hortofilia

- at dagene kan blive kortere; men det kan de, og brunt og grønt er de farver, der dominerer i haven for tiden, og vil være det længe endnu. En sjælden gang imellem forskønner solen dog den matte brune farve, så den nærmest ligner kobber. Clematis viorna er for længst holdt op med at blomstre. Nu er det dens frøstande, der fanger øjet, vel at mærke når solen skinner. Ellers er det noget værre pjusk. Viburnum farreri December Dwarf er lige begyndt at blomstre, men fanger ikke umiddelbart øjet, med mindre man går lige forbi den. Når man zoomer ind på knopper og blomster, kan man ikke være i tvivl om, at den er i familie med kejserbusken.  I bryggerset er denne amaryllis sprunget ud. De røde nuancer er virkelig lækre i mine øjne.Heldigvis er der en knop mere, som måske venter med at springe ud til jul.

Det flotte solskinsvejr lokkede mig ud med kameraet, selvom det egentlig ikke var planen. Der bliver færre og færre blomster at tage billeder af, men clematis durandii kan endnu, og en enkelt blomst i en gåseurt kunne jeg også finde. Louise Odier får med sikkerhed stråleplet efter den første blomstring, men det forhindrer den overhovedet ikke i at blomstre videre, oven i købet i en højde, så den i dag kunne nydes med den blå himmel som baggrund. Willestrups knopper lå i skygge, mens solen skinnede på bøgehækken i baggrunden. Gul fasanbusk /leycesteria Formosa gold leaf gav også et farveindspark. Gyldenlakken erysium Bowles Mauve var egentlig smidt på komposten, men blomstrede bare videre og så lidt buskagtig ud, så nu er den flyttet ind i drivhuset, og vi får se, om den overlever vinteren. Det er nok en god idé at tage stiklinger i det tidlige forår. Et enkelt blad fra en rød kløver, men nok ikke en rødkløver😏 Rhododendron proteoides er en lang...

- altså at jeg er røget med på en trend, i dette tilfælde hjerte-trenden. Typisk nok er det sket ved, at noget, jeg har gjort i årtier, med tiden er gået hen og blevet in. Opskriften fandt jeg oprindeligt  i et adventsnummer af Alt For Damerne midt i 80erne, Søren lavede en skabelon af et dobbelt lag hegnstråd, og så har jeg hvert år bundet forskellig slags grønt på, alt efter hvad der har budt sig til i haven. I år er hjertet blevet mere luftigt og skødesløst, end det plejer, fordi jeg har brugt temmelig store kviste af ærtecypres/ chamaecyparis-pisifera-squarrosa , måske bedre kendt som blød enebær. Efter mange forsøg er der nemlig omsider en plante, som oprindeligt var købt til en dekoration, som har taget fat efter udplantningen og har udviklet sig til en ganske nydelig busk. Selvom de fleste blade nu er visnet bort, kan det stadigvæk godt lade sig gøre at finde hjerteformede blade derude. Nu det handler om form, vil jeg gerne vise en forholdsvis ny plante,...

Jo, der er stadigvæk roser i forskellige stadier. Hot chocolate og Mozart fortjener at blive set særskilt. Så er der asters - den blå  er mindre stiv i væksten, end man forventer af en asters. Det ærgrer mig, at jeg ikke ved, hvad den hedder - måske maackii. Den er rigtig god til at flette sig ud og ind af sine naboplanter. Klematis er der også, nemlig durandii og romantika. Romantika er mindre mørk nu, end den er i sæsonen. Der er også pilebladet solsikke og lunaria Corfu Blue, som blomstrer sporadisk hele året. Dens frøstande er grønne, som man måske lige kan skelne. Og så skal man til at holde øje med juleroserne - det foretrækker jeg nu engang at kalde dem i stedet for påskeklokker, og helleborus kan virke lidt tungt i nogle sammenhænge.

Henover efteråret har vi arbejdet videre på vores stumpery/stubberi /stubbed.  Vi rokerer jævnligt rundt og frem og tilbage med stubbene i forsøget på at finde frem til den i vores øjne bedste placering. Samtidig skal vi huske at tage hensyn til de næsten usynlige, nyplantede vækster, mest bregner og storkonval, som forhåbentligt vil sætte deres præg på bedet, når det bliver forår.   Min haveglade svigerinde var meget diplomatisk forleden, da hun blev præsenteret for bedet. Hun tænkte tydeligvis, at det da var noget underligt noget (og det er jo ikke løgn), men sagde bare noget i retning af, at der kunne børnebørnene sikkert godt finde ud af at lege. På en måde satte hun fingeren på noget væsentligt; for en have er jo i bund og grund en legeplads - ikke mindst for de voksne. Jeg er blevet bidt af at lave liankugler i forskellige størrelser, som bliver placeret rundt omkring blandt og på stubbene. En af dem drattede ned fra den grenkløft, den var blevet lagt ...