wellness for træer
Mos og lav på træerne er langt fra et særsyn her i området formentligt på grund af det fugtige vejr og luftens høje indhold af kvælstof herude på landet; men det er især vores stewartia, som ser ud, som om den har det dårligt med det, selvom det efter sigende ikke er skadeligt. I går og i dag har vejret været fugtigt nok til, at træet kunne få en omgang massage for at få fjernet belægningen, og resultatet er ikke til at tage fejl af. Før terapien havde træets stamme og grene et grønt skær; nu er de tydeligt brune igen, og for at være ekstra god ved træet har det også fået en fodpude af kompost. En anden træstamme har fået en renæssance som skulptur i haven - vi får se, hvor længe det er sjovt.