Før uret stilles tilbage
Ved døren står to ens krukker med sedum sieboldii, som jeg finder utroligt dekorative, ikke mindst i dag hvor regnen får farverne til at gløde. Lygten bag ved dem minder mig om, at batterihelvedet lurer lige om hjørnet. Forleden fik jeg en glædelig overraskelse, da jeg vandede en krukke inde under carporten. Sidste år og i vinter stod der nemlig en oliven i en bund af geranium, og den har jeg haft dømt til at være afgået ved døden, altså indtil den dag, hvor jeg opdagede, at den havde skudt de friskeste skud. Til vinter skal den næsten belønnes med en form for beskyttelse. Sidste vinter var der et rådyr, der fejede på magnolia Elizabeth. Derfor har jeg været i gang med at sikre nogle af de små træer imod den slags angreb, men er i tvivl om, hvad der skal til for at beskytte dem effektivt. Magnolia Genie har fået et hegn af kyllingetråd, og jeg er bange for, at jeg er nødt til at tage mig sammen og gøre det samme ved Elizabeth. Pynte gør det bestemt ikke. Hvis alle mine småtræer skal ha...