hortofilia

Hver vinter slår det mig, hvor forskellige den enkle og den fyldte vintergæk i grunden er, noget, man sagtens kan se på afstand.  I år oplever jeg også, at mange grupper af de enkeltblomstrende er usædvanligt høje og kraftige. Det er der måske andre, der også har observeret. Den ensomme, cyclamenfarvede alpeviol står i nærheden af gruppen af hvide blomster. Mit håb er, at de selv kan finde ud af at krydse sig med hinanden og skabe nogle nye, spændende varianter. Noget af det sjoveste ved at have en haveblog er at kunne sammenligne f.eks.vinteren år for år. Februar 2018 er tydeligvis forsinket i forhold til 2017, dog lige med undtagelse af dorothealiljerne, som plejer at springe ret sent ud her i haven. Vinteradonis foretrækker langt det frostvejr, vi har nu, frem for det regnvejr, vi led under op til jul. Sådan en ganske enkel påskeklokke kan jeg i grunden rigtig godt lide som afveksling fra alle de prikkede og fyldte med og uden krave, som ellers godt ...

Men nu har vi investeret i en tablet, så i går kunne vi ubesværet Skype med sønnen i New York og i det hele taget surfe på nettet. Søren er en ren analfabet, hvad internettet angår,  men fandt da ud af at deltage i en afstemning på JPs hjemmeside, og det tvivler jeg på, at han nogensinde ville gøre på pc'en.   Jeg skulle lige prøve at tage billeder med tabletten. Det gik da nogenlunde, men jeg glæder mig til at kunne bruge mit kamera igen. Billederne er rigeligt gyldne i farveholdningen, men alligevel ikke ret langt fra de virkelige solnedgangsfarver i går. Den hvide peberbusk har fået en lille baby, som også blomstrer i år. Moderplanten var ikke meget større,da vi anskaffede den i 2012. I en grøn vinter er de stedsegrønne planter uundværlige. Herunder ses parasoltræet/sciadopitys verticillata og forskellige rhododendron.