hortofilia

I går, selvom det blæste og var hvinende koldt, og det småregnede, fik jeg flyttet krukkerne med agapanthus ind i stalden til vinteropbevaring. En af dem trængte hårdt til at blive delt og befriet for en kløverplante, som var flyttet ind. Det tog Søren en halv time at få den bakset ud af krukken, hvorefter den blev delt i ni dele og plantet op i to potter. 18. juli   Regnen får farven på muren til at se utroligt  mættet ud. Solskin har den stik modsatte effekt. Bagefter skulle der ryddes op langs muren, hvor krukkerne havde stået, og jeg følte mig lidt som 1880ernes lugekone, da jeg endte på knæene for en kort bemærkning.   fra Helle Ravn: Haveliv Også drivhuset er ved at blive gjort klart til den årlige invasion af frostsarte planter. Clematis Freckles er jo fast beboer af drivhuset og kan nydes ekstra meget i den korte periode, fra tomatplanterne har forladt det, og indtil krukkerne flytter ind. Georginerne  opbevarer vi også i stalden; men nogle af

Nu hvor bladene har drysset fra træerne efterhånden  i flere uger, og skyggerne bliver lange, begynder selve træstammerne at træde mere frem og fange blikket. Tibetansk kirsebær/ prunus serrula dominerer i sydenden af staudebedet, men jeg ved, at der gemmer sig spændende ting i jorden omkring det, som vil glæde os til foråret. I et   indlæg  tidligere på måneden viser Åse fra bloggen Fredes, hvordan de har været  nødt til at fælde en stor og flot vandgran/ metasequoia. Det sendte mig ud for at finde vores eksemplar og tage det i nærmere øjesyn. Vores vandgran er nok omkring 20 år gammel, og stammen er ved at have noget af det typiske, furede udtryk. Papirbarklønnen er nogle år ældre, men virker umiddelbart spinklere end vandgranen. Det indtryk ændrer sig dog noget, når man går tættere på forgreningen. Cornus controversa variegata er et af de træer, som har holdt længst på bladene. I år har rådyrene ladet det være i fred, og vi nåede heldigvis at vande det, inden bladene

Og nogle af dem falder rigtig hårdt, nærmest som kanonkugler. Oven på den tørre sommer er der vældig meget tørstof i sådan et æble. Det fik den nye, lille mahogni soft caress at føle, idet en stor gren blev brækket af. Busken var ellers lige kommet godt i gang. Det må siges at være i elvte time, at nerine/ guernseylilje er begyndt at blomstre.  Om lidt skal dens nabo sukkulenten aeonium Schwarzkopf bringes indenfor, og i sandbedet er den første narcis allerede sprunget ud. narcissus cantabricus foliosus Nu hvor bærmisplerne i skovhaven har smidt bladene, har det vist sig, at clematis rehderiana  har draperet sig henover stien og danner en lille interimistisk portal. Da Søren byggede bjælkehytten, brugte han mange af vores grantræer, hvorved der opstod et åbent område vest for stubberiet. Det er et meget skyggefuldt sted, hvor der heller ikke trænger en masse regn ned, så vi har lavet et lille bed hovedsageligt bestående af taks, s

Det må man sige, at vi har haft, og det kan vi selvfølgelig takke børnebørnene for. Første produkt var græskarlys af egne græskar, som ikke blev vildt store i år. Så blev der lavet eddercupcakes. De smager godt, selvom Eva og jeg er enige om, at vi ikke ville nå ret langt i Den store bagedyst. Det kniber lidt med finishen. For første gang har vi også smagt bagte kastanjer fra vores eget kastanjetræ. De smagte fint, selvom  også de var lidt små. Endelig er det også blevet til en heksekjole lavet af et sort lagen og holdt sammen med et bredt bælte fra dengang, bedstemor endnu havde en talje. Asters er en uundværlig ingrediens i oktoberhaven, og der er efterhånden et stort udvalg, så man kan sagtens undgå de invasive typer, og dem, der er så høje, at de skal bindes op. I oktober kan jeg nu godt lide, hvis planterne vælter lidt rundt og ser lidt uregerlige ud. Det passer godt sammen med de visne blade i min optik. Uregerlig i ekstrem grad er pilebladet solsikke/ helia

Midt på sommeren, da træerne begyndte at opføre sig efterårsagtigt ,og bl.a. hjertetræet nogle steder simpelthen smed bladene, var vi mange, der var bekymrede for, at vi ville gå glip af de gyldne og mættede efterårsfarver, en bekymring, der har vist sig at være totalt ubegrundet, for sjældent har efteråret været flottere end i år, hvilket masser af blogindlæg rundt omkring vidner om. Måske falder bladene dog lidt hurtigere, end de plejer, på trods af det stille vejr. På gårdspladsen er det cornus eddies white wonder og tulipantræet/liriodendron tulipifera, der lyser op.                 Som mange andre lægger jeg visne blade i bedene som vinterdækning, og mange gange har jeg været nødt til at fjerne dem igen om foråret, fordi de ikke var blevet omsat. I år har jeg derfor taget Søren i ed på, at han skal findele en del af bladene ved at køre henover dem med plæneklipperen. Det har vi før gjort med henblik på at lave bladmuld, og jeg er ret sikker på, at det så ikke vil  blive nød