hortofilia

Forleden læste jeg dette  indlæg  om sår på træer, og hvordan man bedst griber dem an, hvilket straks fik mig til at tænke på vores skovfogedtræ. Vi gætter på, at det er plantet som et skytstræ omtrent samtidig med, at stuehuset blev bygget, nemlig i 1898, men kan ikke dokumentere det. Under alle omstændigheder er det et virkelig gammelt æbletræ. De næste to billeder viser selve stammen set fra nord og fra syd. Da vi flyttede ind i 1977, var der et hul midt i stammen, hvor fuglene byggede rede; men gennem årene har træet formået at lukke hullet selv. Det er imponerende, at det har kunnet lade sig gøre, især fordi hullets placering har gjort det meget udsat for at blive fyldt med vand og visne blade. Fuglene har fundet et nyt hul en etage højere oppe. Deres største trussel er kattene, som ynder at kravle rundt i træet på jagt efter en lækkerbisken. Gennem årene er der blevet fjernet mange grene, hvilket de mange huller og sårskorper bærer vidnesbyrd om. Træet fortjene

Hver vinter slår det mig, hvor forskellige den enkle og den fyldte vintergæk i grunden er, noget, man sagtens kan se på afstand.  I år oplever jeg også, at mange grupper af de enkeltblomstrende er usædvanligt høje og kraftige. Det er der måske andre, der også har observeret. Den ensomme, cyclamenfarvede alpeviol står i nærheden af gruppen af hvide blomster. Mit håb er, at de selv kan finde ud af at krydse sig med hinanden og skabe nogle nye, spændende varianter. Noget af det sjoveste ved at have en haveblog er at kunne sammenligne f.eks.vinteren år for år. Februar 2018 er tydeligvis forsinket i forhold til 2017, dog lige med undtagelse af dorothealiljerne, som plejer at springe ret sent ud her i haven. Vinteradonis foretrækker langt det frostvejr, vi har nu, frem for det regnvejr, vi led under op til jul. Sådan en ganske enkel påskeklokke kan jeg i grunden rigtig godt lide som afveksling fra alle de prikkede og fyldte med og uden krave, som ellers godt kan

I går priklede jeg de største frøplanter af rosenslynger/ rhodochiton, men der er mange tilbage endnu. For en gangs skyld har jeg nemlig været heldig med såningen. Nu bliver det spændende at se, hvor hurtigt eller langsomt de udvikler sig videre.  Olieplanterne/ ricinus har jeg i år sået i tørvebriketter, hvilket gør, at man lettere kan følge med i, hvordan rødderne udvikles, og der går ikke mange dage, fra de spirer, til de skal pottes op. Billedet fra haven er taget sidst i august, så der er en imponerende vækstkraft i sådan et frø. Sidst i oktober startede jeg såprocessen for ni frø af en træpæon. Ifølge opskriften kan man spare et år i deres forløb ved først at give dem 3 måneders varme, så 3 måneders kulde, og hvis det ikke sætter gang i spiringen, skal processen gentages. I dag var der heldigvis hvide spirer at se hos de fire af frøene. Det er ulige lettere, når planterne selv sørger for frøsåningen, og det er jeg rimeligt sikker på, at den gule søjletaks

- på denne gråvejrsdag startede i bryggerset, hvor Camellia Nuccio's Cameo nu har blomster i mange forskellige udviklingsstadier. Blomsterne udvikler sig etapevis på en måde, jeg aldrig har set før. Så gik jeg om på vejen, hvor vintergækkerne dominerer langs læbæltet. For enden af læbæltet er hestehov/ petasites begyndt at blomstre. Vi er heldige, synes jeg, at vi har plads til sådan en pladskrævende plante. I skovhaven bemærkede jeg, at cornus mas er på nippet til at springe ud, og i selve haven kunne jeg konstatere, at paeonia veitchii woodwardii som sædvanligt kan vise knopper utroligt tidligt. På terrassen holder to små snemænd stand lidt endnu efter vinterferien. I nærheden blomstrer en sarcococca/kødbær og lidt længere væk er det den hvide peberbusk. Ingen af dem dufter i dag, dertil er det for koldt. På vejen om til sandbedet passerer jeg kønneste helleborus lige nu. Den står lidt beskyttet, og derfor lider dens blomster ikke under ski

Sådan har det været i dag, og det må gerne fortsætte; for i morgen kommer børnebørnene på vinterferie, og så skal der helst brændes krudt af med udendørs aktiviteter. Både vinteradonis og cyclamen coum tåler frostgrader; men mens adonisblomsterne rådner til sidst efter gentagne frostperioder, lægger cyclamenblomsterne sig ned og retter sig op igen gentagne gange, alt efter hvordan temperaturen er. Det er ikke sjovt at være påskeklokke i disse tider. Billederne herunder er fra henholdsvis i går og i dag. Da vi anskaffede den første troldnød/ hamamelis for sikkert tyve år siden, var den en sjældenhed i danske haver. Sådan er det ikke længere, og jeg har på fornemmelsen, at det til dels er havebloggene, der har været inspirationskilde. Busken er som skabt til vintervejret og forbløffende upåvirket af frostgrader. Winter beauty står trygt og lunt i drivhuset og blomstrer både i top og bund. Det eneste minus er, at drivhuset er så proppet med potter og krukker, at det

For et par dage siden læste jeg dette indlæg , hvor Noel Kingsbury skriver om sit forhold til stueplanter og funderer over den renæssance, de har fået. Rigtig mange af de planter, han nævner, har jeg selv dyrket i vindueskarmene, og nogle af dem blev kæmpestore mens andre blomstrede på livet løs. I dag er der kun nogle få succulenter tilbage i vindueskarmene som for eksempel ceropegia/ hjerteranke eller faldskærmsblomst, og den har jeg udelukkende, fordi den minder mig om, dengang børnene havde et sommerferiejob med at opbinde ceropegia i et nærliggende gartneri. Trenden med små succulenter og kaktusser har også vundet indpas hos mig; men som billederne viser, får de hård konkurrence af diverse glasting, som lyser op og giver farve i vinduerne uden at skulle vandes og nusses. Paradistræer i forskellige størrelser og udformninger har vi dog også - som de fleste ved, er de nærmest umulige at slå ihjel; men som det ses på billedet herunder, må de vige pladsen i entreen  t