hortofilia

Hvor skønt at se solen igen efter flere dages blæst og dunkelhed. I samspil med lidt rim kan den gøre selv ret så banale planter interessante og friske at se på. Jeg ved ikke, om man overhovedet kan tillade sig at bruge det udtryk om planter; men jeg tænker f.eks.på  denne gode gamle enebærbusk. Denne daphne har fået hvide bladrande. Det sammen gælder alunroden crimson curls. Papirbarklønnens smukke stamme skal også med. To blomster i Händel, som i den kolde tid er sart gule i stedet for hvide med rød kant. Den brogetbladede kristtjørn bliver også belyst. Det samme gælder stipa tenuissima ponytails, som jeg håber har selvsået sig så meget, at det kommer til at give et blødt præg på bedene øst for stuehuset. At det er et begrundet håb, viser de små frøplanter på det næste billede. Men dagens clou er....... de første blomster i troldnødden. De vil blive fulgt nøje i den næste tid.

29. december var en rigtig kold, mørk og blæsende dag her i det vestjyske. Vi tog en lille tur til færgelejet ved Sundsøre for at se efter sæler. Der var ingen; men her kommer nogle billeder fra området.

hvor har vi været heldige med julevejret - der er ikke noget så opløftende som en smule sol, når dagene ellers er korte og mørke, og der går næsten sport i at finde tegn på, at foråret venter lige om hjørnet. Der er f.eks. de mørkegrønne skud på den benved, der hedder "red cascade", et meget almindeligt, men ganske dejligt lille træ året rundt. Køkkenhaven får mig til at tænke på Åkjærs udtryk kålgårdshaven. kattene er mestre i at finde et sted, hvor de kan få max udbytte af solen. Forrest i surbundsbedet blomstrer denne hvide lyng. Lyng er ellers en plante, jeg har haft svært ved at få til at trives, også selvom jeg synes, jeg har givet den de rigtige vækstbetingelser.  

- gik jeg en hurtig runde med kameraet, efter at anden var sat over. Denne hjemmegjorte helleborus så ud til at nyde det milde vejr. Set på tæt hold var det tydeligt, at cornus mas'en havde store knopper. Min lille yndlingsfyr "sea urchin" var lækker som sædvanligt. I drivhuset stak de specielle vintergækker bladene frem i deres lille krukke. Og foran køkkenet har den hvidblomstrede peberbusk blomstret i mere end en måned. Den dufter også skønt. Men julens højdepunkt har uomtvisteligt været lille Thomas, der blev født 40 dage for tidligt d. 20 september. Han er en rigtig lille guttermand.   

Solen skinnede her til formiddag, så jeg gik en runde i haven og tog lidt billeder, selvom det var koldt for fingrene. Jeg forsøgte at fange solen, der lyste op på forskellige planter. Først var det 2 alunrod. Dernæst var det en bispehue, epimedium wushanense caramel, med spættet og næsten "stedsegrønt" løv.  Lige ved siden af står der nogle yuccaer, bagved dem en opstammet brogetbladet buksbom, og man kan lige skimte et par af Sørens stensvampe i højre side. I skovhaven står to hjortetungebregner og ser friske ud.  Ingefærbladene er heller ikke blevet påvirket af frosten.  Til sidst fangede jeg en klatrehortensiabusk først uden og dernæst med solbelysning.  

Hvor var jeg heldig i dag - efter søgning i årevis efter en opskrift på nogle havregrynssmåkager, jeg yndede at bage i tidernes morgen, og som ikke flød ud under bagningen, da fandt jeg denne opskrift. Den er desuden superenkel, og man kan sagtens nå at blive klar til bagning, mens ovnen bliver varm. Havremakroner (ca 40 stk) 50g margarine 75g sukker 1 æg 25g mel ½ tsk bagepulver 100g havregryn Evt revet skal af ½ citron Margarine og sukker røres blødt Ægget røres i De øvrige ingredienser røres i Dejen sættes på plade midt i  ovnen med 2 teskeer (flyder ikke væsentligt ud) Bagetid ca 10 minutter ved 180 - 200 grader

Hold da op, hvor har dagen i dag været mørk, våd og trist. Jeg tvang mig selv ud med kameraet kl 15 for at finde noget, der kunne sætte lidt kulør på det hele. Jeg fandt dette nyanskaffede ahorntræ, acer palmatum sangokaku, som efter sigende bevarer den røde farve på grenene. Jeg glæder mig til at se løvet til foråret. I et lille bed fandt jeg en kombination af alpeviolløv og dagliljeløv med en nedvisnet heuchera palace purple i baggrunden. I surbundbedet lyser pieris jap. variegata godt op. Den købte jeg oprindelig som en 10 cm høj stikling på åben have besøg.  Forrest i surbundsbedet står en lille rhododendron med blåligt løv - lepidostylum, tror jeg nok. Selvom det er en lille plante, sætter den alligevel sit præg på bedet. Det sidste billede er Søren og jeg ikke enige om hvad er. Han mener, det er hostaskud, mens jeg holder på, at det er en trillium, der er alt for tidligt på den. Hosta synes jeg nemlig er temmelig sene til at komme i gang, mens trillium kan være bland...

I dag såede jeg frø af denne meconopsis. Det har jeg gjort mange gange før totalt uden succes; men da den også er vanskelig at få hold i som plante og få til at trives, forsøger jeg igen en gang. Jeg sætter frøbakken i den kolde mistbænk og lader naturen gå sin gang. Jeg har besluttet, at frøene får en chance mere i 2013, hvis de ikke spirer i år. Jeg er ellers desværre tilbøjelig til at smide frøene ud, hvis der ingenting sker det første år. Jeg overvejer så småt at så en portion mere efter jul - 2 lodsedler er vel dobbelt så gode som en. Den mere kendte blå meconopsis såede jeg friske frø af i sommerferien. Den hvide variant er så langt den mest frodige og livskraftige variant her i haven, så den har jeg ikke taget frø af i flere år. 

Efeu er en dejlig, men også særdeles livskraftig plante. Når man lader den gro op ad en stamme, ligner det på afstand et spændende stedsegrønt træ. Men når man kommer tættere på, bliver det tydeligt, at det grønne er en voksen efeu. E t andet sted er det ikke en voksen efeu, der klatrer op i et udgået elmetræ; men til gengæld deler den pladsen med en klatrehortensia, hvilket giver forskellige udtryk alt efter årstiden. Om foråret dominerer hortensiaens blomster. I vinterhalvåret ser man en grøn søjle omkranset af gyldenbrunt filigran. Når man går tæt på, bliver det tydeligt, at hortensiaen står med store, svulmende knopper. Man kan også tydeligt se hortensiaens stamme, der slanger sig op gennem det grønne efeu.

Skal træpæoner vinterdækkes, eller er det ikke nødvendigt?  Jeg har valgt en kompromisløsning, sådan at de mindste og nyeste bliver dækket med grangrene og de største og ældste må klare sig selv, måske med en fodpose af blade. Den største og ældste træpæon, vi har, er den, der hedder delavayii.  Dens mørkerøde blomster er ret små, men spiller fint sammen med det mørke løv.Som man kan se, er der dog ikke meget pynt ved den i vinterhalvåret. Jeg fornyer den i øvrigt jævnligt ved at fjerne de ældste grene ved jorden efter afblomstringen. Den næste pæon, jeg vil beskrive, er en rockii hybrid med navnet xue lian. Den får de typiske, lækre rockii blomster i maj og står med sine dekorative frøstande i den kolde tid. Det er sådan set for dårligt, at jeg ikke sår frøene; men jeg synes, der går alt for mange år, før frøplanterne begynder at blomstre. En af dem, jeg har dækket, hedder shima nishiki . Når den er gammel nok, får den rød- og hvidstribede blomster; men indtil vi...