hortofilia

En lille rundtur på den sidste lørdag i marts startede i skovhaven, hvor de mange påskeklokker fortsat skaber farve i skovbunden med deres langtidsholdbare dækblade.  I stedet for vintergækker og erantis er påskeliljerne  begyndt at blomstre. I den øverste runding står camellia Les Jury med perfekte blomster. Vi har nemlig ingen nattefrost haft, som har kunnet ødelægge dem. I et hjørne af surbundsbedet danner denne lave pileurt et diskret bunddække. Jeg plejer at kalde den persicaria tenuicaulis, men det ser ud til, at den nu mere kendes som bistorta tenuicaulis. Her kommer et reklamefremstød for dorothealiljens nære slægtning inden for hvidblomeslægten. Leucojum aestivum hedder den på latin, på dansk sommerhvidblomme. Den minder meget om en vintergæk, men bliver 40-50 cm høj. Modsat dorothealiljen er den strunk og opret i væksten. Den sidste påskeklokke til at springe ud i år har været den gule med røde prikker. Jeg kan oplyse, at den stammer fra planteskolen Barnhaven i Nord...

Det lysner derude, og vintergækkerne vrimler frem. Min største prioritet lige nu er at fjerne påskeklokkernes grimme blade, så vi kan nyde synet af de smukke blomster. Når man tager billeder af dem, skal man huske at medbringe et pind eller noget andet, som kan tvinge blomsten til at kigge op mod kameraet. Det skulle jeg lige vænne mig til, kunne jeg mærke. Den første pæonknop kan anes. Vi har mange dorothealiljer, men denne gruppe blomstrer altid længe før de andre. Vores erantis har altid været forsinkede i forhold til andre haver. Efterhånden har de dog  selv  bevæget sig fremad  i retning af solen, og nu  blomstrer de samtidig med andres erantis.  De små gule pletter er en gave i denne graduerede tid. Sedum/stenbræk er vel i grunden en hårdfør staude. Alligevel synes jeg, de nye skud ser ud, som om en omgang frost vil smadre dem totalt.  Camelliaen herover skulle tilhøre en gruppe, som blomstrer tidligt. Det har den aldrig gjort, så den har sikkert være...

I weekenden blev vores ældste barnebarn konfirmeret, og selvom vi bedsteforældre ikke havde ansvar for det praktiske overhovedet, har vi alligevel haft lidt travlt, ikke mindst fordi Peter, vores søn, kom hjem fra New York for første gang siden corona og havde følge af sin kæreste, som vi kun kan kommunikere med på engelsk. Det var altsammen megahyggeligt, men blogaktivitet har der ikke været tid til. I mellemtiden har haven bevæget sig videre i sin udvikling - faktisk er det svært at overskue det hele. Jeg starter indlægget med en håndfuld stauder, først jeffersonia dubia, så den lyserøde blodurt sanguinaria Amy, derefter den rosa vårbælg lathyrus verna oog til sidst en engkarse cardamine pratensis. På løgfronten er vi nået til anden etape af hundetand med den spinkle erythronium hendersonii og white beauty. Desuden er hvidblomme/ leucojum aestivum ved at have bredt sig rundt omkring i haven.  Dens højde gør, at dens effekt er anderledes end både vintergækker og dorothealiljer. No...

I går aftes fik jeg lyst til at tage billeder i aftensolen. Det er efterhånden blevet en tradition for mig at forevige stjernemagnoliaen med en kølig, blå aprilhimmel og bøgehækken som baggrund. Også hjertetræet gjorde opmærksom på sig selv med de nye røde blade. I skovhaven var det fujikirsebærbusken (prunus incisa kojou-no-mai), der bød sig til. I år har den blomster og blade på samme tid, mens den normalt blomstrer på de bare grene. Hvidblomme/ leucojum aestivum  Muscari  alba I løbet af dagen i går sprang den rosa blodurt (sanguinaria Amy) ud (næsten).  Lige nu er den stadigvæk rosa; men langsomt men sikkert bliver bladene grønne og blomsterne hvide. Også erythronium hendersonii startede sin blomstring i går. Fordi den står i halvskygge har de to varme dage overhovedet ikke generet den, og allerede i dag er det koldt igen, selvom solen skinner. Mens langt de fleste påskeklokker er på retur, hvad blomstringen angår, så er denne fyldte på sit højeste. Usædvanligt elegan...