hortofilia

Jeg gik en runde for at tage billeder af de stauder, der endnu er i blomst. De fleste gør sig nu ikke særligt bemærket, faktisk ser mange af dem lidt sølle ud. På den anden side så der sådan her ud sidste år ved samme tid. 

Hvis man spurgte Søren, hvilken plantefamilie han holder mest af, tror jeg han ville svare træer. Vi har da også en del forskellige træer i haven. I dag vil jeg fremhæve stewartia, som desværre ikke har noget dansk navn. Her i efteråret står det fyldt med frøstande. Her ses de mere tæt på. I juni måned blomstrer det med masser af flødefarvede blomster. Jeg vil slutte af med et billede af stammen på tibetansk kirsebær i solskin.

Boiken æbletræet har to forcer: den grafiske form og så evnen til at beholde æblerne på træet vinteren igennem, hvilket fuglene normalt har stor glæde af. I år er mange af æblerne dog faldet ned. Sådan her så træet ud i lørdags. Og i dag ser det sådan her ud. Ærgerligt.

Efter 3 uger med hoste og forkølelse brugte jeg formiddagen i haven og nød det rigtigt. Når man går og nusser, ser man meget mere, end hvis man går en tur. Det første, jeg faldt for var disse frøstande af japanlygter - jeg har aldrig før set, at de har en orange frugt inde i det fine filigran. Peberbuskene er ved at springe ud. jeg er især glad for denne art med hvide blomster og gule bær. Måske er det svært at se; men på det følgende billede er der 3 sæsoners frøstande på gukldazaleaen. De brune er fra forrige år, de grønne fra i år, og så gemmer næste års frø sig på en måde i knopperne. Det er i vinterhalvåret, man bemærker denne brogede kristtjørn. Resten af året står den diskret i baggrunden af to små cornus træer. Søren og jeg har besluttet at det her navrtræ skal stynes, fordi det står forkert.Problemet er bare, at slyngplanten akebia quinata er klatret helt op i toppen, og hvad gør den så - klatrer den monstro over i bøgeportalen, eller går den ud? Vi nænner nok alligevel

Jeg har det lige som en del andre bloggere giver udtryk for, at vi begynder at jule alt for tidligt. På den anden side mangler man her i november noget til at tage over efter krukkerne. Jeg har prøvet at kompromisse på gårdspladsen gennem mit farvevalg. Herover er det en skimmia med limefarvede blomster, en gulbroget kristtjørn samt choysia ternata sundance, som jeg virkelig håber, jeg kan få til at overleve  og plante ud i haven. De kreative blogdamer påstår, at der ingen ben er i at smække noget sammen i en krukke, så det har jeg også prøvet at gøre, men altså uden at virke for julet.  

Vi har efterhånden mange græsser i haven; men det er langt fra dem allesammen, der bidrager med noget særligt i novemberhaven.  Et, der gør det, er det blågræs, som hedder sesleria autumnalis. Det kan ses fra køkkenvinduet,og dets farve får det til at se ud, som om det er ramt af et solstrejf. Desværre viser billedet ikke dette alt for godt.  Molinia caerulea transparent har stået med sine fine strå i flere måneder. Som navnet antyder, er det vanskelig at fange dets graciøsitet med et kamera. I skovhaven har milium effusum indgået uregistreret partnerskab med skovfrytlen. Om foråret er miliegræs klart gul, mens farven her i november nok snarere er lys grøn. Stipa tenuissima pony tails er et herligt lavt græs, som starter først på sommeren og hurtigt udvikler sine ganske fine strå. Desværre er det ikke helt vinterhårdført, men sår sig til gengæld under de rette vilkår. Det næstsidste græs, jeg vil vise, er det elefantgræs, der hedder Dronning Ingrid. Pudsigt nok bliver det i ma

En plantemand, hvis blog, jeg følger med interesse, er  Noel Kingsbury . I sit nyeste indlæg skrev han følgende: "At a time when the garden is looking rubbish, ‘cos its November and however much we bang on about grasses and seedheads, the garden always does look rubbish now except for when the sun shines, which it has done a little bit lately." Denne barske kritik af novemberhaven har jeg funderet lidt over og er nået frem til, at han sikkert har ret, hvis man tænker på den slags haver, han er kendt for at anlægge sammen med Piet Oudolf, nemlig anlæg præget af græsser, hestemynte, solhat, solbrud, anisisop osv. Hvis haven ikke samtidig har struktur i form af hække, træer og stedsegrønne islæt, så tror jeg, man får det resultat, Kingsbury beskriver.  Disse to elementer synes jeg imidlertid, at f.eks.  Kjeld Slot  er lykkedes rigtig godt med at kombinere i sine ellipsehaver. I vores egen have, som har tung lerjord, er der kun et enkelt bed, som med lidt god vilje kan min

Da jeg rev blade sammen i går, kom jeg til at spekulere på, hvilke stauder der i grunden har blomstret længst tid i haven. Jeg kom frem til, at på tredjepladsen i hvert fald i min have, kommer denne storkenæb, som har eksisteret her i haven i hvert fald mindst 70 år. Mon ikke det er geranium sanguineum? På andenpladsen kommer nok en storkenæb, nemlig denne lille lyserøde sag, måske geranium striatum. Den er rigtig fin, idet den har det med at så sig selv på den mest nuttede måde. På en delt førsteplads kommer katteurt og lærkespore. Det første billede er fra starten af maj måned og det er helt typisk, at man ikke i første omgang lægger mærke til de to stauder yderst til venstre og højre i billedet. De er bestemt ikke prangende (i modsætning til rosen og den japanske ahorn), men er efter min mening med til at give haven et hyggeligt og uformelt præg. At der stadigvæk er gang i dem kan ses på de sidste to billeder, som er taget i dag. 

Fem timers bladsammenrivning, hvor mange kalorier mon det forbrænder? Ja, et sted kan man læse at havearbejde forbrænder mellem 80 og 130 kcal på 20 minutter alt efter intensitet og alder m.m. Andre steder står der 8kcal/min, og atter andre steder står der, at man nemt kan forbrænde 250 kcal på en time, så????? jeg tror, jeg vælger at sige 100 kcal på 30 min - det er så let at regne ud.

Selvom vi har gravet georginerne op og dermed fjernet en masse blomster fra haven, er der alligevel en del blomster tilbage. Roserne har en blomst men stauderne blomstrer

Et af de adskillige produkter til haven, som Søren har frembragt i år er et rosenstativ i 3 eksemplarer. De er anbragt bagerst i staudebedet parallelt med bøgehækken, hvilket kan ses rimeligt tydeligt i følgende billede, især hvis man klikker på det. Vi har plantet en villestrup, en saint swithun og en rød villestrup, så vi glæder os til næste år. Indtil da har vi nøjedes med en pragtsnerle. Det skal dog siges, at saint swithun allerede i år begyndte at sende blomster op i stativet. Det sydligste stativ kan også ses gennem åbningen til skovhaven.

En plante, som jeg har haft svært ved at fotografere, så den kan ses i al sin farvepragt, er glasbær; men i dag synes jeg, det lykkedes ganske godt. Også papirbarklønnen er med til at give farve til haven. Det kan man derimod ikke sige om bregnen, som dog efter min mening har en speciel og smuk udstråling. Jeg måtte helt ned og sidde på de kolde fliser for at tage det næste billede. I forgrunden er et hævet bed med stenbedsplanter, og i baggrunden æbletræer og køkkenhave Æbletræerne får man et bedre indtryk af på det sidste billede.

Skovhaven tog sin begyndelse, da de gamle lætræer blev angrebet af elmesyge og måtte fældes. Den har en ret simpel opbygning, idet den består af 4 cirkelformede bede omkranset af en flisbelagt gang. Mod vest er der en avnbøghæk og mod øst en bøgehæk med to åbninger ind til den oprindelige del af haven.