hortofilia

I dag såede jeg frø, som skal starte tilværelsen i formeringskassen. Jeg gik frem alfabetisk og nåede til D. På nogle frøposer står der, at frøene skal ud, hvis de ikke spirer i løbet af 4 uger, på andre står der 3 måneder. Når de rykker ud, kommer de næste frø ind. Jeg vil godt fremhæve staudeclematis, som jeg holder meget af, og der er en bestemt alpin art, som jeg prøver hvert år, hvis jeg da kan få fat i frø, nemlig clematis columbiana tenuiloba. Specielt den mere blå sort ylva er jeg helt syg for at få fingre i. http://www.onrockgarden.com/plant_of_the_month/2011-11 Man må lide for skønheden. Disse clematisfrø har en lille hale, som skal fjernes, fordi den hæmmer spiringen - det har jeg i alt fald ladet mig fortælle - og det var en besværlig opgave i dag med stivfrosne fingre i stalden. Planen var, at formeringskassen skulle stå i stalden; men hvis den skal holdes på 20 grader, skal den pakkes ind i f.eks. bobleplast, og så vil jeg hellere have den i



Sidste år havde jeg stort held med at formere liljer vha skæl . Derfor har jeg gentaget forsøget i år med skæl, der faldt af  2 nye liljer,da jeg plantede dem ud,  nemlig congo capers, en martagonlilje, og choko, en asiatisk hybrid, begge købt hos http://www.hwhyde.co.uk/  De 4 skæl blev puttet i en plastik-pose med fugtig vermiculite og lagt på en lys hylde på kontoret i august måned, og i dag har de 3 af dem dannet bulbiller, dvs yngle-knopper, de 2  har dannet  rødder, og en enkelt er der ikke sket noget med.                                                                                                                       De 2 bulbiller med rødder er nu blevet pottet op og placeret ved et par grader i en måneds tid for at gennemgå en vernalisering, dvs kuldebehandling med henblik på at opnå en tidligere blomstring, mens skællene kommer tilbage i posen. Forhåbentligt giver det endnu flere bulbiller. Jeg håber bare, det er martagonliljen, der er flest af.

Også en lyserød hilsen og gode tanker herfra, endda med lidt musik. Her kommer nemlig roserne Händel og Mozart. Samt lidt oregano til at sætte krydderi på hverdagen.

Faktisk opleves det som en succes hver eneste gang, de frø man har sået, spirer og udvikler sig til planter; men hvis jeg skal vælge en enkelt succes, vil jeg vælge disse pæonvildarter. Man sår dem i fugtigt sand, sætter potten ud et skyggefuldt sted og sørger for, at sandet ikke tørrer ud, og så venter man, for det første år er der absolut ingenting at se.Næste forår, eller måske det næste forår igen, viser der sig spæde grønne skud, og så er det bare med at have tålmodighed 4-5 år; for så lang tid kan der sagtens gå før de rigtigt begynder at blomstre. Hvis man kan lide en udfordring og er i stand til at væbne sig med tålmodighed, er pæonfrø absolut sagen, specielt hvis man er interesseret i vildarterne. De to øverste er  paeonia veitchii fra 8. og 20. april sidste år. Den hvide er  paeonia emodi fra 28. maj. Den sidste er  paeonia anomale fra 3. juni.

I haven er alt tilsyneladende gået i stå; men inde fra varmen kan vi i det mindste kigge ud på stjernemagnoliaen, som står som en hvidlig-sølvgrå parasol. Den er desværre ikke så tydelig på billedet som i virkeligheden. Faktisk må der være livlig aktivitet i haven om natten, i hvert fald at dømme efter de mange rådyrspor. Først i dag har jeg opdaget, at de også har taget for sig af de yderste, lækre knopper på troldhasselen. Vi må se at få busken beskyttet med nogle stikkende  grangrene, så vi får lov at beholde de sidste knopper. 6 timer senere: Så har handymanden fældet et grantræ, lavet huller i den bundfrosne jord og pakket troldhasselen ind i grangrene. Naboplanten, et lille ahorntræ, er forebyggende blevet forsynet med et omvendt juletræ. Inden døre har der også været stilstand, ikke mindst i min blogaktivitet. Jeg har ikke rigtig haft noget på hjerte, hverken i form af indlæg eller kommentarer, og har i den sidste uges tid mest gået og ventet på

I går var jeg et ærinde i Viborg, og vanen tro lagde jeg vejen omkring Plantorama, som jeg synes har et utroligt varieret sortiment - som regel da. Alligevel var min overraskelse stor, da jeg så, at de havde et mindre udvalg af en plante, som jeg har googlet en del på det sidste, nemlig efterårsblomstrende camellia. Det med at have planter i blomst året rundt er noget, jeg tager som en dejlig udfordring. Jeg faldt for én med navnet camellia sasanqua kanjiru, sikkert fordi den stod i fuldt flor og med masser af knopper. Jeg har foreløbig stillet den i stalden, hvor der i dag er 3 grader, ved siden af vores store camellia, som er en traditionel japonica type. Når vi kommer ind i en frostfri periode igen, skal den placeres i drivhuset, så vi kan nyde dens blomster, hver gang vi går ud ad bagdøren. Den nye er mere åben og mindre opadstræbende i væksten end den gamle, og de mindre blade giver den et lettere præg. I nærbillede synes jeg, blomsten kan minde om en halvfyldt hunde

,                   Dette indlæg har jeg lavet til http://annavattenkannastradgard.blogspot.se/p/lanksamling-manadens-favoritvaxt-2013.html , og mit valg er faldet på daphne mezereum album, hvid peberbusk. Sidste år startede den sin blomstring i begyndelsen af december, i år i slutningen af december. Disse billeder er fra 8. januar. Og dette billede er fra i dag, hvor busken er dækket af sne. Når vejret bliver varmere, begynder blomsterne at dufte, og efter blomstringen udvikles der gule bær. Det sidste billede viser, hvordan busken så ud sidste år i slutningen af marts, hvor bladene er begyndt at springe ud. Blomstring i 3-4 måneder - ikke dårligt!

Efter en lille uge i København, hvor computeren ikke viste haveblogs, men you tube indslag med Pingo  og Mickey Mouse, er det blevet blogtid igen. I haven har sneen jo lagt sig overalt, så man ikke kan se, hvad der er på vej op i lyset.  I surbundsbedet kan man dog trods sneen nyde lyngplanterne. Hvis jeg skal se løgplanter, der er på vej, skal jeg kigge under bobleplasten i drivhuset, hvor jeg kan finde vintergækken Ophelia. Ophelia ser sådan her ud.      Også spindlestone surprise er godt på vej. Hvis man kigger efter, kan man godt ane, at den er gul. Den var urimeligt dyr i anskaffelse, men formerer sig ganske villigt. Disse vintergækker er hårdføre nok til at overleve i haven; men jeg synes, mine løg kan have en tendens til at forsvinde derude - jeg har mere styr på dem i krukker. I år har jeg drysset krukkerne med kød- og benmel for at give løgene noget næring. Måske skulle jeg alligevel plante dem ud i sensommeren - dette syn gad jeg

Igen en fugtig gråvejrsdag, hvor det kan være svært at tage billeder; men i dag VILLE jeg have billeder af denne fyldte, pink julerose. Når man ser den forfra, kan man se, at de yderste blade er lidt plettede pga vejret. Der er også blomster i en gul primula.  De er nu ikke et forårstegn, men snarere et levn fra efteråret. De friske, nye blade er derimod et klart forårstegn. Billeder af den hvide peberbusk blev det også til.  Vortemælken euphorbia blackbird er så mørk, at kameraet insisterer på at bruge blitz, når jeg prøver at fotografere hele planten, så det bliver kun til blomsterknopper i dag.   Også rhododendron temple belle har nogle iøjnefaldende knopper. Det var egentlig dette blad med sebedejesten, som de kaldes her på egnen, jeg gik ud for at fotografere, men så tog planterne over.