hortofilia

Det må da være muligt at finde nogle smukke motiver i haven, selvom vi nærmer os årets korteste dag, og vejret er trist og mørkt. Sådan tænkte jeg, da jeg tog støvlerne på i dag; men let er det bestemt ikke. Jeg fik dog lidt hjælp af den fine puddersne, der havde lagt hist og pist. Brogetbladet pieris købte jeg for år tilbage som en spirrevip af en stiklingeplante ved et åben have arrangement - den er nu ved at være en solid busk med en imponerende stamme. Denne lille gule kristtjørn, ilex crenata golden gem, lyser op og har fået selskab af de røde frøstande af crocosmia lucifer. Koreansk sandrørshvene lyser også op. I går skiftede jeg dørkransene ud med de traditionelle hjerter, i år med gran og buksbom. Jeg overvejer lidt, om jeg skal sno et bånd ell. lign. omkring dem eller stikke nogle røde paradisæbler ind her og der. Men når først de er hængt op, så lader jeg dem sikkert hænge, som de er.

Det er ikke tit, eller også har jeg bare ikke bemærket det, at sneen får lov til at blive liggende som små tykke puder på vinterbær og frøstande, som f.eks. her. Siddepladserne indbyder af samme grund ikke til, at man slår sig ned på dem. Også på nogle træstammer er sneen blevet liggende. Men æblerne hænger nok så højt oppe, at sneen er blevet blæst bort.

Overskriften kunne handle om, hvilke julegaver der monstro ligger under træet d. 24. december; men det er nu den konstante forventning, der følger os plante- og havenørder året rundt, jeg har i tankerne. http://nrk.no/nyheter/distrikt/nrk_trondelag/1.6617837?index=9 På flere blogs er der for længst blevet vist lækre appetitvækkere af smukke tæpper af tone-i-tone tulipaner; men det er overhovedet ikke det, jeg længes efter, eller i hvert fald kun i andres haver. For det første vil jeg ikke ofre kæmpesummer på løg, som i vores lerjord kun holder et enkelt år og derefter enten forsvinder eller kommer op med forkrøblede blade og blomster. Og for det andet er det diversiteten, jeg fascineres af. Der er ikke noget bedre end at vandre rundt og pille lidt i vinterjorden og afsløre små grønne spidser af diverse planter, som er på vej. En af mine forårsfavoritter er helt sikkert vibeæg i forskellige varianter. Jeg er normalt omhyggelig med kun at anskaffe hårdfør...

Her til formiddag skulle man tro, at haven hed Narnia, og at Snedronningen havde været på besøg i nat.F.eks. lyste vores stewartia op af rimfrosten, som om den var en stjernemagnolia. Rockiipæonens frøstande havde også fået en dekorativ kant. Og parasoltræet havde fået ny balkjole.

-er mit skrækscenarie. Når man ser de slatne påskeklokker i dag, er det svært at forestille sig, at de retter sig og kommer til at blomstre. Derimod står slangeskæg, det sorte græs, fuldstændig uanfægtet af vejret. Pga dens eksotiske udseende har jeg altid regnet den for en sart plante; men den er faktisk både hårdfør, breder sig godt og blomstrer. Et nærbillede af vedbenden red cascade viser, at den står med store, flotte røde knopper. Den er en fantastisk plante hele året rundt.  Et kig langs nordsiden af den gamle bøgehæk. En klynge vintergækker bag hækken. Og det tredje og sidste kvashegn, som erstatter et nedslidt pilehegn som læ mod nordvestenvinden.

Denne solhat står i dag med de flotteste ranke frøstande over 2m høje. I blomst ser den sådan her ud. Jeg synes, den har udstråling, selvom dens grønliggule farve ikke er populær for tiden. Desværre har jeg jo fået den placeret sådan, at dens grønliggule blomster clasher med nøkketungens orangegule blomster. Derfor overvejer jeg enten at fjerne den ene staude fra bedet (men hvorhen?) eller også  at flytte dem væk fra hinanden og så plante sandrørshvenen Karl Foerster imellem dem. Måske kan dens brunlige aks skabe bedre harmoni i bedet. Til slut et billede af stjernemagnoliaen i dag. Man kan vist godt lige ane, at den står som en sølvhvid sky.

Da jeg kom hjem ved middagstid i dag, skinnede solen så indbydende, at jeg gik ud og tog et par billeder, selvom det var hvinende koldt. De første to billeder viser, hvad der møder én, når man kører ind ad indkørslen. Solstrålerne ramte sladrebænken. Det varer noget, før man kan sidde der og nyde forårssceneriet.

Denne udsigt er en hyppig foreteelse i disse dage. Missen ser uskyldigt væk fra solsorten; men det skal man ikke lade sig narre af.

På en rundtur i haven her til formiddag tog jeg disse billeder, som jeg synes tydeligt udtrykker, hvor  hundekold det var. Jeg går i øvrigt og overvejer at klippe græsserne ned snart, inden de visne strå blæser ud over hele hven. Det klogeste er nok at vente.