hortofilia

           Her på matriklen er vi enige om, at der er en ganske særlig afslappet og hyggelig stemning i disse dage, når vi går vores runde i haven. De sidste blade er ikke faldet af træer og buske endnu, de stedsegrønne træder mere og mere frem, og det er lidt af en sport at finde frem til planter, som blomstrer. Fasanbusken/ leycesteria har stadigvæk alle sine blade, og de mørkerøde dækblade giver en illusion om, at den stadigvæk blomstrer. Det næste billede viser kombinationen af hortensiaens blå blomster og voksplantens (sinocalycanthus) gule blade. Voksplantens blade hører til den stive type, som er længe om at formulde, så med mindre jeg er usædvanligt doven, plejer jeg at rive dem væk. Ambratræet/ liquidambar med en baggrund af elefantgræsser i høstfarver. Miscanthus adagio er derimod stadigvæk grøn og frisk at se på. Et (dum)dristigt eksperiment: Rhododendron sinogrande  regnes ikke for hårdfør her i landet, så indtil nu har den overvintret i dr...

Venteposition er nok det ord, der bedst beskriver situationen på havefronten her i slutningen af oktober. Der er ingen projekter, der trænger sig på, æblerne er plukket,de nye solbærbuske og det lille frøsåede hjertetræ plantet, to gamle buskroser gravet op, og nu venter vi på, at de sidste blade skal falde af træerne, så bedene kan blive puttet for vinteren. Ventetiden fordrev jeg i går med en tur med kameraet, og det første, jeg fik øje på, var troldelden/fothergilla, hvis efterårsløv kan blive utroligt rraffineret. Så var der to hortensier, som påkaldte sig min opmærksomhed. Det gjorde fuchsiaen næsten ikke. Den er så diskret, at man næsten ikke bemærker den i konkurrencen med at de andre planters stærke løvfarver. Ficinia truncata 'Ice Crystal' hedder det lille græs i krukken. Lille fint prydgræs med fin hvid kant på bladene og ikke helt hårdfør. Sådan beskrives det af forhandlerne. Jeg havde håbet på mindst dobbelt så lange blade, som kunne drapere sig ud over kanten på m...

  Både sol og sne er efterhånden en sjælden foreteelse, så da de dukkede op samtidig i dag, måtte jeg en tur ud i blæsten og tage billeder. Det første billede viser vores sensommerbed, hvor det umiddelbart er de store elefantgræsser, der dominerer; men hvis man giver sig tid til at kigge nøjere efter, er der også andre græsser, hvor sneen og solen har forskønnet frøstandene. Det første billede herunder  er kæmpehavre/ stipa gigantea, hvis lange stængler med frøstande ellers oftest knækker, når de får en vis alder. Det andet billede viser fladaks/ chasmanthium latifolium, som er et relativt lavt græs, som står i ly af de høje planter i bedet. Det var morsomt at se, hvor forskelligt sneen har lagt sig på de forskellige træer. Hanesporetjørnen har totalt afvist sneen, mens den har lagt sig, hvor der var læ, på den flettede og stynede pil,   Magnolia grandiflora og parasoltræ/ sciadopitys verticillata ser ud til at have blade og nåle, hvor sneen nærmest limer sig fast, a...

- er navnet på et elefantgræs, som vi dog ikke har, og for den sags skyld har vi heller ikke set en eneste solnedgang, efter at vi er kommet ind i november, kun regn,regn, regn. Men malepartus herunder kunne lige så godt hedde november sunset med de farver, dens blade fremviser. I det hele taget gælder det om at nyde synet af sensommerbedet med græssernes farverige løv og fyldige aks, der vajer i vinden; for snart bliver det hele mere beige og anonymt og behøver hjælp fra rimfrosten for at ligne en million. Burgundy Ice bliver ved med at fascinere med de afvigende blomster, den producerer for tiden. Jeg bildte mig ind, at Burgundy Ice var en sport af den hvide Iceberg; men efter at have undersøgt sagen nærmere, har jeg fundet ud af, at det forholder sig anderledes. Iceberg sporten, som blev fundet og udviklet på Tasmanien,  blev til Brilliant Pink Iceberg, som igen skabte sporten Blushing Pink Iceberg, som igen skabte Burgundy Ice(berg). Når jeg sammenligner de af...

Seniorbedet vælter rundt i år, hvor vi både har fået masser af sol og masser af regn.Heldigvis kan vi begge to godt lide det uregerlige udtryk, så det er begrænset, hvor meget jeg forsøger at holde det i ave. Det betyder, at kun en enkelt af stierne er farbar for tiden. Læhegnene langs med asfaltvejen gløder i disse dage. I det hele taget er der masser af læhegn i landskabet, så det er ikke lige heromkring, der mangler træer. Selv har vi plantet mange træer her  på matriklen - cirka  2000 er et realistisk bud - dels som fornyelse af læhegnet og dels som nyt hegn mod syd, og det har vi på ingen måde fortrudt. Sådan set var Søren på forkant med udviklingen, da vi flyttede ind, idet han tilplantede to vådområder med træer, i stedet for at afdræne dem. Det har fugle og råvildt haft stor fornøjelse af. I år er der flyttet en spændende og usædvanlig rovfugl ind, som vi ikke har kunnet identificere, måske en rød glente eller en rørhøg...