hortofilia

Davidia involucrata er duetræets navn på latin. Træet er opkaldt efter den første europæer, som beskrev træet, nemlig en fransk missionær ved navn Fader Armand David, som hjemførte en del planter fra Kina i anden halvdel af 1800 tallet. Jeg har forsøgt at google kinesernes oprindelige navn for det smukke træ, og det viser sig minsandten  at være netop duetræ. Englænderne kalder det handlerchief tree, og det forstår man jo sådan set godt, selvom duetræ er et langt smukkere navn. Det nytter ikke at spørge mig, hvor gammelt vores træ, for det har jeg simpelthen ikke styr på, men jeg kan med sikkerhed sige, at vi købte det i det forrige århundrede:-) Mens duetræet er et smukt og stateligt træ, vil jeg snarere beskrive hjultræet som eksotisk og finurligt. Trochodendron betyder direkte oversat hjultræ, og jeg har læst flere forskellige forklaringer på valget af netop det navn. Den forklaring, jeg er mest tilbøjelig til at fæste lid til, er, at dels sidder blomstens støvdragere som egerne...

Onsdag havde vi det smukkeste solskin et par timer om eftermiddagen, mens himlen i dag har været grå og utæt. Søren havde bestilt et billede af det fligetbladede tørstetræ, der som det eneste træ på gårdspladsen stadigvæk har de fleste blade i behold, og jeg var så heldig, at solstrålerne kunne nå ned og oplyse det lille træ. Uden solen kan man lidt bedre se de specielle, fligede blade. Den lange eller høje storkonval polygonatum zanlanscianense, der læner sig op ad bøgehækken, er begyndt at gulne, og  dens olivengrønne bær er blevet sorte. Nederst til højre kan man skelne en lille frøplante. Rhododendron everred er vist ved at være træt af det fugtige vejr og mere end klar til at blive flyttet ind i drivhuset. Den lave viburnum december dwarf har både blomster og blade. Bladene falder helt sikkert af, hvis vi får frostvejr i næste uge, som prognosen tilsiger. Amsonia blue ice har nydelige blå blomster om sommeren, og her om efteråret er den ligefrem skulpturel, vil jeg mene. Det s...

I sit ugentlige tirsdagsindlæg  i denne uge fokuserede Lisbeth på alle sine svævende kugler i alle mulige  skønne farver, og det har inspireret mig til at spinde en løs ende i dette indlæg om nogle blomster og deres former. En kugle er vel en kugle, indtil formen bliver opløst. Alliumhybriden Purple Rain opfatter vi stadigvæk helt klart som en kugle, omend den er løs i strukturen; men hvad med amsonia Blue Ice? Her er kugleformen for alvor ved at være truet, idet de fleste hoveder ligesom flader ud forneden. Når kuglen åbner sig op, men stadigvæk er fast og samlet i formen, bruger man betegnelsen kop- eller skål-  eller bowleformet. Det er balkanpæonen paeonia  peregrina et godt eksempel på. Det samme er blomsterne i stewartia, og det sjove er, at de fastholder kopformen efter at være faldet af træet, hvad enten de lægger sig i græsset eller i en rhododendron. Sidste år leverede klematis Pacific Cup kun en enkelt blomst, og det skete først hen i november måned. ...

Sensommerbedet/ seniorbedet/ gyllebedet startede vi på i 2014, da vi fik fjernet to store gylletanke, som ikke længere havde nogen funktion. På grund af beliggenheden mellem selve haven og erhvervsafdelingen skulle beplantningen være robust og ikke alt for forædlet, og vi landede på planter som græsser, kæmpeærenpris, asters og kvæsurt med flere. På vej om til bedet kommer man forbi nogle store stauder. Den hvide pæon emodi ses ikke tit i planteskolerne og er dyr, når man tjekker i netbutikkerne. Det kan godt undre mig lidt, for den trives utroligt godt i vores lerjord.  Måske er den enkle, hvide blomst mindre populær hos haveejere end de store lyserøde pæonblomster, der springer ud i juni, og derfor er den måske ikke smart for havecentrene at have i deres sortiment. Bag ved emodi står parasolblad /  astilboides tabularis, hvis glansperiode er maj-juni, hvor den har friske, grønne blade. Dens blomstring består af en latterlig lille hvid dusk, som i mine øjne ove...