hortofilia

er ikke noget, jeg normalt gør i, og godt det samme, tænker jeg, når jeg år efter år læser og hører om de mange kuldsejlede nytårsforsætter i form af slankekure, motionsplaner og livsstilomlægninger. På den anden side kom jeg her på falderebet af 2018 til at spekulere på, om jeg mon kunne formulere tre realistiske nytårsforsætter for haven, vel at mærke positive forsætter, som vil bidrage til at gøre  havelivet endnu sjovere og mere tilfredsstillende, end det allerede er. troldnød/ hamamelis Jelena Det første forsæt, jeg fik formuleret, handler om, at jeg skal  blive bedre til at nyde haven på den passive måde. På den daglige runde kan jeg f.eks. ustandselig gribe mig selv i at fokusere på, hvad der "trænger" til at blive gjort i stedet for at nyde alt det smukke og interessante, haven har at byde på. I forlængelse af det skal jeg også blive bedre til at vegetere og slappe af i haven uden nødvendigvis først at have gjort mig fortjent til det. Før i tiden elskede jeg a

Nu er der kun to låger tilbage i julekalenderen, og det  bliver ikke til ret meget bloglæsning fra min side, så tiden er vist inde til at ønske jer allesammen en rigtig glædelig jul fra os to gamle nisser på Lynghøjgård. I mangel på snebilleder hvad kunne så være mere passende at slutte af med end en julerose og dagens overraskende blomst i rosen White Cover, som stammer fra et blogtræf for to år siden:-)

Min emne er nemlig jorddækning eller mulching, som det vist hedder nutildags. Det er et emne, jeg har  haft i tankerne flere gange under sommerens tørke og henover efteråret, efterhånden som blade og blomster er forsvundet, og jorden derved er blevet mere og mere synlig. Bar jord er forbudt i haver nutildags, kan vi vist godt blive enige om, i modsætning til haver anno 1950 og deromkring, hvor det nyrevne og rensede havelook var idealet. Under sommerens tørke opstod der imidlertid en del områder med bar jord, hvor stauder ellers i normale somre ville dække jorden med deres frodige løv, og jeg oplevede faktisk, at det var noget, som det  pinte mit havehjerte at se på. området nord for bøgehækken Når man har holdt 40 års jubilæum med sin have, har man også uvægerligt udviklet  nogle rutiner, som efterhånden er blevet ganske faste, og det gælder også et emne som jorddækning. I surbundsbedene bliver jorden hvert år dækket med nåle eventuelt blandet med sand.  Det er godt for pl

Bortset fra de seneste få dage har vi ikke set meget til solen i december. Alligevel er julerosen Jacob sprunget ud, og i år er den ikke skæmmet af de ellers så hyppige sorte pletter. Den næste helleborus faldt jeg for hos blomsterhandleren, da jeg skulle købe lys m.m. Sædvanen tro vil påskeklokken herunder blive den første, der springer ud i det nye år. I køkkenhaven kunne der godt plukkes en håndfuld hindbær, en enkelt morgenfrue har klaret at springe ud, og det samme gælder lathyrus. Sidste år ved denne tid gjorde jeg status over, hvordan roserne så ud. Det er ret interessant at sammenligne med i år, hvor de med undtagelse af  fire roser kun står med knopper, som næppe kommer til at springe ud. Sommerens tørke har nok trods alt hæmmet dem en del. Her kommer Sally Holmes, Claire Austin, Leonardo da Vinci, Hot Chocolate, Munstead Wood, Troika, Barcarole, Eden og Mozart.  Det er mere eller mindre de samme roser, der holder ud år efter år. Barcarole, Moza

- er ikke et sted, hvor der sker en forfærdelig masse, men der dukker da nogle små skønheder op hist og her, som har taget fejl af årstiden. Det gælder f.eks. den stedsegrønne potentil med tilnavnet Nuuk og en gul primula. Disse to blå stauder og den hvide lærkespore kan også lidt endnu. Den mosklædte sten har fået et par gule gevækster, som viser sig at være bittesmå svampe ved nærmere eftersyn. I køkkenhaven er ambrahækken blevet gul, men dufter stadigvæk af cola ved berøring. Den danner en tydelig kontrast til den friskgrønne persille, som vi storspiser af i år. Blomstrer det grønne tag? Nej, det er vist tværtimod en sedum i efterårsfarver. Alunrod er utrolig langtidsholdbar, i hvert fald en del af dem. Rio er ved at se trist ud på overfladen af bladene; men den flotte bagside får planten til at lyse op selv i gråvejr. Ved vejen ned til Jenle, Jeppe Åkjærs hjem, som ligger ikke ret langt herfra, har denne velpolstrede mand med læde

- blev en smuk og lun dag med solskin og temperaturer omkring 8 grader, og solen oplyste det brogede græs (knoldet draphavre) på smukkeste vis, før den alt for tidligt gik ned. Den hvide peberbusk og julerosen Jacob peger fremad mod det nye år ligesom skuddene af den første trillium og de tidlige pæoner. Ellers vil jeg fokusere på tre stedsegrønne buske, hvoraf de to står ved siden af hinanden. Det er den forreste ( abies koreana Kohouts Icebreaker), der normalt stjæler rampelyset med de iøjnefaldendende hvide nåle og den lidt uregelmæssige facon. Men i dag i solen begynder den lille fyr i baggrunden også at se ud af noget. Når man zoomer ind på skuddene, åbenbarer der sig det fineste farvespil. Planten hedder pinus parviflora Shikoku. På nettet florerer dette og lignende billeder af træet. Jeg kan godt se konturerne til sådan et træ i vores lille eksemplar; men jeg synes helt personligt, man piller glansen af de flotte nåle ved at beskære d