hortofilia

I dag blev der plukket hindbær og kirsebær, hvilket fik mig til at reflektere lidt over det at have en køkkenhave. I min barndoms have var den en livsnødvendighed, mens den i dag er noget man vælger til eller fra. I dette interessante  indlæg  skriver Noel Kingsbury, at køkkenhaven ikke kan betale sig i dag og ikke er noget værd set fra en bæredygtighedsvinkel (slet ikke, hvis man bruger højbede), og at dens hovedværdi ligger i det rekreative og i at lære børn, hvor maden kommer fra. Alt kan nu ikke gøres op i penge og bæredygtighed, og jeg synes i grunden, Kingsbury overser noget meget væsentligt, nemlig kvaliteten af de bær og grøntsager, man henter i køkkenhaven. Hvis man aldrig har smagt nyopgravede kartofler, aner man ikke, hvor lækre kartofler kan være, og det samme gælder  gulerødder og tomater og agurker hentet i drivhuset. I sit indlæg gør Kingsbury sig også til talsmand for vigtigheden af at fremme biodiversiteten i vores haver til glæde for dyrelivet, og der vil

De adjektiver beskriver dagens have ganske godt.  Det ville pynte, hvis jeg fik fjernet visne blomster og kviste, men blæstens idelige susen har ikke animeret til havearbejde de seneste dage. De nogle og tyve millimeter regn, vi har fået i juni måned, er tydeligvis allerede  fordampet, og nu skal vi vist til at tænke på at vande igen. Det er lidt for trist at se, hvordan mange blomster lynhurtigt begynder at hænge. Lilium canadense i skygge og sol er ikke helt den samme oplevelse. Vi er mange, der lader de etårige valmuer krydse sig indbyrdes og så sig selv i haven. Allium hair, cernuum og skovløg/ allium scorodoprasum - den sidste fandt vi ved stranden på Fyn. Clematis roguchi og viticella venosa violacea Tangutica Den lave bøgehæk blev klippet i fredags og danner igen  en uundværlig fast ramme eller baggrund for det gamle staudebed, som det efterhånden  er blevet mere korrekt at kalde et blandet bed.

I dag vil jeg starte med et bed, som fryder mit øje mange gange dagligt, da det ligger lige op til terrassen, hvor regnvandstønden står. Nogle vil måske opleve det som rodet; men personligt holder jeg meget af  den måde, clematis durandii samler det hele på ved at lægge sine lange ranker og store blomster henover de andre planter. Den hvide er en smalbladet klokkeblomst med fyldte blomster/ campanula persicifolia alba flore pleno, som ikke kan holde sig oprejst i den blæst, der hærger for tiden. Heucheraen hedder marmelade, og de blålige buske i venstre og højre side er uldpil/ salix lanata og blå ene/ Juniperus Squamata ”Blue Star”. Det gælder om at kunne identificere diverse frøplanter, så man ikke kommer til at luge ønskede planter væk. I forgrunden af bedet kan jeg få øje på spydverbenas oprette aks og i bunden de runde blade på kæmpemandstro/ eryngium giganteum, hvis sølvgrå blomst først dukker op til næste år. For en måned siden tog jeg et billede af Madame le Cou

Der er ingen tvivl om, at roserne har elsket sommervarmen, som vi andre også har nydt. Mange af dem blomstrer overdådigt som Helenae Lykkefund, der er kravlet helt til tops i æbletræet. Selv på  nordsiden af træet er blomstringen enorm, og duften er ubeskrivelig. Tre ens rosenstativer er beklædt med Eden/ Willestrup, St. Swithun og Red Eden/ Rød Willestrup. Ghislaine de Feligonde er megastor - jeg spekulerer selvfølgelig på, om/ hvor meget den skal beskæres til næste sæson. Hot Chocolate får rosende omtale mmange steder, og det kan jeg bestemt tilslutte mig. Sweet Prettys frøstande er så nydelige, at jeg næsten ikke nænner at fjerne dem. En enkelt rose på det strategisk rigtige sted kan godt konkurrere med store, blomsterrige buske - her er det Barcarole. Asarina scandens/ klatrende løvemund omgiver den sidste gøgeurt/ dactylorhiza og den første agapanthus.

Dagens billeder fik mig til at fundere lidt over, hvordan planterne bestøves. Codonopsis clematidea ser udvendigt ret anonym ud; men kigger man ind i blomsten, er det tydeligt, at alle farvemæssige sejl er sat til for at lokke insekter indenfor. Desuden har blomsten en lidt ubehagelig duft, som uden tvivl virker tillokkende på visse insekter. Anderledes er det med clematis fusca dwarf form, som er en krybende klematis med små, hårede, blågrålilla blomster. Farven er anonym og dens duft ligeså, så måske bestøves den af vinden; men det er i mine øjne en usikker metode, når planten er lav og krybende. Blomsten kan minde om en mælkebøtteblomst i opbygningen, når man roder lidt i den. Mælkebøtten er selvbestøvende, og hvis fusca også er selvbestøvende, gør det formentlig mindre, at vindbestøvningen er en usikker metode. Kæmpehavren/ stipa gigantea er et godt eksempel på en plante, der vindbestøves, og næsten en diametral modsætning til fusca. Jeg lader spørgsmålet om fusc