hortofilia

Her kommer et blandet udvalg af det, der blomstrer her ved optakten til juni måned. Vi starter i køkkenhaven. I år har hele rækken af blå hør/ linum perenne overvintret. Efter råd fra Sørens svigerinde såede han frø fra den pose hørfrø, jeg har liggende i køkkenskabet beregnet til bagværk. Bemærk også hans flotte kartoffelplanter. Nå, nej, de store kartofler kommer her - blev sat under plastik. Sprengeri er den sidste tulipan, der blomstrer. Den kommer troligt år efter år, heldigvis, for jeg synes, den er noget så elegant. En lille pæonsekvens, der starter med anomale, så en bonderose og til sidst emodi.   En klematissekvens, først crispa, så omoshiro, så montana marjorie                                        Plettet gøgeurt / dactylorhiza maculata er en nydelig plante, selvom den står i fuld skygge. Blomsterne på Melittis melissophyllum 'Royal Velvet Distinction'/ stinkende hjertensfryd har også noget orkideagtigt over sig, men pl

Det bagende hede sommervejr her  i weekenden har holdt mig mere eller mindre inde i skyggen og givet mig lyst til at nørde igennem med dette tema. Tidligere på foråret fik ligheden mellem fodblad/ podophyllum og paraplyblad/ diphylleia  i udspring mig til at undersøge, om de monstro er i familie med hinanden, og det er de minsandten, idet de begge tilhører berberisfamilien. Den havde jeg ikke lige set komme, men det burde jeg sådan set have gjort; for i Dan Hinkleys bog The Explorer's Garden, som jeg har fremme flere gange om året, er der et helt kapitel dedikeret til berberisfamilien.                                                   podophyllum versipelle                               diphylleia cymosa Når blomstringen kommer til, bliver slægtskabet straks mindre tydeligt - først versipelle, derefter diphylleia. Jeg benytter lige lejligheden til at flashe spotty dotty, så langt den frodigste i vores fodbladsamling. Blomstringen starter om få dage inde under

- men lidt forskelligt fra majhaven. Fritillaria camschatcensis i to versioner, den grønlige har tilnavnet Alaskan form. Det har jeg lært af min skotske helt, Ian Young, fra The Scottish Rock garden Club på denne youtube video: https://www.youtube.com/watch?v=2Q_Zfhwt7DM Denne bredtvoksende stenrose/ stendafne / daphne cneorum nyder jeg synet og duften af, men er også irriteret på, fordi den lægger sig henover dejlige plantelommer i spaltebedet, og en eventuel flytning skal man ikke regne med, at den overlever. Det er småplanter som disse to kløvere, der retteligt burde have lov til at vokse der. Oxalis ute og oxalis enneaphylla ione hecker hedder de. Menziesia ciliicalyx/ bjerglyng er blevet om klassificeret og en nu en rhododendron, selvom dens blomster umiddelbart mere minder om en lyng. Roser, som har overvintret i drivhuset,  kan vel ikke siges at indlede rosensæsonen, selvom de er i blomst. Det er black baccara og Leonardo da Vinci.      

Den blomst, der blev mest beundret af børnebørnene her i weekenden, var denne store træpæon. Ludlowii er ikke lige så overdådig, men selve busken slår andre træpæoner med en vid margin. Desværre har kameraet svært ved at skelne mellem busken og bøgehækken. I dag er rockii træpæonen sprunget ud - det er nu også en flot og stor, mere bredtvoksende busk De næste to blomster var jeg nok den eneste, der lagde mærke til:  paris og en ganske almindelig storkonval. Solen ramte de fuldt udsprungne meconopsis, og det synes jeg, der kom noget delikat ud af.                       Rhod. everred med sit nye løv. Bjerghulsvøb/ chaerophyllum hirsutum roseum er yderst populær i cottagehave sammenhæng i England. Personligt kan jeg godt lide selve planten, som holder hele sæsonen, men er  ikke fuldstændig vild med farven, synes, der et gråligt eller blåligt skær over den. Det ville sikkert pynte på farven med nogle mørke alliumblomster som nabo. Derimod er jeg yder