hortofilia

Frostvejret har sat en effektiv stopper for udviklingen i haven, og påskeklokkerne ligger slatne hen ad jorden. Sådan må det nu engang være, og det virker helt rigtigt med en omgang frost, som gerne må blive liggende nogle dage endnu. Når så tøvejret vender tilbage, vil forårsløgene for alvor sætte skub i udviklingen. I mellemtiden kan vi nyde synet af en klar, blå himmel og lyset, som er stærkt på vej tilbage. I drivhuset er to forskellige slags krinolinenarcisser i gang med blomstringen. Den sartgule Julia Jane er den frodigste, mens den cremefarvede (cantabricus var. foliosus) er mere beskeden, men dog har en del knopper på vej. De er i mine øjne utroligt elegante, og det græslignende løv matcher blomsterne helt perfekt. Det eneste minus er, at de ikke overlever ude i haven - jeg har prøvet. Penselfyr/ pinus parviflora har jeg en vis forkærlighed for,  især hvis nålene variegerer. På min ønskeseddel har der således i flere år stået en dværgpenselfyr med det japanske tilnavn  tanima

Måske er der gået rigeligt med Morten Korch i dagens nostalgiske overskrift, men mindre kan ikke gøre det. Æbletræerne er blandt de ældste træer her i haven. Æblelunden blev plantet i 1930erne og har igennem årene leveret tonsvis af æbler. Skovfogedtræet herunder regner vi med er plantet som værnetræ, og da stuehuset er bygget i 1898, har træet sandsynligvis nogenlunde samme alder. Mens de blomstrende æbletræer er et poetisk syn i maj måned, er det frugtbarhed, der er nøgleordet, når vi kommer til august-september. 2018 var et helt specielt haveår, idet den voldsomme storm Johanne hærgede i starten af august og blæste størstedelen af dette års enorme æblehøst af træerne. Æblerne rullede rundt under fødderne og gjorde det risikabelt at færdes der, så  børnebørnene vurderede, at der måtte sættes et advarselsskilt op, så dårligt gående ville afholde sig fra at bevæge sig ud  i det farlige område under træerne. Også Skovfogedtræet blev hårdt ramt. Ugen efter blev Sørens arme længere og læn

Der er vist generel enighed om, at der er blevet færre og færre havebloggere i tidens løb, og her i den stille tid har jeg scrollet lidt rundt i Google Analytics for min egen blog for at se, om der også her kan konstateres en nedgang i besøg, og for i det hele taget at blive lidt klogere på, hvordan trafikken på bloggen forløber.  Det første, jeg kan konstatere, er, at trafikmængden generelt er stort set uændret, og det samme gælder det antal kommentarer, der bliver lagt. Bloggen blev startet i november 2011, og efter en indkøringsperiode på godt et år har trafikken været stabil. svamp på et gammelt æbletræ Det næste, jeg kan konstatere, er, at trafikken generelt er størst i vintermånederne, ikke voldsomt meget større end resten af året, men dog tydeligt større.  I vinteren 2014-15 gik trafikken dog helt amok, og jeg gætter på, at forklaringen er, at det må være robotter, der har været på spil. Magnolia grandiflora Maryland  med fodpose af buksbom Noget der har undret mig længe er at d

  Både sol og sne er efterhånden en sjælden foreteelse, så da de dukkede op samtidig i dag, måtte jeg en tur ud i blæsten og tage billeder. Det første billede viser vores sensommerbed, hvor det umiddelbart er de store elefantgræsser, der dominerer; men hvis man giver sig tid til at kigge nøjere efter, er der også andre græsser, hvor sneen og solen har forskønnet frøstandene. Det første billede herunder  er kæmpehavre/ stipa gigantea, hvis lange stængler med frøstande ellers oftest knækker, når de får en vis alder. Det andet billede viser fladaks/ chasmanthium latifolium, som er et relativt lavt græs, som står i ly af de høje planter i bedet. Det var morsomt at se, hvor forskelligt sneen har lagt sig på de forskellige træer. Hanesporetjørnen har totalt afvist sneen, mens den har lagt sig, hvor der var læ, på den flettede og stynede pil,   Magnolia grandiflora og parasoltræ/ sciadopitys verticillata ser ud til at have blade og nåle, hvor sneen nærmest limer sig fast, altså på nordsiden.

 For folk, som følger med på Hortofilia, er det ingen hemmelighed, at jeg sår  en hel del  især staudefrø hver vinter, og at cyclamen er en planteart, som figurerer på frølisten år efter år. Når cyclamenplanterne har opnået en vis størrelse, ender de i lerpotter i mit sandbed/ sandplunge. Ideen med sandbedet er at, det sørger for dræn og lys og vand til arter, som godt tåler at vokse ude, men som ikke kan klare sig i vores fugtige lerjord.Ligeledes er det her, de frostsarte arter opholder sig, når der ikke er frost i sigte. Imidlertid har jeg oplevet, at regnen i perioder kan blive så overvældende, at knoldene rådner, selvom de står i sandbedet, og et enkelt år var sommeren omvendt så tør oven på en gennemvåd vinter, at de derefter skrumpede ind til ingenting. Det samme skete for nogle forskellige vintergækker, som også holder til i sandbedet. Det er så trist at finde flere tomme potter i juli/august, når jeg tjekker deres indhold og eventuelt omplanter dem og fornyr jorden i dem  Derf