hortofilia

Det var ikke længe, man havde grund til at være optimist, hvad Blogger angår. For mig har den sidste uge været en af de dårligste, og det siger ikke så lidt. Indlægget her kan meget vel forblive en hemmelighed. Vi får se. Jeg starter med to blåbær, som er meget forskellige, selvom de begge to har fået deres efterårsfarver. Ifølge mine etiketter  hedder de Duke og Dixi. Pirouette plantede jeg i en potte under tørken, og der tror jeg, den får lov at blive, for jeg har sjældent sådan et friskt og skinnende grønt løv. Mine aeonium schwarzkopf er plantet om allesammen og har ekstremt store hoveder i år. Cedrus libani hedgehog er en speciel ceder, som snarere udvikler sig til en bred busk end til et træ. Hedgehog, som betyder pindsvin, er et fint navn til den. Miscanthus sinensis morning light har jeg plantet 6 af i blomsterengen. I mine øjne er det et specielt elegant elefantgræs, hvor stråene ligesom danner et v, hvilket jeg ikke erindrer at have set hos andre elefantgræsser.

  - hygger jeg mig med at lave endnu et indlæg. I fredags var jeg en tur med traileren i den gamle have. Selvom jeg havde bestemt, at jeg ikke ville tage billeder, kunne jeg ikke stå for cornus kousa Satomi i al sin magt og vælde. Jeg købte den efter at have set en lignende blomsterkornel i en åben have på Mors for mange år siden efterhånden. Det er tilbage til tiden, før internettet kunne hjælpe en med den slags lidt specielle ønsker. Når den er afblomstret, udvikler den sine specielle, jordbærlignende frugter. Nogle af de planter, jeg tog med hjem var tre forskellige helleborus. De ser ikke ud af meget endnu,  men med tiden kommer de til at dække jorden langs med flisstien ligesom blåbærbuskene, og jeg må tilstå, at jeg er blevet ret så obs på valg af planter, der forenkler havearbejdet.  Ungkarleblomsten bliver jeg nødt til at gøre noget ved. Ellers vil de to lange stængler snart knække. Når jeg tager stiklingerne, skal det ske oven for det sted, hvor stilken runder, f...

Tiden iler, og haven har fået sit sensommerpræg med frøstande og visne blade og en køkkenhave, hvor det er slut for en del afgrøder. På gårdspladsen gælder det udpræget rypelyngen/drys octopetala og dens nuttede frøstande. Det er et lækkert bunddække til tør og veldrænet jord. På nærbilledet kan man se den kønne blomst og de skinnende mørke og stedsegrønne blade. Det eneste minus er, at alle de aflæggere, jeg har givet væk, ikke har overlevet. Den lyserøde sedum giver rypelyngen kamp til stregen og har oven i købet sået sig selv i bunden af Sørens betonblad.   I det forrige indlæg kommenterede Ulla min "mani" med at plante klematis alle vegne -og  jo mindre blomster jo bedre Det vil jeg godt køre lidt videre med.  Den første, jeg viser, har lige nu to blomster, som rager ud fra det rosenstativ, den er plantet hos, så man får en behagelig overraskelse, når man går forbi.  Clematis crispa nicci Clematis viticella  purpurea plena elegant De andre to står henholdsvi...

En af fordelene ved at bo i Skandinavien er de indbyggede overraskelser, vi bliver udsat for i form af, at vi aldrig kan vide, hvordan vejret bliver. Frost og sne allerede sidst i november havde vi ikke forudset, selvom jeg kan se på gamle blogindlæg, at det før er sket. Det er selvfølgelig samtidig en ulempe, hvis man har mere eller mindre frostsarte krukkeplanter, som man ikke har bragt i sikkerhed. Da vi købte den lille bonsaiplante, fik vi at vide, at den sagtens kan stå ude om vinteren; men jeg må sige, at jeg synes, den ser ret så forfrossen og ensom ud. Skaden er nok sket, hvis den altså har taget skade, så nu får den lov til at blive stående. Aeonium tåler ikke frost overhovedet. Derfor har jeg sat vores to krukker ind i et køligt, sydvendt vindue. Der gik ikke mange dage, efter at potten herunder  var kommet ind, inden stænglerne bøjede sig ned, som om al saftspænding var forsvundet. Da jeg undersøgte dem, viste det sig, at de næsten ingen rødder havde. Derfor beskar jeg d...

  Martagonliljerne står godt lige nu. De tre i startbilledet danner nogle pænt store grupper, mens den hvide på det næste billede står i en krukke og er mere spinkel. De 6,5 mm regn, vi har fået, tvang den over i ungkarleblomsten/ aeonium arboreum schwatzkopf. Næste generation af  vores gøgeurter er sprunget ud. Den store gruppe er en hybrid, (dactylorhiza  x grandis blackthorne strain); men jeg har svært ved at se forskel på den og så foliosa på det lille billede. Denne fuglemælk har vi haft siden 2014, kan jeg læse på bloggen, og alligevel glemmer jeg som regel at tage den med i et indlæg. I år huskede jeg den så. ornithogalum magnum Japansk sneklokke/styrax japonicus Evening Light sprang over sin blomstring sidste år. Det var vi kede af, for den er virkelig et flot syn, når den blomstrer. I år går blomstringen lynhurtigt.  En af dens naboer er robinia viscosa, som har et helt anderledes udtryk. I år tog jeg for en gangs skyld frø af nicotiana langsdorffii og de sp...