hortofilia

  I mange år har det været en af efterårets mange opgaver at flytte vores krukker med kamelier i sikkerhed i drivhuset. Fordi det kniber både med pladsen og kræfterne, har vi plantet dem ud i surbundsbedet med en enkelt undtagelse, nemlig den småblomstrende camellia rosthorniana Beauty Blush.  Den nyder vi synet af, hver gang vi går ud og ind af døren. Vi er super godt tilfredse med vores nye naboer. Når man kommer fra en gård med en fri  udsigt ud over marker og bakker, skal man lige vænne sig til at have andre mennesker så tæt på, men det er gået forbløffende godt. Det eneste fjendtlige element i paradiset er en solsort, som sætter en ære i at rasere vores stensandwich fem minutter efter at jeg har plantet den til. Søren  ønskede sig et flerstammet hjertetræ ligesom i den gamle have, og jeg fandt et fint eksemplar, synes jeg, i sidste uge. Det glæder vi os til at følge udviklingen af. Klitfyrretræet pinus contorta Chief Joseph er begyndt på sit årlige farveskifte f...

Uanset om man har et pyntegen eller ej, har vi sikkert allesammen med årene udviklet nogle traditioner for, hvordan vi pynter op til jul både ude og inde. Vi har således vænnet os til, at der skal stå en plante med en lyskæde i vandværksbedet på gårdspladsen.  Efter at have eksperimenteret med et par forskellige muligheder,  er vi i år endt med at bruge den gule klitfyr med det lange navn pinus contorta latifolia var. Chief Joseph. Her til formiddag har jeg hygget mig med at finde information om det lille fyrretræ på nettet, og det skal mine læsere selvfølgelig også belemres med. Contorta betyder forvredet og er velvalgt som beskrivelse af klitfyr og dens vækstform i et barskt og blæsende landskab. Latifolia betyder bredbladet, og når man går ind og søger på Naturbasen, viser det sig, at den findes 3 forskellige steder i den danske natur, mens almindelig klitfyr med mindre og smallere nåle er langt mere udbredt. Varianten Chief Joseph udmærker sig ved at skifte farve med årsti...

I morgen kan vi stille uret en time tilbage, og for en kort stund vil det være lysere om morgenen. Det sværeste er at vænne sig til, at det bliver tidligt mørkt, og at dagene med et slag bliver korte.  I haven er der nogle træer, der allerede har smidt bladene, andre har endnu ikke skiftet farve eller er midt i processen, og atter andre står med det flotteste efterårsløv, man kan forestille sig.  Til de sidste hører kinesertræet/ koelreuteria paniculata med de store, fligede blade.  sinocalycanthus/ kinesisk voksbus Det mest farvestrålende motiv lige nu er dog glasbærbusken med den lille troldel/ fothergilla i baggrunden.  Nærmest midt imellem står bregnen blechnum spicant. Den udmærker sig ikke ved efterårsfarver, men ved sin skulpturelle fom. Oktobersølvlys kan let forsvinde i alt det efterårsagtige i staudebedet og reddes synsmæssigt af at have stammen på kirsebærtræet som baggrund. Norske og svenske havebloggere har for længst tømt krukkerne med frostsarte plante...

I dag har vi begge to været aktive i haven, selvom blæsten heller ikke i dag var morsom at bevæge sig ud i. Jeg tog også lidt billeder, sådan lidt på må og få For en uge siden stod stjernemagnoliaen og så trist ud med brune blomster, som var ødelagt af nattefrosten. Heldigvis har den masser af knopper, som ikke har taget skade, så nu kan vi igen nyde dens blomstring.   Især her i det tidlige forår er det en fornøjelse på rundturen i haven at holde øje med, hvad der er på vej. I dag bemærkede jeg en hvid kobjælde, som er på nippet til at springe ud, og i et andet bed er det fodblad  podophyllum versipelle, som så småt skal til at folde sig ud. Det er et under hvert forår at se, hvordan dens kæmpeblade gradvist  bliver pakket ud. Denne fyldte adonis ser ud til at stortrives  mellem stenene i spaltebedet. På sådan en råkold dag er det fristende at forestille sig, at den hygger sig i varmen fra stenen, som er opvarmet af solen. Noget lignende tænkte jeg om de små hundeta...

I mit forrige indlæg skrev jeg, at vi havde oplevet en snert af vintervejr; men det blev ikke ved en snert. Først fik vi en regulær snestorm, som blev afløst af let tø og igen efterfulgt af frost, hvilket gjorde snelaget på planterne så tungt, at de måtte bøje grenene under vægten. For ambratræets vedkommende  endte med, at 3-4 grene knækkede under vægten. Set inde fra huset ligner den fuldstændigt sig selv; men set nordfra er skaden tydelig. I forvejen havde jeg planer om, at den store krone skal rundbarberes til foråret, så jeg er ikke specielt ked af det, der er sket. Det lille hjultræ/ trochodendron aralioides var lige så tynget ned, og der ville jeg virkelig have været ked af det, hvis den havde brækket nogle grene. Det gjorde den heldigvis ikke. Vi nyder vist allesammen de stedsegrønne planter for tiden. Her følger fire ret forskellige af slagsen. parasoltræ/  sciadopitys verticillata magnolia grandiflora Goliath abies koreana ice breaker  Pinus contorta 'Chief Jose...