke hø så at sige, og det forsøger jeg at råde bod på i dag ved at starte med et aftenbillede af blomsterkornellen cornus Eddie's White Wonder. Blomstringen varer kun kort, men er smuk, så længe den varer. En anden busk med smukke, hvide blomster er en kvæde/ chaenomeles speciosa yukigoten. De fyldte blomster ligner næsten små roser og sidder nede i centrum af busken på typisk kvædemaner. Selve kvædebusken danner nogle lange grene og kræver faktisk en del plads. Den første pæon er sprunget ud. Steveniana hed den, da jeg for mange år siden købte den hos Rare Plants i England. Nu har den vist skiftet navn, som det efterhånden tit sker. Guldkop/ hylomecon jap.kunne godt ligne et bunddække, men visner fuldstændigt ned efter få uger, så det er ingen god ide at bruge den på den måde. Gul valmuesøster/ meconopsis cambrica er på en måde kønnere end guldkop, synes jeg, og er fin, når den står  som her i bunden under en stor busk; men h...

Sidst i november viste jeg vores stynede piletræer, som dengang havde næsten to meter lange grene. Her i januar har Søren beskåret dem, så de nu er klar til en ny sæson. Salix gracilistyla 'Mount Aso' viste jeg også, og dengang havde den stadigvæk blade. I dag er det de lækre gæslinger, der stjæler billedet. På gårdspladsen er cornus Eddie's white wonder fyldt med knopper, som i maj springer ud som de smukkeste, hvide blomster. Troldnød er svær at fotografere, fordi den er så åben i væksten. Selvom den beskrives som en busk, der ikke trænger til beskæring, har jeg alligevel overvejet at gøre det for at få en mere samlet busk ud af det. Men måske er det noget pjat????? Der sker hele tiden en lille smule med de vinterblomstrende planter.  Sidste år blev jeg nødt til at anskaffe en ny havesaks og landede på en allround, japansk saks, som hedder Okatsune.  Jeg lod mig friste af butikkens tilbud om gratis levering, hvis jeg købte lidt mere, og investerede i en lille, spids sag...