hortofilia

For et par dage siden læste jeg dette indlæg , hvor Noel Kingsbury skriver om sit forhold til stueplanter og funderer over den renæssance, de har fået. Rigtig mange af de planter, han nævner, har jeg selv dyrket i vindueskarmene, og nogle af dem blev kæmpestore mens andre blomstrede på livet løs. I dag er der kun nogle få succulenter tilbage i vindueskarmene som for eksempel ceropegia/ hjerteranke eller faldskærmsblomst, og den har jeg udelukkende, fordi den minder mig om, dengang børnene havde et sommerferiejob med at opbinde ceropegia i et nærliggende gartneri. Trenden med små succulenter og kaktusser har også vundet indpas hos mig; men som billederne viser, får de hård konkurrence af diverse glasting, som lyser op og giver farve i vinduerne uden at skulle vandes og nusses. Paradistræer i forskellige størrelser og udformninger har vi dog også - som de fleste ved, er de nærmest umulige at slå ihjel; men som det ses på billedet herunder, må de vige pladsen i entreen...

er ganske ny i haven, men et smukt bekendtskab, og det gør bestemt  ingenting, at ærteblomsten matucana er væltet over og blander sig med den. På frøposen opfordres man til at plukke løs for at stimulere blomstringen, så her kommer for en gangs skyld en buket. Ligularia gregynog gold er rigtig fin og frisk lige nu, hvor blomsten ikke er helt sprunget ud og er både gul og grøn. Clematis durandii fanget før den springer helt ud og bliver til en helt flad blomst. En frøsået viticella, som omsider begynder at blomstre efter at have brugt lang tid på at vokse sig stor. Ingenmandsland -  Søren gider ikke slå græs der, og jeg gider ikke passe blomster. Ved hjælp af Google fandt jeg ud af, at min navnløse potteplante hedder Clerodendrum ugandense, blåvinge, og at den elsker sol og ikke må tørre ud. I dag kan den stå inde og kigge ud på den dejlige regn, som den ikke kan lide. Et kig henover det varme bed op til det gamle staudebed foran den "nye"...

Det mest spændende, der er sket i haven i dag, er, at Søren har lagt (foreløbigt) sidste hånd på træbeskæring og brændehugning. Næste projekt er et klematisstativ. Det bliver spændende. Men i dag vil jeg gerne tegne et miniportræt af oxalis versicolor, Det er en lille sydafrikanske knoldplante, som jeg erhvervede sidste sommer efter at have haft den på ønskesedlen i flere år. Det er dens "candy cane" agtige blomster, jeg ikke kan stå for.  Den er vinterblomstrende, så det kan sagtens være dens sidste blomst, jeg har fotograferet. Indtil nu har den stået i bryggersvinduet, da den er frostfølsom og lyskrævende og ikke ynder stuetemperatur. Nu skal jeg bare finde et køligt, lyst sted, hvor den kan stå henover sommeren, så den kommer til at se sådan her ud til næste efterår.

- gør jeg ikke meget i mere. Alligevel har jeg nogle rundt omkring i huset, især planter, som kan klare sig med meget lidt vand og sjældent eller aldrig skal plantes om. Denne lille sammenplantning lavede jeg for mere end et år siden, og den ser stadigvæk frisk ud. Små miniatureplanter kan jeg  ikke stå for; men jeg har det med at over- eller undervande, så de bliver jævnligt skiftet ud. De her har dog holdt i et halvt år. I køkkenet står denne succulent, som bare skal have en sjat vand i ny og næ. Det er lige før den vælter, fordi kronen er blevet stor og tung - den får nok alligevel for meget vand, efter at den er rykket ind i køkkenet. Måske skulle man tage sig sammen og give den en gang studsning? Som sagt så gjort. Ikke alt for kønt lige nu, men nødvendigt.  På kontoret står denne novemberkaktus. Den blev egentligt flyttet derind midlertidigt sidste jul og står for mørkt; men fordi den er dødbesværlig at få gennem dørene er den blevet stående. Dens dia...