hortofilia

Ikke et godt år for pæoner, skriver hun og viser straks en håndfuld, som ser ud til at trives udmærket. Maj-juni er træpæonernes højsæson, så dem starter jeg med. Den mørkerøde delavayi og den gule ludlowii har det faktisk fint, mens den hvide  rockii har færre blomster end sidste år og en del visne blade og kviste. Blandt suffruticosa (de mere forædlede hybrider), som vi har tre af, er der kun en en enkelt  blomst og det i en deform busk med kun en enkelt gren, som ligger langs med jorden. Årsagen til de manglende blomster er utvivlsomt manglen på sol sidste år, og de visne blade og kviste hænger sammen med, at jorden i lange perioder har været mættet med vand, samtidig med at det har blæst voldsomt - altsammen det stik modsatte af, hvad træpæonerne foretrækker. For de fleste haveejere er pæonernes højdepunkt silkepæonernes blomstring i juni, mens jeg har mere fokus på de tidlige staudepæoner, og for deres vedkommende er billedet nogenlunde lige så broget som for træpæonerne....

Dagens indlæg starter med clematis Pixie, som indtil videre har stået i drivhuset. Det er egentlig en utrolig nøjsom klematis. Jeg gøder den lidt, nu hvor den blomstrer, og når den er afblomstret, fornyr jeg det øverste jordlag med noget kompost og stiller den i halvskygge og prøver at huske at vande den engang imellem. Til efteråret vender den så tilbage til drivhuset. Nu til dagens emne. I sidste uge beskrev  Lisbeth  levende sine genvordigheder med et fyrretræ, som pure nægter at vokse ret op i den klassiske pyramideform, som hun ønsker. Det fik mig til at kigge nærmere på, hvad vi har af mere eller mindre skæve eksistenser. Den skæveste er uden tvivl pinus strobus Shaggy Dog, der på samme tid har en både vandret og lodret vækstform, som ender med at få den til at ligne en langhåret hund.  Vores er indtil videre mere opret, end jeg egentlig havde forventet, og vi følger spændt dens videre udvikling. Tidligere i år beskrev  Carina  et lignende...