hortofilia

I går aftes fik jeg lyst til at tage billeder i aftensolen. Det er efterhånden blevet en tradition for mig at forevige stjernemagnoliaen med en kølig, blå aprilhimmel og bøgehækken som baggrund. Også hjertetræet gjorde opmærksom på sig selv med de nye røde blade. I skovhaven var det fujikirsebærbusken (prunus incisa kojou-no-mai), der bød sig til. I år har den blomster og blade på samme tid, mens den normalt blomstrer på de bare grene. Hvidblomme/ leucojum aestivum  Muscari  alba I løbet af dagen i går sprang den rosa blodurt (sanguinaria Amy) ud (næsten).  Lige nu er den stadigvæk rosa; men langsomt men sikkert bliver bladene grønne og blomsterne hvide. Også erythronium hendersonii startede sin blomstring i går. Fordi den står i halvskygge har de to varme dage overhovedet ikke generet den, og allerede i dag er det koldt igen, selvom solen skinner. Mens langt de fleste påskeklokker er på retur, hvad blomstringen angår, så er denne fyldte på sit højeste. Usædvanligt elegant set udvendig

Blodurt er efterhånden blevet en god gammel forårsven, som det er en stor fornøjelse at gense, og hele flokken har det fint. Den fyldte har stadigvæk førertrøjen på, men de andre tre følger godt med. Den rosa Amy er ikke sprunget ud endnu, fordi den vokser mere skyggefuldt end de andre tre.  Sidste år var de fine bladplanter i flere måneder, efter at blomstringen var forbi. Bloggen er god, når hukommelsen svigter. Jeg kunne huske, at den fligede blodurt havde et virkeligt velvalgt navn, men ikke hvad navnet var. Ved hjælp af bloggen kunne jeg fastslå, at den hedder Star. I forgrunden af de fyldte blodurt helt ude ved pikstensstien er denne brogetbladede tingest dukket op i år, nemlig en selvsået frøplante af kæmpelilje/ cardiocrinum. Den skal være noget så velkommen, men skal jo nok flyttes på et tidspunkt. Den fyldte primula Lilian Harvey er også en gammel bekendt og staudepæon veitchii woodwardii ligeså. De næste to planter konkurrerer om at udvikle de største blade. Sidste år løb pa

Dagens indlæg skulle egentligt handle om noget helt andet; men da jeg gik rundt med kameraet mellem haglbygerne slog det mig, hvor mange blomster i gule nuancer, der var dukket op i de seneste uger. Fritillaria raddeana, som jeg starter med, har været så dristig at kombinere kronbladenes grønligtgule farve med støvdragernes mættede og næsten orangegule nuance. Den farvesammensætning kunne  vi mennesker aldrig finde på; men naturen slipper godt afsted med det. Klematis Pixie bruger den samme sartgule nuance både i kronblade og støvdragere med et harmonisk og stilfærdigt resultat. Blomsterne i hasselbror/ corylopsis spicata har næsten den samme sarte, gule farve; men når man kigger ind i blomsten, opdager man de røde støvdragere, som trækker den gule farve over i retning af de varme nuancer. Det er nøjagtig den samme kombination og den samme effekt, påskeklokken herunder benytter sig af. Euphorbia wulfenii er jo ikke den mest hårdføre staude, man kan investere i, så vinterfrosten fik de

Det er både blæsten og de små forårsløg, jeg hentyder til. År efter år tænker jeg, at de lige skal have lov til at blomstre, inden jeg fjerner dem, der er på gale veje, og inden jeg ser mig om, er de visnet væk og kan ikke opspores længere. Den lyserøde scilla/ chionodoxa pink giant herunder er begyndt at invadere en rosenbusk, og det går ikke i længden, så efter blomstringen skal den have et nyt hjem. Stor snepryd / chionodoxa luciliae er fin både i en klump og som bunddække og har efterhånden sat sig spor mange steder rundt omkring i haven. Erythronium dens canis kan vi også finde småplanter af i bedene, og den er indtil videre den eneste hundetand, der blomstrer. Det vil sige, der er også sibiricum, som efter flere år stadigvæk er en lille plante. Den er nem at overse ved "foden" af sin beskyttende sten. To skridt væk står jeffersonia diphylla/ tvillingeblad og flasher sin nyvækst, som snart bliver grøn. Berberis admiration blev flyttet sidste sommer og så temmelig forhutl