hortofilia

Efter en hyggelig sneweekend, meldes der om regnvejr til aften, så jeg tog en runde her til formiddag for at tage billeder af haven i sit sneantræk. Billederne er vel ikke ligefrem sorthvide, men farveholdningen er særdeles afdæmpet. Inden sneen så sensommerbedet trist og miserabelt ud uden nogen som helst form for struktur. Sneen strammer det lidt op. Struktur er der mere af i selve haven i form af bøgehækkene. I baggrunden af billedet står der to stedsegrønne træer, til venstre parasoltræ og til højre magnolia grandiflora. Parasoltræet siges at kunne klare frostgrader ned til -30, mens magnoliaen stammer fra et subtropisk miljø og helst ikke skal ret langt under frysepunktet. Sidste år tog det dog overhovedet ikke skade, selvom vi i hvert fald en enkelt nat var nede på -13 grader. Stewartia udmærker sig med de dekorative, pyramideformede frøstande. På gårdspladsen faldt jeg over det næste motiv, hvor man rigtigt kan se den oprette vækstform af cryptomeria rasen som kontrast til de ru...

Et par gange i den forløbne uge har jeg set dagene mellem jul og nytår blive beskrevet som en mellemtid, og det har slået mig, hvor utroligt godt udtrykket passer på netop denne  periode,  hvor man er helt nede i tempo oven på juleræset og bare venter på, at nytårsaften skal eksplodere.  Da jeg gik min runde i dag, slog det mig, at haven i grunden godt kan siges at  befinde sig i sådan en mellemtid, hvor alt tilsyneladende er gået i stå.  Det er ikke selvfølgeligt helt rigtigt,  at alt er gået i stå. F.eks stikker forårsløgenes blade op over jorden flere steder; men det føles sådan, og der skal betydeligt mere lys til, før udviklingen holder op med at bevæge sig i slowmotion.  Da jeg kiggede efter blomsterknopper på cornus mas, forstyrrede jeg dette forhutlede insekt. Det hedder grøn bredtæge og skifter farve med årstiderne, har jeg læst mig til, er grønt, når bladene er grønne, og brunt efterår og vinter. Sort slangeskæg ser måske nok sart og eksotisk...

Rosen Helenae Lykkefund tror jeg har en særlig plads i hjerterne på alle rosenelskere. Der er ikke noget mere romantisk end at stå foran æbletræet og nyde synet af de lange ranker med tusindvis af små cremefarvede roser og ferskenfarvede knopper, mens man indånder  blomsternes berusende honningduft.  Roser har man kun for blomsternes skyld, vil jeg mene. Det tidlige løv pynter ganske vist om foråret, og mange af dem har en utrolig duft, men som planter har de vel ikke meget at byde på sammenlignet  med så mange andre haveplanter. De engelske Austin roser er med rette elskede for deres smukke blomster; men det er min erfaring, at flere af dem har en livslang identitetskrise, idet de ikke kan bestemme, om de er slyngroser eller storblomstrende roser. Det gælder udpræget Crown Princess Margareta, som ses herunder. Vores eksemplar startede plantet ud i et bed, hvor det hurtigt viste sig, at dens grene var for lange og vege. Derfor flyttede vi den til et espalier, og nu ser de...

En af fordelene ved at bo i Skandinavien er de indbyggede overraskelser, vi bliver udsat for i form af, at vi aldrig kan vide, hvordan vejret bliver. Frost og sne allerede sidst i november havde vi ikke forudset, selvom jeg kan se på gamle blogindlæg, at det før er sket. Det er selvfølgelig samtidig en ulempe, hvis man har mere eller mindre frostsarte krukkeplanter, som man ikke har bragt i sikkerhed. Da vi købte den lille bonsaiplante, fik vi at vide, at den sagtens kan stå ude om vinteren; men jeg må sige, at jeg synes, den ser ret så forfrossen og ensom ud. Skaden er nok sket, hvis den altså har taget skade, så nu får den lov til at blive stående. Aeonium tåler ikke frost overhovedet. Derfor har jeg sat vores to krukker ind i et køligt, sydvendt vindue. Der gik ikke mange dage, efter at potten herunder  var kommet ind, inden stænglerne bøjede sig ned, som om al saftspænding var forsvundet. Da jeg undersøgte dem, viste det sig, at de næsten ingen rødder havde. Derfor beskar jeg d...

Man kan godt misunde fårene deres tætte og vandafvisende pels i disse decemberdage, hvor nattemperaturen nærmer sig de tocifrede tal. De er sådan et hyggeligt syn på den snedækkede mark, selvom jeg lige har opdaget,  at lammekød er den allerstørste CO2 udleder. I går eftermiddags oplevede vi det usædvanlige syn, at to fasaner sad højt på taget af et udhus. Det var kort inden, en kraftig snebyge trak ind over egnen. Heldigvis blæste det ikke, for ellers havde det udviklet sig en kraftig gang fygning.   I det stille vejr ligger sneen tykt på ikke mindst de stedsegrønne planter,  og det ville sikkert være klogt at gå en runde for at fjerne sneen fra de mest tyngede, så vi undgår, at der knækker grene under vægten. Det sker dog ikke, for i morgen skal vi hente sønnen i Billund, når han kommer hjem på juleferie fra New York for første gang siden corona. Derfor har vi travlt med at gøre klar oppe og nede. Efter en omgang frost er boiken æblerne blevet til en sand lækkerbisken i...