hortofilia

Mos og lav på træerne er langt fra et særsyn her i området formentligt på grund af det fugtige vejr og luftens høje indhold af kvælstof  herude på landet; men det er især vores stewartia, som ser ud, som om den har det dårligt med det, selvom det efter sigende ikke er skadeligt. I går og i dag har vejret været fugtigt nok til, at træet kunne få en omgang massage for at få fjernet belægningen, og resultatet er ikke til at tage fejl af. Før terapien havde træets stamme og grene et grønt skær; nu er de tydeligt brune igen, og for at være ekstra god ved træet har det også fået en fodpude af kompost. En anden træstamme har fået en renæssance som skulptur i haven - vi får se, hvor længe det er sjovt.

eller meget kort fortalt skønheden i det uperfekte er et japansk begreb, jeg stødte på på denne  blog , hvor det bliver brugt om novemberhaven. Mit mobilkamera kommer simpelthen  til kort i disse "lyssky" dage; men jeg gik alligevel ud for at jagte wabi-sabi. Det første, jeg stødte på, var disse lygter, der er godt på vej til at blive til filigran. Også denne bergenia (eroica) har en speciel efterårsskønhed og nogle meget sofistikerede farver. . Geranium phaeum samobors farver er mildere. For ikke ret længe siden viste jeg en klatrehortensia. Den har vi også som en fritstående busk i en bund af vinterglans. Også den har et specielt udtryk  med sine forvredne grene her sidst på året. . De mosklædte stammer på de gamle frugttræer er et godt eksempel på wabi-sabi. Pinky winkys frøstande ligeså.  Og stjernemagnoliaens grå knopper og lavbeklædte kviste.

Dette W C Fields citat rammer plet om dagen i dag. Derfor starter jeg inden døre med en krans, som jeg bandt i fredags, hvor vi havde gæster. Mine adventskranse- arrangementer plejer at ende som et forfærdeligt rod med 4 lys, der stritter i alle 4 verdenshjørner, men jeg håber denne krans kan redde mig i år.  Oxalis versicolor, som er en vinterblomstrende knoldplante fra Sydafrika, står på bryggersbordet for ikke at få det for varmt og er så småt ved at starte på sin blomstring. Blomsterne er simpelthen så nuttede, især lige før de springer helt ud. Desværre kan jeg ikke tage et ordenligt billede af dem i denne mørke tid, så det næste er lånt fra gapphotos. Ud kom jeg da, og min opgave var at finde nyudsprungne planter. Jeg fandt to - en hvid lyng og en peberbusk. En lav berberis (thunbergii smaragd) står med sin fine løvfarve endnu, mens fuglene har taget bærrene. Alpeviolernes blade skinner af regnen. Boiken æbletræet er en fornøj

Der er ingen ende på, hvor mange skadedyr man kan blive belemret med. Vi skal dog bestemt ikke klage; men i dag da jeg løftede skørterne op på denne bregne, åbenbarede der sig to store friske huller i jorden. Søren tror, synderne er mus og lagde straks fristende røde musekorn ud. Det er et rent slaraffenland, musene har fundet, nemlig en lille stenhøj, hvor jeg fortrinsvis har knolde og løg af fritillarier og botaniske tulipaner - guf for en sulten mus.Desuden er der bregner og små bispehuer og andre småstauder, som forlængst er visnet væk. "Det et ikke til at se det osv"; men der er to sytrådtynde stængler i denne potte af tropaeolum azureum, som startede på samme måde sidste år, men så opgav ånden og gik i dvale i stedet for at udvikle blomster. Denne adfærd kan den finde på at gentage flere år i træk. Det er med andre ord uheldigvis en såre lunefuld plante; men blomsterne er bestemt værd at vente på ( netbillede ). Trælupinen

I de fleste af vores staudebede har vi plantet buske og/eller små og mellemstore træer for at skabe noget variation i højden og for at at have noget til at skabe interesse og struktur om vinteren. Et af dem er parasoltræet, som vokser meget langsomt i starten. Det er nu over to meter højt og kan vel ikke kaldes lille mere. Det bliver snart så som så med stauder i det bed. Ved terrassen står en opstammet, brogetbladet benved i en bund af nelliker og akelejer. Den er nok lidt for gul for min smag, men lyser    meget op i den mørke tid. Den gulbladede japanske ahorn ser på afstand ikke ud af noget særligt på denne årstid, selvom jeg godt  kan lide dens form. Når man zoomer ind, ser man imidlertid de smukkeste mørkerøde skud og grene. Tyggegummitræet, liquidambar styraciflua, står frodigt med alle sine blade, men lader heller ikke til at få sin berømte efterårsfarve i år. Vores somre er ikke varme nok, har jeg ladet mig fortælle. I det gamle staudebed

I dag havde vi masser af sol; men udover at tage lidt billeder har jeg nu brugt en del af min tid på at købe og installere en ny printer.  Jeg hader den slags, men det gik i grunden helt gnidningsløst i dag. Bregner har det som de stedsegrønne træer og buske. Når løvet er faldet og blomsterne visnet væk, så træder de i karakter og beder om at blive beundret. Nogle af dem er selvfølgelig visnet ned; men jeg har alligevel kunnet samle en lille flok i denne collage. Øverrste række: to hjortetungebregner og en venushår Midterste: kirkegårds-/mosbregne og to mangeløv Nederste: miltbregne og to stedsegrønne kambregner Planterne er jo ret så afdæmpede i farven her i november. Dette elefantgræs med tilnavnet adagio har de fineste lilla toner, når man går tæt på. Elmestammen herunder bebos både af vedbend og klatrehortensie.  Nu vi er ved klatreplanterne, vil jeg gerne vise, hvor dygtig akebia quinata er til at sno sig op ad sit støttetræ. Det ligner næsten l

er simpelthen min favoritplante på denne årstid. Jeg har flere gange vist den fregnede julerose i blomst, og i dag fangede jeg disse knopper hos én, der står lige uden for køkkenvinduet. Det er den ene af disse tre - hvor heldig kan man være? For tiden sælges der masser af fremdrevne juleroser i butikkerne, desværre uden ordentlig varedeklaration; men jeg faldt da for et eksemplar til at pynte på gårdspladsen. Så kan den blive plantet ud, når pynten er gået af den. Okay da, den fregnede vil absolut også vises i dag.