hortofilia

I de fleste af vores staudebede har vi plantet buske og/eller små og mellemstore træer for at skabe noget variation i højden og for at at have noget til at skabe interesse og struktur om vinteren. Et af dem er parasoltræet, som vokser meget langsomt i starten. Det er nu over to meter højt og kan vel ikke kaldes lille mere. Det bliver snart så som så med stauder i det bed. Ved terrassen står en opstammet, brogetbladet benved i en bund af nelliker og akelejer. Den er nok lidt for gul for min smag, men lyser    meget op i den mørke tid. Den gulbladede japanske ahorn ser på afstand ikke ud af noget særligt på denne årstid, selvom jeg godt  kan lide dens form. Når man zoomer ind, ser man imidlertid de smukkeste mørkerøde skud og grene. Tyggegummitræet, liquidambar styraciflua, står frodigt med alle sine blade, men lader heller ikke til at få sin berømte efterårsfarve i år. Vores somre er ikke varme nok, har jeg ladet mig fortæ...

I den sidste uges tid har internettet været lukket land for min computer; men haven udvikler sig ufortrødent videre og begynder mere og mere at udvikle sit skødesløse og dog intense efterårspræg. Det smukkeste syn lige nu er vel nok brombærrankerne, og syltetøjet smager og dufter himmelsk. Tudselilje, tricyrtis hirta, hører også  denne sæson til og er på trods af sit danske navn en ganske almindelig og nem staude. Jeg har lige læst, at den foretrækker surbundsjord, men det er nu ikke min egen erfaring. Nogle kan ikke fordrage den og synes, det ser ud, som om den har fået mæslinger, mens andre synes, den er smuk. Den næste har tilnavnet "raspberry mousse" og er noget mørkere end selve arten.  Og så er der også den gule med brune prikker og tilnavnet latifolia. Den begyndte at blomstre for næsten en måned siden. Ved første øjekast kunne belamcanda chinensis godt ligne en tudselilje, men er en løgplante, som ikke er 100% hårdfør, og som kaldes leopard...