hortofilia

Heldigvis udvikler planterne deres efterårsfarver i etaper.  Nu, hvor hjertetræet har smidt alle sine blade,  er det kinesertræet/koelreuteria, der dominerer. Det er et meget spinklere træ og har mere farvespil i sine efterårsfarver end hjertetræet.  Acer griseum  Papirbarklønnens farver er vel orange og guldlærkens orangegule, og hos elefantgræsset er det orangegule kombineret med aksenes sart lavendelblå farve. Pseudolarix  Mange stauder er visnet ned. Det gælder dog ikke den lave kæmpeærenpris, som jeg synes står som en gul skulptur. Men der er også stauder, der blomstrer nu. Det gælder impatiens omeiana ice storm, en slægtning til springbalsamin. Og en høststenbræk i dværgformat. Og geranium Roxanne.  Hvad frugt og frø angår, blev der kreeret græskarhoveder i weekenden, og en frøstand fra en snabelkalla er blevet lysende rød. Frøene kan sås friske, mon jeg får det gjort?? Blommefarvet/mørklilla er noget af en yndlingsfarve for mig. Måske er det en remin...

Blæsevejret er det perfekte vejr til at sammensætte et indlæg  - det har ellers knebet lidt på det sidste.  I onsdags blev majsmarken omkring os høstet, og vi har fået vores kik ud til landskabet tilbage. Det skulle Søren lige nyde, da høsten næsten var overstået, og det gav ham en speciel oplevelse af dyrelivet. Først fløj en fasan op, så kom et lille rådyr galopperende, derefter kom en ræv susende med vajende hale og til sidst drønede en stor råbuk forbi.  En halv time senere var det så en mår eller ilder, han fik øje på inde i haven. Godt de mange dyr ikke var blevet ofre for de store maskiner. NB Træet i forgrunden er et morbærtræ, som endnu ikke har sat frugt. Guldlærk/ pseudolarix amabilis Nu, hvor majsen er væk, kan vi nok forvente en større interesse fra dyrenes side for det, haven kan byde på af lækkerier.  Derfor er den lille guldlærk blevet forsynet med et beskyttelsesnet. Kylie Snowflurry/ lyngasters Little Carlow Efteråret synes jeg er synonymt med ...

Selvom vi har boet her i 45 år og selv har plantet stort set alle de planter, vi er omgivet af, er der alligevel jævnligt ting, der overrasker. F.eks. havde jeg glemt, at jeg sidste år gravede alle løg af efterårskrokus op og lagde dem rundt omkring ved stammen af træer, hvor de kunne ligge i fred og ro i sikkerhed for min spade og ikke alt for skyggefuldt. Nu er de dukket op og lyser blåt, når de rammes af solen. Kattene blev også udsat for en overraskelse i går, da kaninen Coco var ude at gå tur. Putin og Nato kunne lære noget af den måde, de to slags dyr tacklede deres møde på. Stauden aconitum Cloudy er blevet overraskende høj i år. Fordi den blomstrer oppefra og ned, ser den hele tiden frisk ud, hvis jeg da husker at fjerne de visne blomster. Denne lille høststenbræk er altid den første til at springe ud. Oprindeligt havde vi 5 forskellige og er nu nede på to. Derfor er det en overraskelse hvert år, når den dukker op. Det er ikke som sådan en overraskelse, at clematis Freckles sen...

Oktober startede regnfuldt og uindbydende, men vendte på en tallerken og forkælede os i den forløbne uge med det smukkest tænkelige efterårsvejr - tørt, mildt, forholdsvis solrigt og frem for alt nærmest vindstille. I sådan et vejr kommer hanesporetjørnen/ crataegus crus-gallii) rigtig til sin ret med sine utallige bær. Den blev til overs, da vi fornyede læbæltet for snart mange år siden, og har vist sig at være  et fint solitærtræ. Hvad er mon dette, tænker du nok. Jo, det er frugter fra slyngplanten akebia quinata. Den var smækfuld af blomster i maj og har en enkelt gang tidligere haft en frugt. Akebia beskrives ofte som et monster, fordi en etableret plante har en enorm grokraft. Det kan vi godt skrive under på. Heldigvis har vi plads nok,  så vi kan tillade os at lade den udfolde sig. Den har totalt invaderet et navrtræ, hvis eneste opgave da også er at give akebiaen et sted at boltre sig og udvikle sine flettede lianer. I torsdags fik jeg øje på en lille mørk tue i gruset...