torsdag den 12. september 2019

mest cyclamen

Når de nøgne jomfruer og de vedbendbladede alpevioler begynder at blomstre, oplever jeg det som starten på en ny runde i havens cyklus. Samtidig bombarderes man af farvestrålende billeder af alle mulige tulipaner, som det er meningen, man skal købe sig fattig i. Jo,jo, vi nærmer os 2020.



Vi har en hel del forskellige vedbendbladede cyclamen rundt omkring, og den hvide er klart den, der har bredt sig mest. Den står et klassisk sted for cyclamen, nemlig i den temmelig tørre jord inde under en busk, i dette tilfælde en kalmia.


Den næste gruppe står under vores stewartia, som er en virkelig tørstig nabo, og den tredje gruppe står under en opstammet buksbom.




I potten herunder står afkommet efter nogle frø, jeg købte som "dark red"; men det er vist kun den forreste blomst, der lever op til det.

Det er ikke kun blomsterne, der er seværdige. Også frøstandene, der er klar til at blive katapultet af sted af de snoede stilke er dekorative, ligesom bladene, der har farver og mønstre i mange forskellige kombinationer.

 
Dagens overraskelse, som ikke handler om cyclamen,  fik jeg, da jeg ville hente et par friske grønkålsblade til salaten. På vejen skulle jeg lige beundre de flotte mættet blå blomster i the President på østgavlen, og så fik jeg øje på noget cremefarvet et par meter opppe på muren. Det er min sandten  den staudeaugtige klokkeranke cobaea pringlei, der blomstrer, selvom blade og stilke ser visne og halvdøde ud.  Det var en velkommen overrraskelse.

mandag den 9. september 2019

småblomster, kæmpeblade og køkkenhave

 Erigeron karvinskianus kunne godt tænke sig at have mere plads at brede sig på, men får det ikke.

Acis autumnalis har blomstret hele august måned og lader ikke til at skulle stoppe foreløbigt. Den sår sig selv, og formerer flittigt de små løg.


Codonopsis lanceolata har som noget nyt produceret en hel klase af sine små klokkeblomster.

Storbladede planter som olieplanten har jeg det med at falde for, selvom mange af dem ikke er vinterhårdføre. I år var olieplanten så langsom til at komme i gang, at den nu har en behagelig højde på kun en meter, hvor den sidste år blev dobbelt så høj og var voldsomt udsat i blæsevejr.

Så er der mere skub i trædahliaen dahlia imperialis. Den blev plantet ud i år efter to år som krukkeplante, og det har den kvitteret for ved allerede nu at være over to meter høj. Hvis den blomstrer, og det skal man ikke forvente på vores breddegrader, sker det ikke før i november. Hvis vi havde et orangeri, skulle den have en fast plads derinde, og så ville den uden tvivl blomstre. Alligevel holder jeg et vågent øje med, om der dog ikke imod alle odds dukker knopper op i topskuddene.

At den også bliver kaldt bambusdahlia kan ikke undre, når man zoomer ind på en stilk.

Trædahliaen skal blive i jorden henover vinteren som et eksperiment - selvfølgelig behørigt dækket med grene o.l., og det samme har jeg valgt at gøre med rispapirsplanten/ tetrapanax papyrifer rex. Til vinter skal drivhuset nemlig ikke proppes sådan med planter og krukker, som vi ellers har haft for vane. Det er i hvert fald planen lige nu; så får vi se, hvordan det ender.

Glaucidium er en af mine favoritter blandt forårsstauderne, og den er desuden en nydelig bladplante resten af sæsonen. Den behøver vi heldigvis ikke at vinterdække.

 Sølvaks/ stipa calamagrostis er nærmest den diametrale modsætning til de storbladede planter.

I juli blomstrede det mægtige prydløg allium globemaster, og da det var afblomstret, blev det gravet op og opbevaret tørt, indtil det nu skal i jorden igen i det renoverede bed, jeg viste i det forrige indlæg. Jeg plejer normalt ikke at grave prydløg op; men der var et par andre planter, som der skulle gøres plads til, og min spade har den uvane at ville ødelægge de løg, der bliver liggende i jorden.
 allium globemaster 12. juli 2019

Da jeg fjernede de visne stilke fra løgene, fik jeg den behagelige overraskelse, at alle fire løg delte sig i to, så nu gætter jeg på, at vi får det dobbelte antal globemaster til næste år.

Der er en egen stemning i vores gammeldags køkkenhave (uden højbede og andre moderne tiltag :-)), når vi kommer ind i september, især på sådan en stille formiddag, som vi havde i dag. Porrerne fylder altid meget, og i billedet herunder er det fennikel, som ligner dild i forgrunden. Der er ingen duft ved fenniklen; men når man nulrer de gule frø, kommer den karakteristiske lakridsduft tydeligt frem.

Ambrahækken/ artemisia abronatum dufter derimod helt tydeligt af cola, når man trækker hånden igennem den.

 Græskarret herunder er jo dekorativt; men Søren mener ikke, det er anvendeligt til Halloween.

Den gule cosmos er langt om længe begyndt at blomstre godt. Jeg spekulerer på, om dens frø er farveægte.

Det blev til temmelig mange billeder i dag, og alligevel vil jeg tilføje et mere. Clematis Roguchi har nu blomstret hele sommeren og fylder stadigvæk godt i landskabet. Dens stativ er det eneste trekantede stativ, vi har, og er lavet af noget rionet, som Søren har bøjet, malet sort og pyntet med tre små kugler på toppen. Ret enkelt, men alligevel elegant, synes jeg.

onsdag den 4. september 2019

september

Der sker noget med min indstilling til haven og havearbejdet, når vi når til september. Jeg føler ikke længere et behov for at rumstere rundt og fjerne ukrudt og visne grene og nedfaldsæbler og i det hele taget shine haven op. Nu må den godt drosle ned stille og roligt, og når jeg kigger på bedene, får det mig først og fremmest til at reflektere over alt det, jeg synes, der skal ændres på med henblik på næste år. Nydningen, for nu at citere Bamses Billedbog, er med andre ord mere eller mindre forduftet, eller også dufter den bare  anderledes om efteråret.

Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke kan glæde mig over at gense clematis rehderiana oppe i en bærmispel og opdage, at clematis Mary Rose lever i bedste velgående.


Eller over at se, at et impulskøb i form af en farverig star trives godt, at en hjemmesået rudbeckia er begyndt at springe ud med fløjlsbløde blomster, og at aconitum Red Wine, har været fyldt af blomster i år.



Et mindre projekt er allerede ved at blive gennemført: Jeg foreslog Søren, at vi skulle udvide et lille rundt bed, som kamouflerer eller bløder op på det spidse hjørne af terrassen. Der gik ikke mange dage, så var græstørvene fjernet og den dobbelte stenkant flyttet længere ud i græsplænen. 

Vi nåede også at få taget hul på beplantningen bl.a. med flytningen af Pinky Winky, men nu har øsende regnvejr sat en effektiv stopper for at komme videre.

Jeg slutter på gårdspladsen, som i sommersæsonen er hjemsted for vores krukker med forskellige agapanthus. De blomstrer desværre slet  ikke lige så vildt som sidste år. F.eks. er der kun en enkelt blomst mod tre sidste år i Midnight Cascade.


I den halve vintønde er der kun grågrønne og hvide farver med et gammelt oliventræ som den dominerende figur. Jeg har prøvet at efterleve et princip for beplantning af krukker, der siger, man skal have en thriller (oliventræ) fillers (euphorbia Diamond Frost) og spillers (sølvnyresnerle). Den beplantning går tiden næsten helt sporløst henover.

onsdag den 28. august 2019

spredte indtryk fra slutaugust

Her på overgangen til den første efterårsmåned er rosernes genblomstring godt i gang, omend den varierer fra rose til rose både i forløb og omfang. Crown Princess Margareta kan fremvise en fin klase. Selvom den beskrives som en rose, som både kan behandles som en storblomstrende rose og en slyngrose, så bliver stilkene på vores plante meget lange og temmelig vege, så jeg har bestilt et stativ til den hos stativmesteren.

De mørkerøde roser opfatter jeg nok som aristokraterne blandt roser. Her er det med uret startende nederst til venstre Munstead Wood i knop og udsprunget, Barcarole og Burgundy Ice.

Heidi Klum har nok for meget blåt i farven til at kunne kaldes mørkerød. Pink-violet måske.

Sally Holmes blomstrede ikke vildt i første omgang, fordi rådyrene stjal knopperne. Nu har de fundet andre steder at fouragere, og rosen har kvitteret med at udvikle knopper en masse.

Knud Pedersen kalder den en buskrose, mens den andre steder betegnes som en klatrerose.

Noget helt andet: Rhododendron bureavii kan noget, som roserne ikke formår, nemlig at være en smuk plante, også når den ikke blomstrer, især når solen fremhæver det brune indument på stilkene og bladenes bagside sammen med bladenes skinnende, mørkegrønne overside.

En anden plante, som solen har let ved at finde, er persicaria Painter's Palette. Den står på et mørkt hjørne og lyser op, også selvom solen ikke skinner.


Paraplyblad/ diphylleia cymosa har sine flotte frøstande at fremvise, mens de store blade visner mere og mere.

Der kan ses usædvanligt mange flotte hibiscusbuske i år, synes jeg, og vi kan skam også godt være med.

Sidste år var vi bogstaveligt talt ved at drukne i æbler. I år er mængden mere overkommelig, og skovfogedæblerne er store og flot mørkerøde.

Zinnia hører til de sommerblomster, jeg sår hvert år. I år har successen ikke været overvældende, men smukke er de da.


Her ved overgangen til september er vores liljer afblomstret lige med undtagelse af Black Beauty.