hortofilia

Den sidste uge har været rigtig kedelig rent havemæssigt  - grå, trist, stillestående og uinspirerende. I dag var vi dog så heldige at have besøg af solen, samtidig med at rimen blev liggende et stykke op ad dagen. Thalictrum splendide var smuk i blomst, men er  mindst lige så smuk i dag  i sin rimdragt. En typisk blomst fra en frøplante.

Haven ville være en uformelig og uoverskuelig størrelse, hvis ikke der var hække til dels at at afgrænse og definere de forskellige haverum, dels danne en rolig baggrund for de forskellige bede og sidst men ikke mindst skabe læ for dyr, planter og mennesker. Den ældste hæk er bøgehækken mod nord, som jeg vil gætte på er omkring 70 år gammel, 4 meter høj og 80 meter lang.                              Der er en helt speciel stemning på bagsiden af hækken med det næsten uendelige kig mellem hækken og lætræernes stammer, og jeg ånder lettet op, hver gang klipningen er vel overstået.                                Den "nye" bøgehæk fra 1992  med de to buer forbinder/adskiller prydhaven og skovhaven mod vest og danner en rolig baggrund for det gamle staudebed. Selvom hækken sikkert træder mere frem, jo ...

-er mit skrækscenarie. Når man ser de slatne påskeklokker i dag, er det svært at forestille sig, at de retter sig og kommer til at blomstre. Derimod står slangeskæg, det sorte græs, fuldstændig uanfægtet af vejret. Pga dens eksotiske udseende har jeg altid regnet den for en sart plante; men den er faktisk både hårdfør, breder sig godt og blomstrer. Et nærbillede af vedbenden red cascade viser, at den står med store, flotte røde knopper. Den er en fantastisk plante hele året rundt.  Et kig langs nordsiden af den gamle bøgehæk. En klynge vintergækker bag hækken. Og det tredje og sidste kvashegn, som erstatter et nedslidt pilehegn som læ mod nordvestenvinden.

Det fantastisk fine i dag vejr blev benyttet til at føre planen om et kvashegn ved mit rodehjørne ud i livet. Søren havde i forvejen hamret pælene ned, og grenene var rimeligt klar, så det tog et pat timer plus en times finpudsning og oprydning. Der er udelukkende brugt kirsebærtræ - hassel havde nok været lettere at presse sammen; men til gengæld er er der mere farvespil på kirsebærgrenene. Det bliver rigtig rart, tror jeg, fordi hegnets afgrænsning giver en hyggelig rumfornemmelse Til sidst var jeg lige rundt for at kigge på vintergækker. Der er mange smågrupper; men mit mobilkamera er desværre ikke godt nok til at fange dem.