hortofilia

Vi går vist allesammen og venter på regn og krydser fingre for, at vi slipper for at skulle vande i alt for store mængder. Personligt bryder jeg mig ikke om havearbejde med de varmegrader, vi har for tiden, så haven hænger unægteligt noget med ørerne.  Desuden bliver jeg stukket og bidt af myg og fluer i en uendelighed, hvilket også bidrager til at holde mig på sikker afstand af havearbejdet.  Dagliljer/ hemerocallis var før i tiden noget af en yndlingsstaude for det mig, men er ikke i kridthuset længere. Dels er galmiden en plage, dels gider jeg rent ud sagt ikke fjerne visne blomster i et væk, og endelig bryder jeg mig ikke om dem som planter betragtet. I mine øjne er selve planten bare en samling kedelige, halvvisne græslignende blade, så jeg er begyndt at skære dem helt tilbage, lige så snart de er afblomstret. Frances Joiner på det første billede er dog en positiv undtagelse, og det samme er den høje Dances with Giraffes, som har været tre år om at udvikle den størrelse, den har n

Hvis man har et samlergen, kan stauder være et farligt bekendtskab. Uvist af hvilken grund er stormhat/venusvogn/ blå duer/ aconitum blevet et samlerobjekt for mig. De tidligtblomstrende står nu med frøstande, mens de høje, sommerblomstrende typer blomstrer løs. De lader ikke til at lide under tørken, som ellers har taget pynten af mange stauder rundt omkring i haven. For et par år siden investerede jeg i nogle klatrende aconitum, som allesammen står med knopper og vil springe ud i august, så dem vil jeg vende tilbage til i et senere indlæg. Clematis viticella 'Venosa Violacea' Clematis figurerer i mange af mine indlæg, har jeg fundet ud af ved at bruge funktionen Etiketter på Blogger. De ikke klatrende staudeklematis med de stive stilke og små finurlige blomster og knopper har jeg en ekstra blød plet for, og det er totalt umuligt for mig at udpege en favorit. Jeg er sprunget over navnene i dag, men spørg endelig, hvis der er en, der ser specielt fristende ud.

Vild med vilje. Elsk dit ukrudt. Biodiversitet. Giv naturen mere plads. Lad græsset gro -  fortsæt selv listen. Selvom jeg har stor sympati for, at vi skal gøre en indsats for at højne biodiversiteten m.m., kan jeg godt blive lidt træt, når de gode råd og anvisninger får en umiskendelig snert af frelsthed. Det er lige før, man er et dårligt menneske, hvis man slår sin græsplæne. Et af de mest tåbelige råd faldt jeg over i en artikel hos Bolius med titlen:  Sådan skaber du styret vildskab i haven . Umiddelbart en fornuftig titel; men et stykke nede i artiklen kommer så dette citat: "Ingen have uden skvalderkål synes Kenn Römer-Brun – begynd med fordel dit første nye vilde bed, hvor du i forvejen har skvalderkål". Hvabehar! Enhver, der har haft den mindste erfaring med skvalderkål, kan skrive under på, at i samme øjeblik man lader skvalderkål brede sig, har man også givet afkald på enhver form for kontrol med, hvordan det pågældende bed skal udvikle sig. I mine øjne er det et f

  Én aktivitet, man ikke må forsømme i sommervarmen, er at sørge for, at krukkerne har tilstrækkeligt med vand. Visne roser og afblomstrede geranier er kedelige at se på, men ikke farlige for planternes overleven; men at forsømme krukkevandingen kan derimod have katastrofale konsekvenser. Krukken med frøplanter af cyclamen purpurascens, den sommerblomstrende cyclamen, hører dog ikke til dem, der absolut skal vandes hver dag. De små knolde kan nemlig godt lide at blive varmet godt igennem. Det er morsomt at se den store variation i bladformer og marmoreringer, som allesammen godt kan rummes inden for purpurascens.  Der er dog en enkelt  undtagelse. På det lille billede kan man vist lige ane et rødt skær på bladene, og så vidt jeg ved, er cyclamen mirabile den eneste art, hvor det forekommer. Purpurascens udmærker sig derimod ved at være den eneste art, hvor blomsterne dufter, og jeg har haft næsen tæt på flere af blomsterne for at tjekke, om de dufter, og det gør de. Aeonium arboreum sc

Gårdspladsen er et område, hvor vi færdes rigtig meget hver eneste dag. I et tidligere indlæg har jeg vist billeder fra det lille arboret, vi har indrettet mod syd på den oprindelige møddingsplads . I dag ser jeg nærmere på det bed, vi har lavet oven på det gamle vandværk. Det ses i aftensolen i billedet herover og i morgensolen herunder. I bunden af bedet vokser fire bunddækkende stauder, først og fremmest den stedsegrønne rypelyng/ dryas octopetala, som småblomstrer hele sæsonen og nu også har de flotteste frøstande, der minder utroligt meget om kæruld. Herunder omgiver den et lille fuglebad, som Søren har lavet. Desuden er der stenurt/ sedum i to rosa nuancer og gult og gummipude/ azorella trifurcata Nana samt lodden timian/ thymus praecox minor. Den sidste ser ud til at blive presset meget af de andre bunddækkere. Gummipuden er uforlignelig til at vokse henover og dække sten. Til at give noget højde til bedet er der en søjleene og en pilebladet pære; men ellers er det især forskel