hortofilia

Iberis April er en speciel måned, lunefund og uberegnelig. I år har den været kold og våd, mens den andre år har været knastør. Forhåbentligt vil maj måned levere det mest fantastiske forårsvejr, man kan ønske sig. Hvor mange helleborus, vi har, har jeg ikke tal på, men denne her er den eneste, som får sådan nogle flotte blade. Den hedder Frostkiss Anna's Red. Den næste blomst har vel omtrent den samme røde farve. Det er lamium orvale/kæmpenælde, en pudsig staude, synes jeg, som ikke ligefrem reklamerer med sine flotte blomster. Den blev ret hurtigt flyttet fra staudebedet om i skovhaven, hvor den kan konkurrere med andre store stauder om pladsen. Rhododendron Everred har overvintret i sin krukke under udhænget på nordsiden af stuehuset,  og i søndags ville jeg hive den ud i lyset. Det kunne krukken ikke holde til, så vi har investeret i en ny, som jeg faktisk synes fremhæver buskens farver bedre end den gamle. To andre rhododendron blomstrer helt overdådigt: Temple Belle  Viking s

I weekenden var jeg flittig i haven og regnede også med, at jeg skulle fortsætte, hvor jeg slap, i dag; men vejret er miserabelt, så jeg nøjedes med at tage billeder til et indlæg. En af de ting, jeg fik fra hånden, i weekenden, var at få fjernet frøplanter fra stierne i skovhaven, så der startede jeg min tur i dag, men nøjes med et enkelt billede fra indgangen mod syd, hvor vores bærmispler står med deres fine løvspring og lyse blomster. Det glæder mig at se, at de efterhånden bruges en del i læhegn og lignende. Første stop på turen gjaldt rhododendron Temple Belle. Den beskrives som lidt frostsart, så de første år dækkede vi den om vinteren. Det, jeg forelskede mig i, var farverne og de klokkeformede blomster.    Det er morsomt at sammenligne den med augustinii Electra som står lige i nærheden. Efter min erfaring er der ikke mange rhododendron, der får så blå blomster. Sammenlignet med Temple Belle er augustinii mere ranglet og opadvoksende, og det, at den blomstrer samtidig med, at

Dagens indlæg starter igen igen i skovhaven, nærmere betegnet med det indkig vi har omme fra vejen. Forrest og nærmest midt i det første billede står en kulsukker ( symphytum hidcote blue), som er forholdsvis ny. Først på året er bedet  fyldt med erantis, som vi medbragte et par  småplanter af, da vi flyttede ind. Søren forbød mig at røre ved jorden, for at erantisserne fik så gode muligheder som muligt for at brede sig. Det har sandelig de gjort; men samtidig har skvalderkål invaderet bedet, og det er her, kulsukker kommer ind i billedet; for den bliver rundt omkring anbefalet som en velegnet plante til at tage kampen op med skvalderkål. Foruden den halvhøje Hidcote Blue har jeg plantet den lavere symphytum grandiflorum med cremefarvede blomster. Jeg foretrækker nok den første og synes næsten, den lave er lige så kedelig som skvalderkålen, og skvalderkålen lever i bedste velgående, skal lige siges, men ses bare ikke så tydeligt i bunddækket.  I runding to er det sæson for en mørkerød

Med et går det stærkt med blomstringen,  selvom vejret bestemt ikke er mildt og indbydende. Jeg starter i skovhaven,  hvor vores ældste kamelia storblomstrer.  Jeg ser også dens skinnende, mørke løv som en stærk kontrast til alt det nye, lysegrønne løv omkring den. Akebia quinata I år har vi observeret, at usædvanligt mange narcisser er blevet spist af af et eller andet dyr, vi gætter på snegle; for vi har allerede set mange småsnegle, både agersnegle og dem med hus. De svovlgule er de gået udenom. Mon ikke de har for kraftig en duft.   I surbundsbedet står endnu en blomstrende kamelia. Dens vækst er lavere og mere udbredt end væksten hos den i skovhaven, og den har været så venlig at lægge en blomst op i kløften på sin overstander, så man rigtigt kan se blomstens fine, hvide striber 😊 Nu er den tidlige pæon sprunget ud. Det er vel en smagssag, om man foretrækker den med mørkt løv og mørke knopper, eller med grønt løv og lilla blomster. Paeonia veitchii woodwardii Hundetand er en af a